16. februar 2010, 22:30

Hun er hårdt ramt, den talende kvinde på scenen. Monologen »Et år med magisk tænkning« er baseret på den amerikanske journalist og forfatter Joan Didions bog af samme navn. Skrevet som et forsøg på at forstå sorgen efter at hun mistede både sin forfattermand og parrets voksne datter inden for samme år.

En accept, som lader vente på sig, fordi hun sætter hele sit intellektuelle begrebsapparat ind på at holde døden stangen, og fordi hun i sin choktilstand - som en ren overlevelsesmekanisme - hengiver sig til den irrationelle forhåbning, at manden vender tilbage, og at hun kan holde fast i datteren, heraf titlens »magiske tænkning.«

Teksten foruroliger ved sin usentimentale selvransagelse, sin barskt nøgterne analyse af, hvad der sker med den kvinde, der nægter at se kendsgerningerne i øjnene og sin påmindelse om livets skrøbelighed.

Sygejournal

Hvor dygtigt Karen-Lise Mynster end administrerer sit nærmest ubegrænsede følelsesapparat, kommer hun på Frederiksbergscenen aldrig derop, hvor tekstens virkelighedsflugt, grænsende til sindssygen, hører hjemme: I det højere luftlag, som kvinden skaber for sig selv for at klare sig gennem sit livs krise. En metafysisk paralleltilværelse, hun er nødt til at tro på som en konkret virkelighed.

Den fundamentale overbevisning får hun aldrig rigtigt etableret. Hele tiden undermineres den af et spil, der er vanvittigt virtuost - det sårede blik, den skælvende stemme, hænderne, der snart hugger determineret kæmpende i luften, snart piller nervøst ved trøjens kant, snart knuger hårdt om et knæ.

I Kamilla Bach Mortensens instruktion negerer den vanvittigt dygtige skuespillerinde så at sige monumentaliteten i teksten. Den såkaldte magiske tænkning bliver aldrig en påtrængende realitet. Karen-Lise Mynsters detaljerede sorgarbejde er alt for jordbundent, så at sige. Og det, der i udgangspunktet er alt andet end sentimentalt, ender omtrent med at blive en almindelig sygejournal i glimt.

For konkret

Heller ikke rummet om hende - hun er placeret på en frønnet havestol på en firkantet ø i en tropisk junglesump - tjener teksten.

Jeg forstår godt den scenografiske idé, men jeg forstår den ikke. En alt for konkret forbindelse til de naturmennesker, der er afbildet i det malede bagtæppes skovbryn, og deres tro på, at man kan afværge katastrofer ved at indgå handler med naturen.

Når disse forbehold er taget: Karen-Lise Mynster er absolut stadig værd at se på, værd at lytte til. Men magien? Den indfinder sig ikke.