Haarder sender Københavns teaterpenge til provinsen

I Odense og Aalborg glæder man sig over, at kulturminister Bertel Haarder (V) vil sende en større del af statens tilskud til små storbyteatre til provinsen. I København kan det koste et lille storbyteater livet.

Grønnegårds Teatret er et af de små københavnske storbyteatre, der kan komme til at mærke, at pengene flytter til provinsen. Her en scene fra forestillingen »Den indbildt syge« med Bolette Schrøder, Jeanette Lindbæk Birk, Morten Hauch-Fausbøll, Benjamin Boe Rasmussen og Jacob Weble. Foto: Bjarne Stæhr.
Grønnegårds Teatret er et af de små københavnske storbyteatre, der kan komme til at mærke, at pengene flytter til provinsen. Her en scene fra forestillingen »Den indbildt syge« med Bolette Schrøder, Jeanette Lindbæk Birk, Morten Hauch-Fausbøll, Benjamin Boe Rasmussen og Jacob Weble. Foto: Bjarne Stæhr.

Fordelingen af statens tilskud til små storbyteatre i henholdsvis hovedstad og provins er skæv, mener kulturminister Bertel Haarder (V). Det vil han nu rette op på ved over de kommende otte år at tage godt 3,2 mio. kroner – 462.000 kroner årligt – fra Københavns Kommune og give dem til Odense og Aalborg kommuner, oplyser Kulturministeriet.

Det har fået armene i vejret hos såvel Odenses kulturrådmand, Jane Jegind (V), som Aalborgs ditto, partifællen Mads Duedahl. De to har længe kæmpet imod, hvad de betegner som en »grotesk« skæv fordeling af de statslige kulturmidler.

»Jeg er rigtigt glad for, at kulturministeren nu imødekommer os og løsner op for den kulturelle skævvridning, vi har haft. Det er et godt skridt i retning af at ligestille kulturen i hele Danmark,« siger Mads Duedahl. »Når vi kommer frem til 2024, får vi det på teaterområdet, som vi retteligt bør have det i Aalborg Kommune, vores størrelse taget i betragtning. Så mangler vi bare, at museumstilskuddet følger med.«

For Aalborg Kommunes vedkommende bliver statstilskuddet til de små storbyteatre næsten fordoblet – fra knap 2,9 mio. kroner i 2017 til godt 5,2 mio. kroner i 2024, fordelt med 335.000 kroner årligt. I Odense øges tilskuddet med sammenlagt knap 900.000 kroner til i alt 4,9 mio. kroner i 2024. Odense har i dag tre små storbyteatre, Teater Mo-mentum, Den Fynske Opera og Nørregaards Teater. Aalborg har kun ét, nemlig Teater Nordkraft, der i 2010 blev til ved en fusion af det gamle Jomfru Ane Teatret og børneteatret Jako-Bole Teatret.

Mads Duedahl ved endnu ikke, hvordan de ekstra teaterkroner skal fordeles.

»Det afhænger af, hvad der er politisk opbakning til i byrådet,« siger han. »Vi kan jo ikke bare åbne et nyt teater her og nu, det skal planlægges hen over de kommende år.«

Ærgrelse i København

Statstilskuddet til små storbyteatre i Frederiksberg og Aarhus kommuner forbliver uændret, hvorimod København de kommende år må vinke farvel til 462.000 kroner årligt.

Og det kan ikke undgå at få konsekvenser, siger kulturborgmester Carl Christian Ebbesen (DF), der netop er ved at behandle ansøgningerne fra de i alt 29 teatre, der har lagt billet ind på at få status som lille storbyteater i perioden 2017-20.

Der er i øjeblikket 11 små storbyteatre i Københavns Kommune, men Carl Christian Ebbesen vil ikke garantere, at det antal kan holdes med de kommende besparelser.

»Vi kan ikke bare smøre tilskuddet lidt tyndere ud, vi skal være sikre på, at teatrene kan overleve og holde en høj kvalitet de næste fire år,« siger han.

»Jeg har forståelse for, at der også skal være teater i provinsen, men jeg synes, det er ærgerligt, at København nu får færre penge til at lave teater for. Vi har så mange dygtige teatre med så meget at byde på, at jeg gerne havde set, at vi kunne udvide antallet af små storbyteatre i den kommende periode. Nu er der risiko for, at vi i stedet må spare ét teater væk. Vi taler ikke om, at københavnsk teater kommer til at bløde, vi vil stadig have meget at byde på, men som storby er det vigtigt, at vi også har det vækstlag af små teatre, hvor nye talenter kan komme frem.«

Mest muligt skal til provinsen

Af det samlede tilskud til små storbyteatre i København vil kommunen fortsat bidrage med de nuværende 26,6 mio. kroner, mens statstilskuddet de kommende år falder fra 17 mio. til 13,8 mio. kroner.

Der er spænding til det sidste hvert fjerde år, når Københavns Kommune afgør hvilke teatre, der skal have status af lille storbyteater, og hvor meget de får i tilskud. Sidste gang mistede Grønnegårds Teatret næsten en tredjedel af sit tilskud, og hvis det sker igen, bliver det svært at leve op til forpligtelserne, erkender teaterdirektør Steen Stig Lommer.

»Vi er i forvejen skåret så langt ned, vi kan blive, i forhold til det, vi har kontrakt på at producere,« siger han. »Det er jo ikke mange penge, der bliver brugt på teatre i Københavns Kommune; vi er generelt i knibe på de små storbyteatre.«

Pelle Nordhøj Kann, kunstnerisk leder af Teatergrad og Det flydende Teater, er blandt de 29 ansøgere, der i øjeblikket bejler til en status som lille storbyteater i København de kommende fire år. Selv om han ærgrer sig, kommer Bertel Haarders udmelding ikke som en overraskelse:

»Alle politiske vinde blæser lige nu i retning af, at så meget som muligt skal flyttes til provinsen, og det er der jo masser af gode grunde til. Vi ser også mange penge fra Kunstrådet gå den vej,« siger han.

»Set fra vores perspektiv er det selvfølgelig virkeligt surt, for selv om vores forestillinger er produceret i København, gør vi enormt meget for at få dem ud i landet også. Vi bruger som minimum halvdelen af vores kræfter uden for København – i den kommende sæson har vi i hvert fald fire produktioner på turné over hele landet foruden en co-produktion med Teater Nordkraft i Aalborg. Vi havde virkeligt håbet på, at der var penge til måske at tage nogle chancer. Der kan godt være en tendens til, at når pengene er få, så spiller man sikkert. Og det er ikke særligt befordrende for den udvikling, der skal til på hele storbyteaterområdet.«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.