25. januar 2010, 22:30

Ingen tvivl: Line Paulsen er en iscenesætter med talent. Det viser hun på CaféTeatret, som spiller den unge norske dramatiker Johan Harstads tekst »Krasnoyarsk«. Et stykke, der umiddelbart ikke er let at få på scenen. Historien er ellers spændingsbetonet med sit science-fiction-skrækscenarie: En antropolog vandrer alene rundt i den russiske vildmark, efter at Jorden omtrent er gået under. Men så støder han ind i en kvinde i en lade. Hun ejer en samling pludselig meget værdifulde vidnesbyrd om den civilisation, der ikke længere eksisterer - en række udfyldte spørgeskemaer om almindelige menneskers liv. Fortællingerne giver dem nyt håb, indtil endnu en antropolog, systemets håndlanger, dukker op - på udkig efter den rebelske kollega, der har meldt sig ud af verden.

Risikoville skuespillere

Til trods for sin næsten spektakulære ydre dramatiker er Harstads stykke lidt af en bastard: Hårdt pressede figurer, der er ved at gå i opløsning, belæsset med poetisk prosa, sprog, der falder fra hinanden, lange enetaler. En ordrighed, som er en udfordring.

Det meste af det får Line Paulsen idérigt rådet bod på, selv om hun ikke kan fjerne en fundamental fornemmelse af en vis ferm glathed i teksten og dens budskab om fortællingen som altings sammenhængskraft. Der er ikke bare slidt intenst med replikføringen i denne forestilling, med velovervejede rytme - og temposkift og overraskende intoneringer. Men også kropssproget er konsekvent gennemarbejdet og er tilsvarende løsrevet fra naturalismens fagter.

Figurerne kan både fryse, speede op og gå ned i omdrejninger. I det hele taget giver iscenesættelsen den lidt golde tekst en krop og en fylde, som er fascinerende at overvære, og som tilmed får et samspil ud af de ord, der næsten kun er enetaler. Det kan kun lade sig gøre, hvis man har tre af dansk teaters mest risikovillige skuespillere til sin rådighed, og det har forestillingen i Tammi Øst, Olaf Johannessen og Martin Greis. Bogstaveligt talt placeret på et skråplan i Rikke Juelleunds scenografi, men hele tiden foruroligende interessante at se på og lytte til - mere end teksten, sært distanceret-konstrueret, strengt taget inviterer til.