12. februar 2012, 22:30

»Rökning dödar«…

Advarslen fylder hele bagtæppet efter pausen. Fordi stakkels Carmen og hendes tobakspiger pulser på døden løs i første akt?

Når man har set den analytiske opsætning i Malmø - set svenskernes femme fatale fordreje hovedet på sin soldat, set hende bløde om kap med den dokumentariske optagelse af en tyr i sin sidste manege - så er man ikke længere i tvivl:

At jo. Rygning dræber. Kærlighed slår ihjel. Bagtæppets advarsel er måske nok svensk lov, men samtidig alle operaers mest centrale tema.

Georges Bizet skabte sit største hit i 1875 og døde selv i slipstrømmen. Han skulle ikke opleve sin egen historie om svig, smerte og smuglergods ende som en af verdens mest spillede operaer.

Instruktøren er ungarskfødte Hilda Hellwig, som har plantet historien om til en mere eller mindre moderne fabriksverden. En verden af lysstofrør, vagter i bordeauxrøde uniformer og skærmen fuld af fodbold i alle farver.

Hvad fremstiller pigerne egentlig derinde? Svaret havde indtil for nylig været narko - at dømme ud fra sikkerheden. Svaret i dag er jo nok… cigaretter. En fiks pointe.

Kort sagt: Glem drømmen om sydlandske stemninger og mediterrane moderbindinger. Tag til Malmø og få en aften med tremmer først og tyrefægtning bagefter.

Med solosangere af den helt unge generation og med et velspillende operaorkester i graven.

På smukt svensk

Bizets sidste værk er en såkaldt opéra comique. En opera med enkle sange og talte dialoger undervejs. At alt sker på smukt svensk hører bare med til genren.

Selve titelrollen ligger lysår fra den femme fatale, man kender fra sydlandske opsætninger:

Hun er blevet en kvinde, der ikke lige kan sættes i bås. En kvinde med følelser uden for romantikkens kategori. Man husker ikke ét eneste »ja« fra hendes mund efter forestillingen, men til gengæld alle hendes få »nej«.

Kort sagt: Svenskernes sjove opsætning er ikke ligefrem tynget af patos. Når soldaten i skikkelse af den ret fantastiske Joachim Bäckström synger om sin døende mor derhjemme, har det komiske overtoner. Men vi nordboere har jo aldrig været så gode til dét med følelser udenpå og savner dem heller ikke i huset hinsides.

Smøg ærmerne op og tag det hurtige tog derover. Eller rul selv.