4. april 2007, 03:30 – opdateret 4. april 2007, 10:22

Hvad sker der med os, hvis menneskeheden var dødsdømt? Hvis vi levede, som om der ikke var en morgendag? Hvis alle de kulturbestemte leveregler, der regulerer vores adfærd, var forsvundet?

Det undersøger den britiske dramatiker Howard Barker i forestillingen »Død, død og meget død«, som han har skrevet på direkte opfordring fra det danske produktionsselskab Holland House. Forestillingen med den mildest talt dødsmærkede titel har premiere på Kaleidoskop K2 om et par uger.

Howard Barker er måske nok hyldet på kontinentet. Men hjemme i England er han ugleset. Man synes, han er for højpandet og for højrøvet.

»At se mine stykker skal være som at gribe om en knust flaske har han selv sagt om sit kompromisløse teatersyn, som han selv kalder `grusomt' eller `katastrofisk'. Han er i direkte opposition til det teater, der skal kaste lys over alt, forklare alt, udlægge alt, tolke alt. Sådan er livet jo slet ikke, mener han. Hans teater er renset for lette løsninger og moralske domme. Ingen går glade og lettede hjem, fordi de har fået deres verdensopfattelse bekræftet. Og heller ikke denne gang lægger Barker fingrene imellem: »Stykket beskæftiger sig med moralske spørgsmål, men har ikke et moraliserende udsagn. Personerne opfører sig til gengæld umoralsk og amoralsk. De er pludselig strøget ud af ligningen, skubbet ud over afgrunden. I stedet hedder det i stykket, at hundene og rotterne vil arve jorden. Og at de vil få det meget bedre uden menneskeheden,« forklarer forestillingens instruktør, kunstnerisk leder af Holland House, Jacob F. Schokking.

Personerne i stykket er afstumpede, moralsk forkrøblede og har mistet enhver identitetsfølelse. En falleret diva, spillet af Caroline Henderson, skal giftes med sin tidligere elskers søn, men har mistet stemmen. En præst har mistet sin gud. Et søskendepar har mistet samhørigheden.

»Barker har skrevet en ægte tragedie,« mener Schokking.

Gør hvad han vil

Det er ikke første gang, den krævende brite leverer tekst til Holland House. Også den moderne opera »Stalingrad« fra 2002 havde ord af Barker. Men hvad er det, der fascinerer den hollandsk-danske instruktør så meget ved den britiske dramatiker, der på mange måder er engelsk teaters enfant terrible? Schokking fremhæver netop Barkers rummelighed.

»Han kalder selv stykket for et `Poetisk drama'. Det betyder, at jeg kan gå til materialet på en helt anden måde. Normalt er hans stykker meget ordrige, men her fungerer ordene nærmest som en libretto.«

Da Barker takkede ja til opgaven, vidste han på forhånd, at Jacob Schokking også planlagde et samarbejde med endnu en internationalt anerkendt kunstner, F.M. Einheit, der er kendt for sine elektroniske, stemningsskabende lydkollager og som har en fortid i det legendariske punkband Einstürzende Neubauten. Den tyske musiker og komponist følger prøverne og skaber lyduniverset i takt med, at forestillingen udvikler sig. Og instruktøren kan gøre, hvad han vil med teksten, der nu lægger sig et eller andet sted mellem musikteater og skuespil. Bl.a. lader Schokking skuespillerne fremsige de regibemærkninger, som ellers forbliver skjult for publikum.

»Barkers regibemærkninger er skrevet i samme sprog som den øvrige tekst. At lade skuespillerne sige dem højt, giver mulighed for at veksle mellem distance og nærvær i spillet.«

Med Jacob F. Schokking som instruktør kan man forvente en stærk, visuel bearbejdelse med brug af avancerede og velovervejede videoprojektioner, der integreres med forestillingens øvrige komponenter. Et arbejde han i 2002 modtog en ganske særlig Reumert-pris for. Denne gang er ingen undtagelse: »Jeg bruger video som et visuelt orkester. I denne forestilling forsøger jeg ikke at skabe fysiske rum, men snarere at eksponere det følelsesmæssige forhold mellem personerne,« forklarer instruktøren, der bruger sin erfaring med moderne musikdramatik, når han skal arbejde med taleteater:

»Når jeg fremkalder en tekst, er klang, rytme og puls vigtigere for mig end psykologien. Hvis teksten er velskrevet, ligger det hele jo allerede i den, mens jeg som instruktør så kan forholde mig til formen. Og gør vi det omhyggeligt, så kommer psykologien frem alligevel.«