29. marts 2009, 22:30

Hvad kaldes krydsningen mellem en brandmand og en vandmand?

Nå ja, undskyld … Den vist vits hører slet ikke hjemme her. »Livlægens besøg« er jo historien om J.F. Struensees besvangring af dronning Caroline Mathilde og efterfølgende henrettelse. I dette tilfælde Bo Holtens opera over P.O. Enquists bestseller af samme navn. En alvorlig sag.

Men krydsningen bliver altså et dampbarn. Lidt som Christian VII måske selv var et dampbarn. Og måske behøver man ikke tage tingene så alvorligt endda. Det er jo bare musik, bare teater, bare musikteater.

»Livlægens besøg« ligner allerede en klassiker. Den kongelige opera kan virkelig føle sig heldig denne gang. Vi har måske ligefrem fået en ny nationalopera – hvis tiden ellers var til den slags. Og vi har i hvert fald fået en ret så effen blanding af syngespillets nationale tone, operaens åndedræt og musicalens varme.

I stil med »Maskerade«
Man skal tænke sig en opera i stil med »Maskarade«, en lille smule gammeldags som »Maskarade« og næsten lige så god som »Maskarade«:

I begyndelsen ligger den gamle konge for døden. Den dygtige Ole Hedegaard er fantastisk til slige skørlevnere. Han velsigner sin tronarving og dør. Tilbage står verdens ensomste monark. Gert Henning-Jensens gråd griber én om hjertet.

Så begynder rænkespillet. Sten Byriel lyder som skabt til partiet som den magtbegærlige Ove Høegh-Guldberg. Og hans lokumsagtige møder med grev Rantzau i skikkelse af Lars Waage skal bare opleves. De to vidt forskellige herrers øjeblikke i tosomhed er selve den danske dobbeltmentalitet sat på spidsen. Hvem skal tage sig af landets højest placerede svækling?

De sætter J.F. Struensee på banen. I skikkelse af Johan Reuter skriver han danmarkshistorien om. Reuter tegner på en måde forestillingen. Men det sker i tæt parløb med Elisabeth Jansson som Caroline Mathilde. Første akts store angstarie og flere andre er rene højdepunkter i nyere dansk opera.

Gitta-Maria Sjöberg som enkedronningen viser sig endnu en gang som én af vores største sangerinder. Ak ja. At der også er blevet plads til et helt dusin stærkt besatte biroller gør ikke forestillingen ringere.

Galt går det ikke
Operaen kan også være smagløs af og til. Tag bare staklen på stavnsbåndets forbistrede træhest: Pisket, forhånet, døden nær. Mange sidder og kigger ned imens. Så ydmygende er det syn.

Men rigtig galt går det alligevel aldrig. Holten og hustru får rettet op hver gang. Som nu i slutningen. Vi har lige set Brandt få både højre hånd og knoppen kappet af. Hvem gider se Struensee få nøjagtig samme enkeltbillet?

Men i sidste sekund drejer Holten så henrettelsens knaldende kraftige harmonier ned til ingenting. De harlekinagtige figurer vender tilbage. Aftenens forestilling var jo bare et småsvensk bud på danmarkshistoriens overdrev.

Og kom nu godt hjem.