Ballet:

Stjernedans i Skagen

Johan Kobborg, Alina Cojocaru og andre solodansere fra Royal Ballet i London indtog Skagen med flot program, inden de i aften fortsætter med Verdensballet 2010 på Nørre Vosborg ved Holstebro.

Hvid Svane, Svanesøen – Roberta Marquez og Johan Kobborg.
Hvid Svane, Svanesøen – Roberta Marquez og Johan Kobborg.

De syv solodansere fra Royal Ballet i London var allerede i fuld gang med at varme op på scenen ved siden af Den Tilsandede Kirke i Skagen, mens publikum bænkede sig foran scenen eller slog sig ned i klitterne med vin og picnickurve. Omkring 1000 mennesker - såvel skagboer som nordjyder og turister, inklusive kendisser fra postområde 2900 - var mandag aften mødt op i det naturskønne område for at opleve »Verdensballet 2010«, og selv om scenen var nok så lille, var det stor balletkunst, der foldede sig ud, da forestillingen gik i gang.

Den danske London-stjerne Johan Kobborg, der sammen med operasanger Jens-Christian Wandt for tredje år i træk er initiativtager til arrangementet, kunne man opleve hele to gange som en yderst elegant Svaneprins. Først i pas de deux med en koket Sort Svane alias den vidunderlige og teknisk sublime Alina Cojocaru, der også er Kobborgs partner i privatlivet, og som sidste sæson brillerede som gæst i »En Skærsommernatsdrøm« på Det Kgl. Teater. Og efter pausen vendte Kobborg tilbage sammen med den skønne primaballerina Roberta Marquez som en smuk, sky og følsom Hvid Svane.

Lyrisk »Rhapsody«

Men det velsammensatte og varierede program bød også på indslag fra Sir Frederick Ashtons lyriske »Rhapsody« med Roberta Marquez og Stephen McRae samt på Kim Brandstrups fine, vemodige pas de deux fra »Rushes« med Leanne Benjamin og Thomas Whitehead, der også dansede Alistair Marriotts pas de deux fra »Sensorium« med masser af opfindsomme og raffinerede løft.

Stephen McRae, der er nyudnævnt solodanser i Royal Ballet, steppede i bogstaveligste forstand anden del af forestillingen i gang med sin egen elegante koreografi »Tap«, mens den kun 20-årige solodanser Sergei Polunin præsenterede hele to virtuose russerdanse med super ækvilibristiske spring: Zakharovs berømte, gnistrende »Gopak« samt herresoloen fra Petipas »Diana & Action«.

Som de forrige år var også »Verdensballet 2010« krydret med fine operaindslag, hvor sopranen Ditte Højgaard og aftenens veloplagte konferencier, tenoren Jens-Christian Wandt sang såvel soloarier som duetter af blandt andet Gounod, Wagner og Lehar akkompagneret af Ole Schouboe på klaver. Men i år var der endnu en musikalsk overraskelse, nemlig den 24-årige engelsk-norske stjerneviolinist Charlie Siem, der spillede på selveste Yehudi Menuhins violin. Først som en rigtig spillemand i Manuel Ponces »Estrelitta« og til slut virtuost og i forrygende tempo i musik af Fritz Kreisler, som akkompagnement til Johan Kobborgs nye, charmerende koreografi »Les Lutins« fra 2009, der var aftenens finale.

Rappe fødder

Lige så rapt som det gik på violinen, gik det i fødderne på de tre dansere, Alina Cojocaru, Sergei Polunin og Stephen McRae, i det legende trinsprog med inspiration fra russisk-jødisk folkedans. Og netop som finalenummerets flirtende dans strøg over scenen, kastede solnedgangen ved Skagen det smukkeste røde skær på skyerne over scenen ved Den Tilsandede Kirke.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.