Dans »Labyrint« Tim Rushtons »Labyrint« med Dansk Danseteater og Athelas Sinfonietta Copenhagen er et magisk krydsfelt mellem dans, musik, lys, video og rum.
27. maj 2008, 22:30
af 6 stjerner
Labyrinter er både dragende, udfordrende og uforudsigelige. Sådan er det også med Tim Rushtons nye kaleidoskopiske værk »Labyrint«, hvor han sammen med scenografen Johan Kølkjær har forvandlet Kaleidoskop K2 til en stor labyrintisk installation, som ramme om dansere, musikere, videoprojektioner – og publikum. For publikum bevæger sig frit rundt gennem de retvinklede labyrintiske gange og kigger med hele tiden nye vinkler ind gennem retvinklede åbninger i mange niveauer til dansere og musikere i fem forskellige rum.
Både det man ser og hører er ganske fortryllende. Og kombinationen af Athelas Sinfonietta Copenhagens opførelser af værker af bl.a. Reich, Pärt, Ruders og Ligeti i kombination med de forskellige rums koreografier giver en helt speciel synergi, hvor man både bliver meget opmærksom på musikken og stærkt fornemmer, hvordan musik påvirker ens opfattelse af bevægelser.
Til dynamisk koreografi af Tim Rushton sender Arvo Pärts himmelske »Spiegel im Spiegel« en salig ro i æteren, mens videobilledernes rette linjer på gulvet forvandles til buede former. En balletpræget pas de deux med himmelstræbende løft og seje træk folder sig ud i det ene rum, mens Hilary Briggs i et andet rum desperat hager sig fast til Luca Marazia.
Ved hjælp af Recoils interaktive videoprogrammer tegner dansernes kroppe i Tina Tarpgaards koreografi til Mathias Friis-Hansens elektroniske soundscape elegant streger efter sig på gulvet eller laver spor af kroppenes konturer. Og sjov er en sekvens, hvor to dansere dels udkæmper en virtuel boldkamp i samspil med den dynamiske videoscenografi, dels meget konkret leger sten, saks, papir.
Dejlige dansere
Edhem Jesenkovic er i »Labyrint« tilbage blandt de ti dejlige dansere i Dansk Danseteater, og han er vidunderlig intens i sin mimiske og kropslige dialog med installationens vægge. Mange sekvenser byder også på meget direkte og humoristisk kommunikation mellem dansere og publikum gennem labyrintens åbninger, og hele tiden er der flow i det kaleidoskopiske univers, hvor abstrakte videobilleder forvandles, formindskes og forstørres eller strømmer som vand hen over gulvet i samspil med dansen.
»Labyrint«, der på visse tidspunkter også rummer koreografi af amerikanske Chris Elam, er ikke bare et godt tænkt projekt. Det fungerer også fyldt med publikum og er i al sin forunderlige foranderlighed en yderst berigende både auditiv og visuel oplevelse.
