Sprællevende forestilling om alderdom, liv og død på Republique.
24. februar 2010, 22:30
af 6 stjerner
»Jeg vil ikke dø«. Her har den modne kvinde lige stået og fortalt os om alt det, hun gerne skulle nå, inden døden engang slår til. Lære fransk - flydende! Og bo i Paris! Men pludselig farer der en skygge hen over Kirsten Peuliches ansigt. Det rammer hende som en hammer: »Jeg vil ikke dø!« Og så tager hun ellers flugten ind i et klædeskab, mens resten af det hold ældre mænd og kvinder, der omgiver hende på scenen, Maria Stenz, Anne-Lise Gabold, Claus Bue og Finn Nielsen, forsøger.
Scenen siger meget om forestillingen »Slut« på Republique. På en og samme tid stand-up, ældrerevy og performance-collage på grænsen mellem munter selvironi og stor alvor. Kamilla Wargo Brekling, der i sin tid skabte mande- og succesforestillingen »Pis«, har igen brugt samme trylleformel. Hun har interviewet de medvirkende, og i en eller anden forstand er det da også deres materiale, der bliver brugt på scenen. Men instruktøren klipper og klistrer, redigerer og destillerer, giver ordene en krop, der udvider rummet om dem, som de står der i det store, nøgne rum på en bund af brogede tæpper af alskens salgs.
Mor i spejlet
De medvirkende skiftes til at tage ordet, men kan også indgå i malende, kollektive lydkulisser - af slående og bevægende virkning er en stor erindringskakafoni af replikker og sange, der har fæstnet sig i den enkeltes hukommelse. Hele tiden får vi disse af øjeblikke levet liv, banaliteter og afgørende oplevelser hulter til bulter, fuldstændig som livet er. Og det rammer os, så vi skriger af grin og får sug i maven, når forestillingen træffer det, der er et livsvilkår for os alle samen: tidens gang. Det kan godt være, stort set hele kroppen værker, og man opdager sin mor i spejlet. Det kan godt være blodpropper, tyngdekraft og hukommelsessvigt sætter ind. Men der er her endnu, de unge som er blevet ældre - livet fortsætter helt til det sidste, hvis nogen skulle være i tvivl. Mere vidunderligt livskraftig forestilling skal man lede længe efter. Den bør få et stort og endnu levende publikum, ikke bare af ældre, men også af alle os andre, der tror, vi aldrig selv skal samme vej.
