Gyseropera

De vender Snehvide på hovedet

Snehvide er narcissist, de syv små dværge et hold slamsugere og stedmoderen en hævner med forståelige motiver. To danske operakunstnere har vendt op og ned på Grimms gamle eventyr.

Snehvide er en typisk teenager, der aldrig er tilfreds med noget – slet ikke at stedmoderen bliver med barn. Vibeke Kristensen (billedet) har den store rolle som kongedatteren på Den Jyske Opera.
Snehvide er en typisk teenager, der aldrig er tilfreds med noget – slet ikke at stedmoderen bliver med barn. Vibeke Kristensen (billedet) har den store rolle som kongedatteren på Den Jyske Opera.

»Din hud er hvid som sne / men dine hænder røde som blod«.

Nej, vel? Eventyret om Snehvide lyder da ikke sådan. Brødrene Grimms kongedatter bliver da forfulgt af sin stedmor, reddet af syv arbejdsomme dværge og siden kysset af en prins.

Snehvide er bare knap så uskyldig i Den Jyske Operas version. Kunne personerne i det gamle eventyr virkelig have så slette, slibrige, selvfikserede motiver? Man tør næsten ikke tænke tanken og kaster sig så vellystigt ud i den

Hvis man aldrig har været så stærk til opera, er seneste satsning i Musikhuset Aarhus en eventyrlig begyndelse.

For det første fordi man netop kender eventyret på forhånd. Generationer har grædt og grint over Snehvides prøvelser. Ikke mindst Disneys tegnefilm fra 1937 gjorde pigen til hvermandseje og tog i bogstavelig forstand patent på hende.

Underforstået pigen med den snehvide hud og de blodrøde læber. Bestemt ikke hende med de blodrøde hænder. Uha, uha.

En værre skrigeballon

For komponisten Niels Marthinsen og tekstforfatteren Eva Littauer bruger kendt mytologisk stof og vender det på hovedet. Begge dele er set før i operaens historie. Men kun fordi det virker hver gang.

Kongedatteren i »Snehvides Spejl« er helt fra begyndelsen en værre skrigeballon. Hun synges ulideligt højt og ditto glimrende af unge Vibeke Kristensen.

Og hun vil hele tiden have sin vilje:

»Ikke den kjole!« skriger hun, mens en meget morsom Gert Henning-Jensen gør sit bedste for at finde den rigtige til hende.

Ikke den kavaler! Mathias Hedegaard i uniform går ellers til alles hjerter med skønsang og sigende skuespil.

Og da slet ikke den stedmoder! Hvem elsker kongen højest? spørger hun det store spejl i udrykningsblåt: Er det hende selv eller måske den lille ny i stedmoderens mave

Spejlets tøvende svar bliver fatalt. Man vil ellers Jørn Pedersen som farmand og Helene Gjerris som papmoder det bedste. Deres kitschede duet om kønnet på den lille kunne køre i teaterkvarterets billige ende og gør en stopfuld teatersal tavs som graven.

Egentlig en gyseropera

Men datteren fordriver dronningens foster, og forfølges fra dét øjeblik af alle og ender i armene på syv dværge i skikkelse af kommunale slamsugere

Hvad der siden sker skal ikke afsløres hér. Overdrivelserne fortsætter i anden akt. Bare med modsat fortegn og gruppeovergreb. Så forestillingen bliver stadig mere uhyggelig og afslører sig hurtigt som en egentlig gyseropera.

Niels Marthinsen og Eva Littauers nye værk kan i den retning minde om »Tryllefløjten«: Flere hovedroller bytter karakter fra første halvdel til anden. Ikke så meget fra god til ond eller omvendt. Men til det sammensatte, det virkelighedsnære.

De begynder som eventyrlige karikaturer og ender som troværdige skikkelser anno nu og hér: Man tror på Dronningens sorg, mærker pludselig også Snehvides bundløse ensomhed og forstår endda kongens konsekvente beslutning.

Når operaen kan høres uden de store forudsætninger, skyldes det også musikken. Marthinsen trækker på utallige stilarter og gør det dygtigt. Især første akt flyder over af basgange fra 1970’ernes rock med mere. Vor tids operaer lyder stadig mere som musicals med finkulturelle ambitioner. For meget, måske?

Næh. Da personerne efterhånden træder i karakter, gør musikken det også. Skiftene i stemning kan begynde nede i orkestret og skylle op over scenen i suveræn stil. Marthinsen viser sig pludselig som en komponist med vilje til meget mere.

Som ifølge løse rygter skal være på vej. Vistnok endda i samarbejde med Eva Littauer igen. Lille spejl på væggen dér: Hvad i alverden skal nu vendes på hovedet? Det er nok ingen skade til.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.