Teater

Stor præstation af Nicolas Bro: Se Venedig og dø

Nicolas Bro er en stor skuespiller, intet mindre, i monolog­-dramatiseringen af Thomas Manns »Døden i Venedig«.

Nicolas Bro er helt alene med de mange ord på Folketeatrets intimscene, Hippo­dromen. Foto: Thomas Petri
Nicolas Bro er helt alene med de mange ord på Folketeatrets intimscene, Hippo­dromen. Foto: Thomas Petri

Hvad hedder dramatikeren Jakob Weis’ og Folketeatrets dramatisering i monologform af den tyske forfatter Thomas Manns berømte udvidede novelle »Døden i Venedig«? Ja, den hedder det samme, men med en tilføjelse: »Drengen i Venedig«.

Manns forlæg fokuserer udelukkende på den store europæiske skønånd og forfatter Aschenbachs indre liv. Han har taget ophold i den italienske kanalby, hvor han hengiver sig til det regimente, der styrer hans liv: hårdt arbejde i den europæiske civilisations tjeneste.

En stor forfatter er han blevet, måske netop fordi han har fortrængt alle sine kødelige lyster. Han har, med andre ord, sublimeret. Dæmmet sig selv ind med rigoristisk disciplin og kolde afvaskninger. Lagt låg på alle sine drifter. Levet gennem sin kunst.

Men da en smuk ung dreng med en alvorlig, lokkende skønhed fanger hans blik, begynder tingene at skride for ham. Han giver efter for al den opdæmmede og tæmmede lidenskab, han har fornægtet. Han giver sig selv lov til at drømme om drengen.

Ja, han udvikler sig omtrent til det, vi i dag vil kalde en stalker, der forfølger sit bytte rundt i byens gader og lader ynglingen føre sig »lykkeligt tættere på dybet«. Ansporet af den dekadente, rådnende by, der snart hærges af pesten – indisk kolera fra det inderste af junglen! – og efterhånden også tager livet af den berømte forfatter, hvis civiliserede fernis bryder sammen i takt med, at han nærmest lystfyldt vedkender sig sin egen natur.

Han ryger lykkeligt ulykkelig ud over afgrunden.

På farefuld opdagelse

Men i Jakob Weis’ udmærkede dramatisering får historien altså endnu et perspektiv, når også den mindreårige dreng, der er genstand for den aldrende forfatters altfortærende længsel, får mæle.

Mens Aschenbach akkurat på målstregen når at stifte bekendtskab med sit sande jeg og med alt det, han er gået glip af, sætter forfatteren også med sine hede blikke fart på den seksuelt opvakte drengs fornemmelser for sit eget potentiale:

Hans erotiske magt skal bruges til fulde i den tilværelse, der står foran ham. Den ene går til, den anden bliver til. Det er dette memento mori – husk at leve, mens du gør det, husk at elske, mens du tør det! – som er dramatikeren Weis’ aftryk på Thomas Mann.

Rammen er klogt sat af instruktør Christoffer Berdal og scenograf Nina Flagstad, som har skabt en ikke så fjern hilsen til Viscontis berømte, billedskønne filmatisering – badestrand i den ene side, hotelværelse med fuldfede brokadedraperier i den anden og med Mahlers malende musik i højttalerne.

Det er denne næsten parodiske ramme, skuespilleren Nicolas Bro, med indledende ironisk distance og i eget tøj, træder ind i for at lade historien bruge sig som medium. Helt alene med de mange ord.

En stor skuespiller, intet mindre

Men heldigvis er her en skuespiller, som, når han er bedst, med en lidenskabelig storhed i slaget formår at tage sin tilskuer nye, fremmede steder hen, hinsides den fedtede naturalisme. Præcis på samme måde, som Aschenbach selv går på en farefuld opdagelse i sit eget sind.

Det feberhede ridt mod afgrunden er fremragende orkestreret. Holdt stramt i tømmerne af skuespiller og instruktør. Snart eksalteret gennemrislende, snart pauseret med tilbageholdt åndedræt. Bro både viser og er den stadigt mere desperate forfatter – lykkeligt drømmende, skinsygt hvæsende, hviskende af begær, masochistisk vellystig i al sin ukontrollerede given efter for drifternes amokløb.

Med pludselige og virkningsfulde skift til drengen og ungdommens ubevidste kynisme, balancerende på kanten mellem sorgløs, nyfigen barnagtighed og en småfordærvet, triumferende bevidsthed om sin seksuelle magt. En stor skuespiller, intet mindre. Han er oplevelsen. Han er livet i Venedig.

Hvad: »Døden i Venedig – drengen i Venedig« af Jakob Weis efter Thomas Mann.

Iscenesættelse: Christoffer Berdal. Scenografi: Nina Flagstad.

Hvor: Folketeatret, Hippodromen. Til 20. februar.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.