Teater

Nej-dronningen Pia Kjærsgaards triumf

Mungo Park Koldings »Jeg er Danmark. De stuerene« om Pia Kjærsgaard og Dansk Folkepartis vej mod magtens centrum er en underholdende teaterleg mellem satire og dødelig alvor. Dens styrke er, at den insisterer på hverken at være en helgenkåring eller en dæmonisering.

Mørkere tider: Maja Juhlin er Pia Kjærsgaard i Mungo Park Koldings vellykkede »Jeg er Danmark. De stuerene«. Foto: Palle Peter Skov
Mørkere tider: Maja Juhlin er Pia Kjærsgaard i Mungo Park Koldings vellykkede »Jeg er Danmark. De stuerene«. Foto: Palle Peter Skov

En teaterforestilling i anledning af Dansk Folkepartis 20-årsjubilæum, historien om partiets vej mod magten. Er det ikke en forudsigelig øvelse på et offentligt støttet teater? Kan det blive andet end selvfede kunstneres trætte og præprogrammerede pukken på de livsfarlige, racistiske landsbytosser fra folkedybet – i humanismens navn?

Kan det havne i andet end det, som i forestillingen netop kaldes »den venstreorienterede, humanistiske klichéfælde«? Kan den blive andet end en forestilling, der cementerer opfattelsen »dem mod os«?

Sådan er Mungo Park Koldings modige livtag med det parti, der de seneste årtier har haft størst indflydelse på denne nation og det, vi slås om, ikke. Det er tydeligt, at det er både teatret, hoveddramatikeren, Line Mørkeby, og instruktøren, Kasper Sejersen, magtpåliggende at dele sol og frisk pust over landet lige.

Gudskelov. Om ikke for politikkens, så dog for dramaturgiens, spændingens, kunstens og debattens skyld.

»Jeg er Danmark. De stuerene« gør alt, hvad der overhovedet er muligt, for at nuancere billedet. Det er der kommet en absolut seværdig, meget underholdende og meget modig forestilling ud af.

En satire, der i ligevægtens navn uddeler svirp til begge fløje. En lige venstre. Men også en lige højre.

Frikadelle-os

Scenen er sat med rød-hvide bogstaver i kæmpeformat: »Jeg er Danmark«. Og der lugter af frikadelle-os, når vi kommer ind, mens spillemandsmusikken kværner i baggrunden. Og så er vi i gang med en forestilling, som med revymæssig tæft beskriver Pia Kjærsgaards vej mod magtens centrum i en levende blanding af fakta og fri abstraktion.

Line Mørkeby får fra starten etableret et univers, hvor skuespillerne frit kan jonglere med teser og antiteser: »Det er i hvert fald en påstand – og dem er der mange af i denne forestilling«.

Og teaterlegen begynder på klassisk vis. Som historien om det svigtede skilsmissebarn, som higer efter at skabe orden i kaos. I det parti, hvor hun får skilt sig af med landsbytosserne, i det samfund, hvor hun ønsker at bevare de værdier, der er tæt på det folk, hun føler, hun repræsenterer.

Dygtige Maja Juhlin er Pia Kjærsgaard med blond akrylparyk – fornuftigt nok uden at forsøge at parodiere. I stedet forsvarer hun hendes synspunkter med et sådant gåpåmod, en sådan inderlighed og retfærdig harme, at det er svært ikke at forstå hendes politiske projekt: at skabe tryghed, at holde os burkamørket fra livet.

Og flot balancerer hun mellem sødme og stålsathed, hvilket samtidig åbner plads for, at vi forstår, hvorfor hendes politiske modstandere må gyse. Hvad er egentlig den dygtigt manipulerende opportunists projekt?

Bedrevidende establishment

De sidstnævnte repræsenteres af stykkets fortæller, som historien løber af hænde – det er såmænd den tidligere socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Og det er forestillingens kup. De fleste husker, at det var ham, der sagde de berømte ord: »Set med mine øjne, stuerene, det bliver I aldrig«, som også har givet navn til forestillingen, og Frank Thiel som Nyrup kan med lethed nagle hans manerer.

Men landsfaderen udi egen indbildning bliver også symbolet på hele det bedrevidende establishment, den »blodrøde humanisme with a beating heart«, som med stigende desperation ikke kan forstå, at folket ikke vil makke ret.

Slutbilledet siger det hele. Han er efterladt med blodtud, mens Pia Kjærsgaard troner højt til hest som formand for Folketinget og får et helt kor af tidligere politiske modstandere til at give hende ret i det, hun stædigt har sagt gennem alle årene.

Det fine ved Mungo Park Koldings forestilling er, at man kan læse sig selv ind i den, uanset hvor man måtte befinde sig på den politiske skala. Og, hvem ved, måske oven i købet tænke sig lidt om?

Der er nemlig noget til det højrepopulistiske – alle de mere eller mindre horrible udtalelser, der er lukket ud gennem årene, er naturligvis også med – men der er også verbale tæsk til dem, der betragter Dansk Folkepartis vælgere med nedladende uvidenhed et eller andet sted fra det centrale Nørrebro eller Folketingets talerstol.

Og der er Pia Kjærsgaards egen nøgterne prolog, som opridser eventyret, og som er skrevet til forestillingen: »Indflydelse er ikke længere nogen fjern drøm, det er blevet virkeligheden«.

Den får vi, lige inden vi går op ad trappen og ind i salen. Læst neutralt op af teaterchefen, lige efter at han har mindet os om, at vi skal huske at slukke mobiltelefonerne. Det er en god idé og flugter i det hele taget med forestillingen:

Pia Kjærsgaard holdt ud i strakt arm og samtidig ikke udstillet og befamlet af teatret. Det er faktisk lidt af en bedrift. »De stuerene« er en stærkt underholdende og tankevækkende danmarkskrønike, som tager tidens polarisering og uro for fremtiden alvorligt. Et frisk pust over teatret.

Hvad: »Jeg er Danmark. De stuerene«

Hvem: Manuskript: Line Mørkeby i samarbejde med Jens Korse, Michael Schiøt og Lasse Bo Handberg. Prolog: Pia Kjærsgaard. Iscenesættelse: Kasper Sejersen. Scenografi: Louise Beck.

Hvor: Mungo Park Kolding. Til 5. marts.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.