Standup

Frank Hvam er i topform i »Upassende«

Frank Hvam er i topform i sit nye standup-show »Upassende«, der former sig som den midaldrende mands halvhjertede oprør mod kvindens overherredømme.

Frank Hvam er voksen og ufølsom i »Upassende«. Foto: Nikolai Linares
Frank Hvam er voksen og ufølsom i »Upassende«. Foto: Nikolai Linares

Hvad er det, han kan, Frank Hvam? Hvorfor er han en af dansk stand-ups bedste navne? Det kan der gives mange forklaringer på. Noget af det handler om, at vi bare så godt kan lide ham. Likeability, kalder englænderne det. Evnen til at nogen holder af en. Den er der ikke så mange standupere, der nødvendigvis har. Kast et blik på udvalget af håbefulde i den svære branche: Det handler tit om at være grovere, hårdere, mere kontant end de andre – chokerende, med andre ord.

Er Frank Hvam da ikke det? Jo. Og i sit nye show har han tilsyneladende besluttet sig for at tage fat på alt det, vi ikke må sige. Alt det, vi end ikke må tænke. Deraf titlen på showet: »Upassende«. 

Men han gør det med charmen i behold – og han gør det med sin midtjyske selvironi som sit hemmelige våben. Han påtager sig en scenepersona, som ikke ligger så milevidt fra den karakter, vi kender i den eneste vellykkede comedyserie, som nogensinde er produceret på dansk, »Klovn«.

Som den nu 43-årige, efterhånden midaldrende familiefar, tøffelhelten, der har fået luntende sutsko og en lille vom, ham, der i den grad sidder fast i parforholdets og familiens skruestik i den fremtidssikrede villa i Lyngby, og som det nu for alvor er gået op for. Som måske nok kan puste sig op og byde kvinden derhjemme trods, men som ikke desto mindre er underlagt hendes luner og uskrevne regler.

Delagtiggør publikum

Manden, som delagtiggør publikum i de upassende fantasier om, at børn og konen gennem 11 år omkommer i en flaskeautomatsulykke, så han selv kan komme ud af parforholdet med værdigheden i behold. Ham, som i det hele taget må forsøge at snyde sig til sin egen kvalitetstid, men som kommer galt af sted, og hvis lumpenhed og meget lidt flatterende karaktertræk – hans »ulækre« sexdrive, smålighed og selvovervurdering for eksempel – hele tiden afsløres: taget med buskerne nede, som når konen kommer hjem med nettoposerne og overrasker ham i onani ved køkkenbordet.

Konstant demonteret i forhold til at være den førerhan – hjemmets sikkerhedsrepræsentant! – han gerne vil være. Hele tiden tvunget til at lægge låg på sin undertrykte mandighed. Det er historien om manden, der måske nok på skrømt eller i hemmelighed gør revolte mod kvinderegimet, ja, mod alt det i verden, han ikke kan se logikken i – fra firmaers latterlige buzzwords til sikkerhedspolitikken i Knuthenborg Safaripark – men som ender med at slå hælene sammen og indordne sig.

Jo, Frank Hvam er i god form. Og han formår at tale som en voksen mand til et voksent publikum med en støt stigende latterkurve. Ham kender vi. Ham kan vi godt lide. Han er en af vore egne. For han ligner os selv. Og han siger alt det, vi instinktivt føler, men ikke tør nævne højt. Næsten heller ikke for os selv.

Hvad: »Upassende«. Standupshow af og med Frank Hvam.

Hvor: Bremen til 31. januar. Herefeter turné til 10. maj. Se hvortil på frankhvam.dk

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.