Sensualitet, poesi og absurd humor blander sig fint i Lars Dahl Pedersens nye og velstrukturerede danseværk »Always Now Slowly«, der elegant indfanger ånden i Gertrude Steins univers.
7. marts 2010, 22:30
Ligesom Steins sproglige gentagelser med små forandringer og skiftende betydninger ser vi bevægelser i dansen, der gentages og synes ens, men dog er lidt forskellige og rytmisk forskudte. Sanselig og lidenskabelig er især første dels dynamiske og stemningsfulde duo med Louise Hyun Dahl og Petra Fors, der bl.a. afspejler Steins homoseksualitet. Knapt så varieret er anden dels duo med Jonathan D. Sikell og Michael Tang Pedersen, hvor koreografien bevidst fokuserer på gentagelsen i brydekampens seje træk og kraftfulde bevægelser. Herlig absurd er sidste del med alle fire dansere på scenen i fri fortolkning af »Three Sisters who are not Sisters«, hvor Mikkel E. Gemzøes flotte collage af musik og Steins oplæsninger effektfuldt suppleres med dansernes egen tale.
»Always Now Slowly«. Koreografi: Lars Dahl Pedersen. Lys: Thomas Bendiksen. Lyd: Mikkel Engel Gemzøe. Kostumer: Camilla Lind. Konsulent: Laura Luise Schultz. Dansescenen til 13. marts.





























