Standup-comedy

»Skat, for min skyld må du være en luder i alle rum«

Komikeren Christian Fuhlendorff sætter ord på mænds galopperende kastraktionsangst i et nyt, medrivende oneman-show.

Christian Fuhlendorff bruger hele kroppen i sit show om trængslerne ved både at være blevet far og være fastlåst i et fast parforhold. Foto: Mew
Christian Fuhlendorff bruger hele kroppen i sit show om trængslerne ved både at være blevet far og være fastlåst i et fast parforhold. Foto: Mew

Det er en kunst for en komiker at tage udgangspunkt i sit eget liv og få noget universelt morsomt ud af det – ja, nogle vil ligefrem hævde, at dét netop er essensen ved standup-comedy.

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at når det personlige udgangspunkt er gennemført, når man på scenen mærker et sansende, frustreret og oprørt individ, der kan vende og vride absurditeten og paradokserne ud af alle sprækkerne i det levede liv – uanset hvor banalt det i øvrigt kan synes – så er det nemt at lade sig feje med.

Og fejet med, dét bliver vi af Christian Fuhlendorff og hans nye oneman-show, »For at gøre en kort historie lang«.

Den 31-årige komiker er blevet »voksen«, han har en ti år ældre kæreste, en pige på tre år, et hus på Amager og en hund, og nogle gange bliver det, som salig Dan Turèll sagde, »bare for meget«.

»Jeg tilhørte TV 2 Zulu-segmentet, nu maler jeg bare terrasse,« klager han på scenen iført BøV’ens – den BørneVoksnes – foretrukne uniform: bukser, trøje og sneakers.

Komponeret omkring fortællingen om en løbetur – det er den korte historie – kommer vi på afveje og rundt i alle hjørnerne af Fuhlendorffs forhold til sin datter og kæreste.

Fra første gang han råbte ad datteren – »Lige dér vidste jeg, at det ville jeg komme til at gøre mange gange igen« – til den moderne kvindes evige forventningspres om alle de roller, hun skal spille: Rengøringskone i stuen, kok i køkkenet, luder i sengen og gartner i haven – »skat, for min skyld må du være en luder i alle rum«.

Der er mange mænd før Fuhlendorff, som en morgen er vågnet op i forstadsvillaen med et sparkende treårigt barn liggende i midten af dobbeltsengen og har mærket den galopperende kastraktionsangst.

Og vi, der har været igennem det, kan kun sige: »Herregud, dine trængsler er først lige begyndt!«.

Men fordi Fuhlendorff selv står lige midt i det hele og afvikler sin stramme, fem kvarter lange rutine med en trykkogers opsparede energi uden at afvige en eneste millimeter fra genstandsfeltet, føles det både friskt, genkendeligt, medrivende og meget morsomt.

Hvem: Christian Fuhlendorff.

Hvad: »For at gøre en kort historie lang«.

Hvor: Bremen i København fredag. På turné i hele landet til 4. december. Se mere på christianfuhlendorff.dk.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.