Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Grineren med Gintberg

Jan Gintbergs nye show »fremtid.nu« er hans hidtil sjoveste og mest helstøbte show.

5 af 6 stjerner

Tidsrejser, funderer Jan Gintberg: »Tænk, at rejse i tid uden at flytte sig ud af stedet – det er ligesom med IC4-toget.«

Gintbergs nye one-man-show, fremtid.nu, foregiver at handle om fremtiden, men handler naturligvis om tiden lige nu.

Han spejler nutiden i fortiden og fremtiden. Han sammenligner sin egen barndoms forventning til tiden i dag. Og han ser tilbage på tiden i dag fra en position som olding i 2048. Det er showets ramme. En ramme han konsekvent sprænger under vejs.

»Shampoo til tørt hår! Hvad mener de? Jeg står under bruseren, hvordan kan mit hår være tørt?« Og: »Sig mig, pisser Gilette på os? Hvad er det, det femte blad på shaveren kan, som de fire andre ikke kunne.«

Showet, der kommer på turné til hele landet fra denne uge, havde premiere lørdag aften i Det Kongelige Teaters Skuespilhuset. Det rum turde i sig selv være en udfordring, men Gintberg fylder den helt ud med en personlig udstråling på størrelse med Lolland-Falster.

Jan Gintbergs udgangspunkt er hans egen position midt i livet. Mellem de unge, »neej, kan du binde dine sko selv!«, og de gamle, »neej, kan du finde dine sko selv!«.

«Han er tilfreds med, som midaldrende ikke længere at tænde på unge kvinder. Nu vil han se modne kvinder: »Kvinder med en tatovering på skulderen af en brændende kat, der ørler på en hjemisbil, og som de ikke ved, hvor fanden de har fået henne.«

Gintberg forudsiger, at Lars Løkke bliver siddende som statsminister i mange år. Hvorfor? »Fordi han er god for vores selvværd. Man sidder og ser på ham og tænker: Så kan jeg også blive statsminister!.«

Vi står overfor en statsminister, hvis kostvejleder er hende, der passer grillen i Græsted.

Og om friværdi-festens galskab: »Jamen, vi købte køkkenlåger på størrelse med Stein Baggers Münchausen-syndrom... Og Finn Nørbygaard var god for en halv milliard. En halv milliard! Nu sidder han i mere lort end en dværg, der er i færd med at rense et festivaltoilet.«

Diskussion med publikum
Pointerne og latterbrølene fra publikum falder som taktslag fra start til slut. Hans materiale er trimmet og minutiøst timet. Han har gjort sine egne sammenlignende billeddannelser til sin styrke.

Anden afdeling starter som et futuristisk chok med den 89-årige Jan Gintbergs tilbagevenden til nutiden – med Arrivas tidsrejsebus. Han er den næstældste komiker i Danmark: »Kun Finn Nørbygaard er ældre. Han vil optræde til han bliver gældfri.«

Fra fremtiden kan han blandt andet afsløre, at den første dansker er landet på månen. Der var noget galt med hans GPS.

Men hvorfor i det hele taget redde bilfabrikanterne her midt i finans- og klimakrisen, spørger han. Hvorfor redde Opel og Citroën?

»Citroën er bilernes svar på jehovas vidner. De står ude i indkørslen og ser kiksede ud og er umulige at slippe af med igen.«

Jan Gintberg har også kant, han er skarp og undervejs er han helt henne ved stregen – og langt over den – med verbale udladninger, der unddrager sig referat, fordi der ikke ville være etisk eller juridisk dækning for at bringe dem i en avis som denne.

Slipper han afsted med det? Det gør han vel. Dels ved at diskutere det med publikum: »Var det her over stregen?« Og dels formår han at pakke det hele ind en galskabelig tone af, at »vi er allesammen tossede«, og »værre er det så heller ikke«.

Tilbage står, at »fremtid.nu« er Jan Gintbergs sjoveste og hidtil mest helstøbte show.

 

Pondus