Scene

Intet er sjovere end ulykken

Kirsten Olesen og Henning Jensen har fundet ind til den irske nobelpristagers sorthumoristiske opgivenhed i Det Kongelige Teaters dobbelte Beckett-program.

Slutspil: Anders Hove og Kirsten Olesen i »Den som falder« på Det Kongelige Teater. Foto: Miklos Szabo
Slutspil: Anders Hove og Kirsten Olesen i »Den som falder« på Det Kongelige Teater. Foto: Miklos Szabo

Pludselig griner de, den gamle kone og hendes mindst ligeså gamle mand. Af det bibelcitat, som også Samuel Becketts titel til radiospillet »Den som falder« er hentet fra. Passagen handler om, at Gud hjælper de nødstedte. Men kan man forestille sig noget mere latterligt, end at der skulle findes nogen som helst udfrielse fra den jammerdal, de gennemsyret forbitrede mennesker synes, jordelivet er? Øjeblikket rummer alt det, forfatteren og nobelpristageren Samuel Beckett er i sin såkaldt absurde dramatik, der opstod i atombombens skygge efter Anden Verdenskrig. Det er naturligvis farvet af hans begsorte, pessimistiske livssyn. men det illustrerer også hans tro på mennesket som en ukuelig overlever, der endnu har evnen til grine af det hele. »Intet er sjovere end ulykken«, som Nell siger i et andet Becekkt-stykke »Slutspil«.

Morten Suurballes glimrende, minimalistiske og sorthumoristiske iscenesættelse på Det Kongelige Teater er sat i et radiostudie, sådan som Beckett selv krævede det af eftertiden, komplet med stemningsskabende, skægge lydeffekter. Ikke spillet før herhjemme, men absolut værd at stifte bekendtskab med i forlængelse af de eksistentielle temaer, vi kender fra Beckett. Hvad er det, der foregår? Som altid hos Beckett: Meget lidt og en hel masse, hvis man gider lytte. For umiddelbart er den gamle, irske Mrs. Rooneys anstrengende sjosketur til stationen for at hente sin mand, der kommer med posttoget, berøvet al ydre handling – en masse alderdommens brok og selvmedlidenhed, en række tilfældige møder med landsbyens øvrige beboere på vejen, inden den forløsende regn langt om længe kommer. Og inden chokket rammer: Skyldes forsinkelsen af toget, at hendes snart 100-årige, blinde mand har slået en lille pige ihjel? Noget, vi naturligvis ikke får svar på. Men Mrs. Roneys travetur bliver en hel livsrejse i sig selv – en sjosken gennem helvede på jord – er det ikke hele århundredet, hun møder på vejen – med forgængeligheden, fortvivlelsen, forrådnelsen og døden som omdrejningspunkt for det meste af først hendes, siden også ægtemandens klagesange.

Veloplagte skuespillere

Kirsten Olesen er et under som Mrs. Rooney, tramper afsted på sin ben som en gammel malkeko med lidelsen malet i ansigtet, et både tomt og sentimentalt blik i de endnu vågne øjne, en drastisk, raspet replik så ladet med alle de modsætninger det, der skal være: Håbet og opgivenheden, det frivole og det forskrækkede, det klynkende og en sidste rest af trodsig stolthed. Sikke en skuespiller. Og som hendes bitre gamle hugaf af en mand er Anders Hove aldeles velvalgt, mens resten af de medvirkende veloplagt går til og fra og fylder deres roller ud.

Oveni får man så tilmed endnu en stor kunstner med endnu et smertefuldt Beckett-ansigt. Denne gang helt alene. Henning Jensen spiller »Krapps sidste bånd« i Rune David Grues afdæmpede iscenesættelse. Stykket om manden, den gamle Beckettske klovn, der sidder helt alene under lampen, fordrukken og mislykket, mens han som hygger sig med sin banan i skuffen og på båndoptageren masochistisk spoler tilbage til gamle dagbogsindspilninger med sit selvoptagne og selvoptagende yngre jeg, der stadig regner med, at livet har noget i vente. Som dengang troede, han havde regnet livets gåder ud. Det har han naturligvis ikke. Nu er der intet. Ud over ensomheden og den død, titlen antyder. Henning Jensens krabber pragfuldt irritabelt rundt, mens hans skønne fjæs reagerer med lige dele konstaterende sorg og vrængende væmmelse i alle folder. Mere behøves sådan set ikke.

Hvad: »Den som falder« og »Kraps sidste bånd« af Samuel Beckett.

Hvem: Oversættelse: Niels Brunse og Klaus Rifbjerg. Iscenesættelse: Morten Suurballe / Rune David Grue. Scenografisk konsulent: Astrid Lynge Ottosen.

Hvor: Det Kongelige Teater, Store Scene, Skuespilhuset. Til 17. januar.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.