16. marts 2008, 22:30

Man føler sig helt speedet af energi, når tæppet går ned på Gamle Scene efter 65 minutters forrygende bevægelsesækvilibrisme i »Three« med Batsheva Dance Company. Og der var bragende bifald til det israelske stjernekompagni i det stopfyldte teater på gæstespillets åbning lørdag aften.

Hvilken kraft og styrke i disse 17 prægtige dansekroppe, som i al deres råstyrke også røber en menneskelig skrøbelighed og sårbarhed. Kroppe klædt i T-shirts og knælange bukser. På én gang meget ens og helt individuelle, på én gang meget unisexede og henholdsvis maskuline og feminine, og på én gang alene og knyttet sammen i grupper.

Fantasien kender ingen grænser i koreografien af kompagniets kunstneriske leder, Ohad Naharin, Hele tiden er de stramt timede og musikalske bevægelser og gestus ladet med en betydning, som med blot små ryk og ændringer lynhurtigt skifter mening og retning. Og hvad der umiddelbart kan ligne kaos har en overordnet struktur. Lidt ligesom intermezzoerne mellem de tre dele i »Three«, hvor danseren Stefan Ferry står bomstille på scenen med et TV-apparat i hånden, hvor han selv toner frem og gennem sammenklippet tale, der tilsammen giver mening, humoristisk introducerer os til det, vi nu skal se.

Stilhed og stilstand i lyd og kroppe er en vigtig optakt til alle tre dele, hvor danserne starter med at stå og stirre ud på publikum ladet med en stærk potentiel bevægelsesenergi. I første del »Bellus« er det tonerne fra Bachs Goldbergvariationer spillet af en smånynnende Glenn Gould, der sætter gang i dansen. Dyrisk, let svævende, tungt trampende, udstrakt i spring eller sammenfoldet i snørklede bevægelser folder danserne sig ud hen over den delikate musik eller følger klaverets staccerede rytmer med pudsige rystende hoveder. Og ligesom tonerne i Bachs musik står hver en bevægelse klart i rummet.

Til Brian Enos næsten sfæriske »Neroli« er det i anden del »Humus« de ni kvindelige dansere, der indtager scenen militant, skarpt og spændstigt, men så sandelig også yderst sensuelt, når de bevæger sig nede på gulvet med spredte ben og roterende hofter. Der er noget gådefuld sfinks og lidenskabelig havfrue over disse dobbelttydige kvinder, der også danser med munden og smasker synkront.

Hele kompagniet er på scenen i tredje del »Secus«, der er et mylder af bevægelse til et mix af bl.a. Kid 606 og Rayon. Blandt højdepunkterne er en vidunderlig duo for to mandsdansere, ladet med ømhed, styrke og kønspolitiske spørgsmål, ligesom når kompagniets dansere på skift hiver T-shirten op eller trækker bukserne ned. Og dobbelttydigheden florerer i udpræget grad, når danserne til sidst til Beach Boys’ »Welcome« skiftevis åbner armene og lukker dem i forsvar. Jo, der er masser af indhold i dette fremragende orgie af dans.