21. februar 2012, 08:01

Så kom følelserne tilbage til teatret. Hvor har de været de seneste mange sæsoner?

Den fornemmelse kan man ikke lade være med at forlade Nørrebro Teater med, når sidste sang er sunget i den amerikanske musical »Next to Normal«, som kommer hertil fra Broad­way med en Pulitzer-pris og 733 opførelser i ryggen.

Er musicalen om familien, der er ved at gå i opløsning på grund af fortrængninger og mental sygdom sentimental? Slet ikke. I stedet fortæller den sin følelsesladede historie med en uhysterisk, hverdagslig og moderne genkendelighed samt en kompleksitet, som normalt ikke er forbeholdt musicalen.

Eskapismen eksisterer kun på scenen, hvor den pæne, amerikanske familie på 16. år må leve med en maniodepressiv mors op- og nedture, snart dopet, snart helt oppe at køre, hele tiden stræbende efter at blive den perfekte og almindelige hustru og mor, verden kræver. Lyder det trist? Det er det underligt nok ikke. For samtidig er »Next to Normal« en historie, der formår at stille spørgsmål ved konformitet og såkaldt normalitet. Og den er ladet med så meget øm og smertefuld medfølelse for sine karakterer, at den varmer langt ind i sjælen.

Den rockede musical er gennemkomponeret - stort set alt udtrykkes i sang. En musical uden showstopper-numre i gammeldags forstand, men det er pointen: Historien, dygtigt fortalt i gradvise »afsløringer« af problemets kerne, er et samlet hele og skal netop ikke stoppe. Personerne bliver vigtigere end showet.

Og det flow har Thomas Bendixen helt styr på i sin iscenesættelse, som flyder lydefrit og lader musicalens sindrigt vævede forløb af parallelhandlinger og forskudte tidsplaner, virkelighed og fantasi, smelte dynamisk og smertefrit sammen med eminent fornemmelse for og afsæt i musikkens puls. Flot understøttet af Signe Kroghs kubistisk-abstrakte videoprojektioner.

Stenspil som bevægende centrum

Men det er en musical om mennesker. Cecilie Stenspil er forestillingens bankende hjerte som moren. Et stærkt bevægende centrum. Hun overspiller rollens omskiftelige yderpoler, men giver sin figur en befriende, tør, distanceret humor midt i dens hjerteskærende vildrede mellem håb og fortvivlelse. Og Troels Lyby giver den overmenneskeligt loyale ægtemand varm styrke midt i den åndelige slitage, der mærker ham. Med den mindst lige så stærkt syngende Laus Høybye som sønnen, der gemmer på lidt af en hemmelighed, og det nye talent Kristine Marie Brendtrup som den oversete, skamfulde datter samt Kenneth Müller Christensen og Tom Jensen i stensikkert tegnede sidefigurer. Sangmæssigt helt i top med et perfekt forhold mellem Lasse Schmidts skarpe orkester og de gode stemmer. Det er svært at se, at det skulle kunne gøres meget bedre.

Skyl fontexen i toilettet. Gå i teatret i stedet, hvis du har svært ved at mærke, at du er i live. Kom og føl! »Next to Normal« hedder kuren.