Opera

Det Kongeliges Wagner-opsætning er grå, grim og gabende kedsommelig

Det Kongelige Teaters nyopsætning af »Lohengrin« er planløs i instruktionen og grå og grim i det visuelle. Men temmelig lang.

Anne Margrethe Dahl som Elsa og Burkhard Fritz som den frelsende ridder. Scenografien bæres af beton og fjerne fjer af en svane. Også aftenens orkesterleder dirigerer med en fjer. Foto: Miklos Szabo
Anne Margrethe Dahl som Elsa og Burkhard Fritz som den frelsende ridder. Scenografien bæres af beton og fjerne fjer af en svane. Også aftenens orkesterleder dirigerer med en fjer. Foto: Miklos Szabo

Hvor svært kan det være?

Man tager en af Richard Wagners smukkeste operaer. Sætter et hold sangere med de rigtige stemmer på rollelisten. Og beder så en instruktør udtænke et univers med plads til både fordums fortryllelse og vor egen tids viden om verden.

Men nej: Det Kongelige Teaters bud på »Lohengrin« når kun den halve vej. Sangen og musikken fungerer tåleligt og flere gange endda noget mere. Resten går grassat i en grå, grim og gabende kedsommelig øvelse fra symboltænkningens storhedstid.

»Lohengrin« er historien om magtbegær, overjordisk kærlighed og den hellige grals virkelighed:

Elsas hertugelige bror er forsvundet. Telramund og den hekseagtige Ortrud vil have fingre i titlen og mistænker Elsa selv for drabet.

Den uskyldige pige reddes så af en ukendt ridder, der kommer sejlende i en båd med en svane foran. Hun må bare aldrig spørge til hans navn eller baggrund.

Men fordi Elsa er lidt af en dåre, spørger hun alligevel. Redningsmanden viser sig som Lohengrin, søn af selveste Parsifal, ridder af den hellige gral.

Og svanen foran hans båd har hele tiden været hendes forsvundne forheksede bror. En due tager svanens plads og flyver Lohengrin hjem til gralen. Den stakkels Elsa er frelst og samtidig forladt af sin ridder.

En himmelsk hær af trompeter

Hovedherrerne i Det Kongelige Teaters opsætning synger alle lydefrit:

Jukka Rasilainen er en magtbesat Telramund, Steven Humes en mere distant Kong Heinrich og Burkhard Fritz en noget tung og alligevel tilpas rutineret Lohengrin.

Tuija Knihtilä på spindesiden er en ualmindelig led Ortrud og et af opsætningens stærkeste kort rent musikalsk. Og selv om Anne Margrethe Dahls stemme er noget bred til Elsas rolle, får hun den unges følelser frem. Hør om bag det vældige vibrato og mærk en musikalitet af de solide.

Det Kongelige Kapel klarer skærene flot og er til lejligheden udvidet med en himmelsk hær af trompeter.

Fanfarerne gjalder allerede i foyeren og igen under gralsfortællingen til sidst. Vel forestillingens mest medrivende sekunder. Og selv om koret må finde på ting selv og derfor overspiller en smule, ejer det stadig en skøn klang.

Uforklarede kæmpefjer

Instruktionen er et problem for hele holdet. Nicola Raab gjorde det kun halvgodt med »Otello« for et par år siden og har nu givet helt op.

Fortællingen som helhed vil os ikke noget og kan endnu mindre. Scenegangen virker for eksempel fuldstændigt planløs. Elsa må illudere ung og let på tå med improviserede dansetrin. Lohengrin selv aner helt bogstaveligt ikke hvilket ben, han skal stå på.

Men det mest forstemmende ligger nok i forestillingens visuelle udtryk. Den samme betonkulisse i alle tre akter. De samme uforklarede kæmpefjer. Kun de hastige lysskift et par gange undervejs virker efter hensigten.

Og hvilket univers kender præcis den slags jakkesæt, den slags guerillatøj, den slags nonneuniformer? Instruktørerne kan og skal holde vores klassikere vedkommende. Skam få den, der tænker ilde herom.

Men de skal også være konsekvente. Og tilpas modige.

Det forstemmende er ikke, at man kan affortrylle et af romantikkens største værker. At vi selv må tænke os til noget fortryllende bag betonmuren. At teatret bruger millioner på en »Lohengrin« uden svane. Thi det er alt sammen instruktørens ret.

Det forstemmende er, at man vil det. Nationalscenen ligner stadig ikke et teater på vej mod nedsmeltning. Men den skulle måske arbejde lidt med selvopfattelsen som legeplads for anonyme symbolikere. Subsidiært droppe det gamle ungdomsoprør. Og give eventyret en ny chance.

Hvis man hele tiden nægter os festen, farverne, fortryllelsen – så kunne livet forsvinde så hastigt som svaner på træk.

Hvem: Det Kongelige Kapel og Operakor samt div. solister.

Hvad: »Lohengrin« af Wagner. Instr.: Nicola Raab. Dir.: Alexander Vedernikov. Scene: George Souglides.

Hvor: Operaen, fredag. Spiller til 13. marts..

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.