Ditte Gråbøl og Søren Østergaard giver kunstigt åndedræt til menneskefjendsk skilsmissekomedie.
21. februar 2012, 08:01
»En skilsmisse er ren krig«. Sådan lyder den skrupelløse advokats udlægning af den magtkamp, der kan opstå mellem par, hvor kærligheden dør ud, og tilværelsen ikke længere skal deles - men deles.
Det er i hvert fald tilfældet for manden og konen i den amerikanske forfatter Warren Adlers sorte komedie »Det glade vanvid«, der bygger på hans egen roman »War of the Roses« - en og anden husker måske spillefilmversionen med Michael Douglas og Kathleen Turner i de bærende roller.
På Bremen og den efterfølgende turne rundt i landet er det Søren Østergaard og Ditte Gråbøl, der skal give liv til det teaterstykke, der knap nok er det. Ikke engang halvanden time, så er vi færdige med den barnagtige skyttegravskrig og destruktive, gensidige hævntogt, det ellers så pænt borgerlige par påfører hinanden ansporet af to grådige gribbe af et par sagførere, kyniske mekanismeroller, som Michael Hasselflug og Birgitte Raaberg er sat til at fylde ud.
I Vibeke Wredes noget slentrende iscenesættelse af et ellers økonomisk knapt stykke klippes der mellem parternes enetimer med deres kamptrænere og konfrontationerne i det hus, ingen af de stridende parter vil forlade.
Primitiv og besk
Den scenografiske løsning - fire versioner af Arne Jacobsens Ægget på scenen - leder tanken hen på goldt overfladeliv som den lige vej mod ægteskabeligt helvede og den store katastrofe i den i forvejen moraliserende komedie, behændigt omsat til Solrød Strand og omegn.
Det glade vanvid? På en makaber måde. Teksten er primitiv og besk. Og ikke så lidt menneskefjendsk. Tappert forsøgt holdt i live med det personality - og stjernespil, stykkets eskalerende ubehageligheder hænges op på.
Hovedrolleindehaverne gør, hvad de kan - på alle måder. Østergaard kæmper hårdt for sagen, excellerer i sit speciale: måbende og højtråbende undren, en fin blend af mandlig, selvcentreret stupiditet, kolerisk barnagtighed og naivitet med sprækker til en blød, opgivende følsomhed. Ditte Gråbøl er naturligvis helt hjemme i en rolle, der kalder på skråsikker grovhed, olm indebrændthed og furiøse vredesudladninger.
Men er det nok til at sikre succesen? Ikke rigtigt. Når nu boet skal gøres op.


































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten