28. juli 2010, 22:30

Allerede stedet er et vue værd: Det rejser sig højt over hovedstaden, står som en hestesko af statelighed og symmetri, spejler sig selv fra yderst til inderst.

Frederiksberg Slot fungerer til daglig som officersskole. Men det ligger åbent for civilister i denne tid. Glade tilhørere føres fra sal til sal og får fem af operahistoriens største øjeblikke undervejs.

Aftenen begynder faktisk på trappen foran. En skuespiller i kost og maske vimser rundt og taler lidt med publikum. Åh nej, tænker man. Gamle dage skal altid ligne én stor komedie.

Dét skal de så ikke alligevel.

Kendte sangere og sangerinder stikker hovedet ud ad vinduerne og synger et nummer fra »Askepot«. Musikken lyder ganske udmærket. Og man står allerede og griner lidt i skægget. Hm.

Publikum tager hinanden under armen og ledes ind i slotskirken. En oplagt kulisse for begyndelsen af »Tosca«. Altså den med maleren Cavaradossi og hans skinsyge kæreste.

Scenen virker rystende fra første sekund. For man er pludselig helt, helt, helt tæt på de store stemmer. De står lige foran, lige bagved, lige ved siden af én. Velkommen til et af operahistoriens mest forelskede favntag.

Men ak. Folk må nøjes med de få minutter og høre resten derhjemme.

Rejsen går videre til en sal med Mozarts største operasucces, »Figaros bryllup«. Man får den vidunderlige scene med Cherubinos arie. En af operahistoriens helt store perler.

Videre til festscenen fra Verdis tragiske »La Traviata«. Arrangeret som klassisk stoleleg!

Og videre til Mozart igen, denne gang med nogle af de mest frivole minutter fra »Don Juan«.

De tre sidste sale ligner rigtignok hinanden til forveksling. Man kunne lige så godt ha' ladet folk blive siddende og bare skiftet de få kulisser. Eller hvad?

Nej, nej, nej. Man ville slet ikke have undværet de mange trapper. For der er jo verdener fra Figaros bryllup til Violettas brystsyge - fra det 18. århundredes feudale fjant til det 19. århundredes borgerlighed. Ens indre tavle skal viskes ren.

Forestillingen er i det hele taget skruet skønt sammen. Man opdager røde tråde efterhånden: For eksempel jalousi. Eller bare at der bankes på døre!

Da en vis grevinde ligger på sin divan og spreder benene for en pige, der spiller dreng, der spiller pige - så siger hun det endda selv: »Det banker på min dør!« Hvilket selvfølgelig misforstås af samtlige tilhørere. Og farver kinderne på nøjagtig halvdelen.

Imponerende gjort af de otte stemmer. Imponerende gjort af de to musikere. Til sidst en fælles skål og tak for i aften.

Bare ærgerligt at stemningen fra tirsdagens premiere aldrig bliver den samme. For nu kommer hele landet nok væltende.

Sådan er livet.