Børneteater:

Sanse-eventyr i citronland

»Citroner i vand« på Det Lille Teater er en farvestrålende, poetisk og dejlig sanselig forestilling for de yngste.

Sydlandsk strandstemning i »Citroner i vand« på Det Lille Teater. Foto: Karoline Lieberkind
Sydlandsk strandstemning i »Citroner i vand« på Det Lille Teater. Foto: Karoline Lieberkind

Der dufter dejligt af citron, når man træder ind i salen på Det Lille Teater, hvor instruktøren Charlotte Munksø har skabt den nye, meget sanselige forestilling »Citroner i vand« for de to- til fireårige.

Iklædt gule shorts og fine skjortebluser med applikerede citronplanter står de tre skuespillere, Jens Gotthelf, Nanna Skaarup Voss og Sicilia Gadborg Høegh, i starten og føler og mærker det gule sceneunderlag med deres bare fødder og tæer.

Og forestillingen igennem bliver vores øjne ude i salen fortryllet af den talentfulde unge Julian Toldam Juhlins flotte og foranderlige scenografi, der er fuld af gule citroner, inklusive en stor citronmåne på den turkise bagvæg.

Her er også masser af vand i et bassin, hvor de tre skuespillere til stor fryd for det unge publikum kan pjaske med benene. Og sandet på den gule sandstrand, der dukker op bagest på scenen, bliver både brugt til billedrig leg og til at grave i for at finde store gyldne citroner.

Brasilianske rytmer

I modsætning til Charlotte Munksøs skønne musikalske og ordrige forestilling »Okker Gokker« på Det Lille Teater i 2013 er der slet ingen ord i »Citroner i vand«, men bare små vokale udbrud samt mime, dans, musik og sang. Det giver forestillingen sin helt egen sanselige poesi.

Thomas Dinesen har komponeret den varierede musik, der blandt andet byder på forførende brasilianske rytmer i en herlig sekvens, hvor de tre venner med stråhatte på hovedet er på strandtur. Og sjovt og musikalsk bliver citroner brugt som både maracas og fløjter.

Meget fint er også Jeppe Lawetz’ lys- og videodesign, der blandt andet kan få citronerne til at lyse som stjerner på himlen. Men det vigtigste i forestillingen er citrontræerne, som vi ser blive plantet og vokse sig store, når de bliver plejet, og rødderne nede i jorden får vand.

Det er både citronpoesi og teatermagi på den lillebitte scene i Det Lille Teater, som til sommer kan fejre 50-års jubilæum.

Hvad: Citroner i vand, for to- til fireårige.

Hvem: Koncept og instruktion: Charlotte Munksø. Scenografi: Julian Toldam Juhlin. Komponist: Thomas Dinesen.

Hvor: Det Lille Teater i København, sidste dag 1. maj.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.