14. februar 2010, 22:30

Den franske dramatiker Yasmina Reza er en form for begavet boulevardteaterforfatter. Hendes stykker spiller i alle metropoler i denne verden, og gennembruddet kom med »Kunst«, som gik sin sejrsgang for ti år siden. Også herhjemme, hvor den småmondæne blanding af konversationskomedie, kunstdiskussion og dissektion af venskabets svære balancekunst blev en stor succes med den ekvilibristiske trio Frits Helmuth, Preben Kristensen og Stig Hoffmeyer på Privatteatret. Nu er stykket dukket op igen. Svalegangen i Århus gæster Teatret ved Sorte Hest med en yngre, men absolut ikke dårligere trio som de tre nære venner, der kommer gevaldigt op at toppes på grund af et hvidt maleri, som den ene af vennerne har købt til en mindre formue. Er kunstkøbet udtryk for, at han er blevet noget, han ikke skulle være blevet? Det synes i hvert fald den koleriske og nærtagende Marc - velkommen i de voksnes rækker til Paw Henriksen, der spiller rollen med fuld redegørelse for bevægelsesmekanismerne bag de sammenknebne øjne og de pæne briller. Hård udenpå, blødere indeni. I det hele taget er Solveig Weinkouffs iscenesættelse både fintmærkende, musikalsk og dynamisk. Selv om stykket ret beset er en konstruktion, så er trioen på scenen - de to andre er Lars Ranthe og Kristian Ibler - lige ved at få rigtige mennesker ud af de mange ord og stykkets demonstration af relationernes skrøbeligheder. Ikke mindst takket være et lydefrit og nuanceret samspil, der får alt ud af forlægget.

Kunne det være spillet morsommere? Måske. Men ikke mere omhyggeligt. Ikke mere rigtigt. Og her gives bravurnummerets ture så afdæmpet og med så mange psykologiske nuancer som muligt. Som kunstelskeren er Lars Ranthes knivskarp på en afslappet facon: Han giver både brutaliteten, når det ene ord tager det andet, og venskabets ømhed, hvad den skal have. Og Kristian Ibler har aldrig været bedre end her - som trekløverets vege neurotiker, lige dele troskyldighed og hysteri. Hans store stressudbrud er et helt nummer i sig selv. Stykket skal ses for trioens skyld. Herligt at se dygtige skuespillere vise, det de er bedst til - og som de alt for sjældent får lov til: At spille skuespil.

At spille skuespil

Kunne det være spillet morsommere? Måske. Men ikke mere omhyggeligt. Ikke mere rigtigt. Og her gives bravurnummerets ture så afdæmpet og med så mange psykologiske nuancer som muligt. Som kunstelskeren er Lars Ranthes knivskarp på en afslappet facon: Han giver både brutaliteten, når det ene ord tager det andet, og venskabets ømhed, hvad den skal have. Og Kristian Ibler har aldrig været bedre end her – som trekløverets vege neurotiker, lige dele troskyldighed og hysteri. Hans store stressudbrud er et helt nummer i sig selv. Stykket skal ses for trioens skyld. Herligt at se dygtige skuespillere vise, det de er bedst til – og som de alt for sjældent får lov til: At spille skuespil.