Opera

Myldrende godt

»Den fiffige lille ræv« er eventyrligt kriblende og meget skøn at se på.

Det Kgl. Teater siger, at det er en »familieforestilling«, der kan ses af børn fra seks år. Om det så også er den mest præcise måde at præsentere Leo Janáeks dejlige opera »Den fiffige lille ræv« på, er nok tvivlsomt. Der er godt nok både dyr og børn på rollelisten, men denne fortælling om livet i skoven og menneskenes verden, der møder dyrenes verden, er nu ikke så ganske ligetil. Operaen er en fabel om civilisation versus natur, en beretning om menneskets lod i livet set i forhold til dyrets, om livet, døden og kærligheden, sådan noget. Et stykke fortalt filosofi, kunne man sige, iklædt de skønneste klange fra en af forrige århundredes fineste komponister. Meget voksent. I hvert fald ikke barnligt.

Skøn at skue er den under alle omstændigheder, Operaens aktuelle opsætning, der er iscenesat af Francisco Negrin, med kostumer af Carol Bailey og scenografi af Es Devlin. Sidstnævnte har skabt skønne billeder, der kan minde om en tegnefilm i 3D: En stiliseret skov, fyldt med myldrende liv, med videoprojektioner af krybende kryb og skiftende farver og bevægelige figurer. Carol Bailey gør på sin side det, at hun i sine kostumer lader den klassiske japanske papirfoldekunst, origami, danne afsæt for kostumer, hvor menneskene fremstår kantede og ikke-naturlige, som kontrast, forstås, til naturens naturlighed. Helheden? Den bliver eventyrlig uden at være det ringeste sentimental - og bringes dermed i samklang med Leo Janáeks snart 90 år gamle opera, som han selv holdt så meget af, og som han selv skrev teksten til, og som var inspireret af samtidige tegneserier.

Gennemtænkt forestilling

Så vidt så godt. Musikkens skønhed og alt det, der er for øjet, gør i sig selv denne fine opsætning af »Den fiffige lille ræv« anbefalelsesværdig, og der er mere at glæde sig over, ikke mindst Gisela Stille og Anne Margrethe Dahl som henholdsvis hunræv og hanræv. Begge skal synges af sopraner, det bestemte komponisten, og Stille og Dahl synger og spiller kært eventyrligt, med John Lundgrens filosofiske skovfoged som menneskeligt med- og modspil. Og der er flere mennesker på scenen, mennesker som dyr og mennesker som mennesker, og der er ikke mindst nogle herlige børn fra Sankt Annæ Gymnasium og det herunder hørende Københavns Drengekor. At Thomas Søndergård er blevet bedt om at stå i spidsen for Det Kongelige Kapel fuldender billedet af en gennemtænkt forestilling, for han har greb om tingene, har han. Der er så mange skønne detaljer i Janáeks partitur, dem får man med. Ganske eventyrligt. I det store såvel som i det små.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.