er det vigtigt at beskrive at ravnhøj og stage har kultiveret et udtryk i deres seneste forestilling hvor musikken tager forsædet fremfor dansen/koreografien? ja, naturligvis er det det. er det intelligent at kalde det for at 'musikken stjæler billedet'? nej, det er ej! med hvilken kunsthistorisk øgle-logik kan man som anmelder erklærer kunstnerens intention i negativ når han vælger at træde udover den smalleste definition af hans virke?

Wern er tilsyneladende overbevist om at det er en fejlslagen iscenesættelse, eller endnu værre, en svag kunstnerisk grundkilde som udvaskes af de udenlandske ‘speciel guests’. dermed lander vi endnu engang i det katastrofale mix af manglende indsigt (uddannelse eller intellekt?), skråsikre armbevægelser og det danske dilemma om selvtillid i forhold til udlandets som storebror. det er en sørgelig mis-mask som ikke tjener hverken læser, medie eller kúnstner.. og for den sags skyld heller ikke anmelders anseelse.

for ikke længe siden læste jeg en lignende anmeldelse af wern: dokumentarist og poet boris bertrams dansefilm ‘tankograd’. som den første på banen blev denne film med en kort wern’sk paragraf erklæret konfus i sin behandling af dens særegne omdrejningspunkt - et danse kompagnis dagligdag i et af verdens mest forurenede områder. filmens efterfølgende sejrsgang på flere af verdens mest prestigefulde film festivaller vidnede tydeligvis om den danske anmelders beskedne indblik og perspektiv i kunst- og samtidsforståelse.

hvad gør vi (os ude i samfundet som denne anmeldelse skulle informerer) når en anmelders indsigt og nærvær tilsyneladende ligger så langt fra den bobblende formforståelse som vores samtid tillader os, at de ord som skulle formidle bliver til et misvisende drivanker fra fortidens mest uinspirerede genreforståelse? er det virkelig ønskværdigt for et 2011 www.b.dk at give spalteplads til en kunstforståelse som ligger tilbage i pre-1950erne, dengang kunsten fortrinsvis eksperimenterede indenfor egne rammer og performance art begrebet ikke var opfundet endnu?

jeg indrømmer, jeg har ikke set stage og ravnhøjs FUBAR men af bare pressefotografiet står det jo klart at sanger og band er iscenesat helt fremme i scenebilledet. hvordan kan wern overse det faktum? nogen har jo besluttet at stille JD wilkes der, på scenens forkant. kunne vi eventuelt strække os så langt som at antage at det måske kunne antages at være et af kunstneren bevidst virkemiddel? kunne kunstneren muligvis være selvsamme koreografer som er blevet bestjålet at det nashvilleske rockabilly band? eller er det blot, som wern ser det, en problematisk tilfældighed i en beskeden kunsterisk vision? og hvis det er det - er det hos de to koreografer eller hos anmelderen?