Comedy

Jan Gintberg: Lummer, gammel og desperat

Man gik og troede ikke det var muligt, men Jan Gintberg når nye højder af selvironisk galskab på sit eget køns vegne i nyt show, hvor en dejligt stor del er improviseret.

Jan Gintberg overgår sig selv og kollegerne i det nye show »Det store spørgsmål?«. PR-foto
Jan Gintberg overgår sig selv og kollegerne i det nye show »Det store spørgsmål?«. PR-foto

»Du er 51 år. Hvad er der så at leve for?«

Det spørgsmål dukker op af en bowlerhat i Jan Gintbergs nye show, »Det store spørgsmål«. I pausen har publikum nemlig kunnet stille spørgsmål med kuglepen på papir. Bunken af skriftlige spørgsmål - der er mundtlige spørgsmål fra salen i showets første del - gør, at en temmelig stor del showet er improviseret, og improvisationer er en af Jan Gintbergs markante styrker. Han kan få en morsom og grotesk langt ude rap ud af næsten enhver anledning. Vist krøller han et par spørgsmål og smider dem væk, men der, hvor han ser en trampolin til noget morsomt og vælger at gå i gang med et svar, når humoren nye højder.

I en alder af 51 år er Jan Gintberg ikke så skråsikker længere, som da han var omkring det halve og havde svar på alle livets spørgsmål. Nu ved han ingenting, men han stiller gerne de gode spørgsmål og filosoferer derefter morsomt over dem, og indimellem dukker der også små og platte spørgsmål op: Hvorfor pakker man kufferter ind i Vita Wrap, og hvorfor smager sæd af kapers?

Komikeren elsker helt åbenlyst at stå på en scene. Måske endnu mere, end da han var yngre. Gintberg er over sit stof. Han bevæger sig som en bokser i angreb, hele tiden frem og tilbage hen over scenen. Han hugger pointerne ind i grinecenteret i vores hjerner, godt skåret for tungebåndet, som han er. I processen brænder han energimængder af på niveau med et mellemstort kraftværk, når han med en betragtelig lungekapacitet blæser derudad, frosset fast som John Cleese i en gakket gangart med fem kilo for meget på sidebenene og sved i hele ansigtet.

 

Sådan må man godt beskrive ham, når han selv er den første til at beskrive rotter fra barndomsfarmen som rotter i Stig Rossen-størrelse og til at fremstille Lars Løkke Rasmussen, som om han var omkring én meter høj. Mange stand-uppere namedropper, men kun få gør det så overraskende og intelligent som Jan Gintberg. De kendte bliver ikke bare nævnt løsrevet, fordi de er aktuelle, men bliver brugt som overraskende pointer i historier, der ikke primært handler om dem.

»Jeg driller bare«

På den ene side er Jan Gintberg blevet rundere med alderen. Efter han har hængt publikum ud, siger han ofte: »Jeg driller bare«. På den anden side har hans amokløb, især om den modne mand, fået langt mere kant end tidligere. En historie om en tur til Silvan ender i desperate midaldrende tanketråde, lesbiske sexorgier og et frustrationskøb af en Weber-grill. Gintberg er ved at blive halvgammel og en smule utilfreds. For eksempel med sex derhjemme. »Jeg kender lyden af fugt, der forlader en skede«, siger han tørt. Det giver ham et ekstra lummert anstrøg, og jo mere under bæltestedet standup er, jo mere morsomt er det også.

Første del af »Det store spørgsmål?« er energisk og humoristisk på en flot scenebaggrund med oppustelige dukker, inspireret af den belgiske surrealistiske maler René Magritte. Anden del er de bedste tre kvarters standup, jeg har set på en dansk scene i de seneste ti år. Galgenhumoristisk. Vanvittigt. Plat. Og ikke mindst til tider med desperationen lysende ud af øjnene. Sidstnævnte giver uventet kant til en komiker, der altid har været god. Lige netop nu er han mesterlig.

Hvad: Jan Gintberg – Det store spørgsmål?

Hvem: Stand-up show med Jan Gintberg.

Hvor: Bremen, København, torsdag. Kører over hele landet til og med juni måned.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.