Scene

At sige verden ret farvel

Det Røde Rum og Corpus er i fint samspil i Therese Willstedts livsbekræftende iscenesættelse af »Døden. Syv virkelige fortællinger«.

Slutscenen i »Døden« med Det Røde Rum og Corpus i Skuespilhuset. Foto: Mikos Szabo
Slutscenen i »Døden« med Det Røde Rum og Corpus i Skuespilhuset. Foto: Mikos Szabo

Der er mange måder at gå livets uundgåelige afslutning i møde. I Det Kgl. Teaters nye forestilling »Døden«, der er et interessant og vellykket nyt samarbejde mellem skuespillere fra Det Røde Rum og dansere fra Den Kgl. Ballets Corpus, er alle ord og tekster hentet fra samtaler med syv vidt forskellige personer i aldersklassen 29-85 år, for hvem døden er nært forestående.

Det er forestillingens instruktør, Therese Willstedt, der har foretaget samtalerne med de syv personer, hvis tanker og overvejelser omkring livet og dets afslutning vi i starten hører fortalt af personerne selv, samtidig med at en skuespiller eller danser træder frem på scenen som en fysisk repræsentant for den pågældende.

Senere lægger de fire medvirkende skuespillere (Nikolai Dahl Hamilton, Asbjørn Krogh Nissen, Maria Rossing og Johanne Louise Schmidt) både krop og stemme til fire af de døendes fortællinger, mens de tre dansere (Diana Cuni, Tim Matiakis og Esther Lee Wilkinson) holder sig til et rent kropsligt udtryk.

Det fine ved forestillingen er det ret enkle samspil mellem fortællingerne og bevægelserne hos de syv performere, der nogle gange bliver til et helt bevægelseskor, som f.eks. når den 85-årige Jørgen, der har været vant til at gå meget ud, fortæller om at være bundet til et lille areal, og alle på scenen drejer rundt om sig selv på stedet.

Lidt for meget sygeplejehåndbog

Følsom og ekspressiv er Esther Lee Wilkinsons dødsdans, der spejler den 29-årige ALS-ramte Veronicas tilstand. Men selv om forestillingen fremstiller døden som en både psykologisk og fysisk proces, er der lidt for meget sygeplejehåndbog over en systematisk gennemgangen af kroppens nedlukning på en tekstskærm.

Heldigvis er der også masser af livsglæde i »Døden«, bl.a. i ordene fra den 67-årige brystkræftramte Eva, der formidles herligt af Maria Rossing. Men forestillingen igennem er det ikke mindst rørende at lytte til de døendes egne stemmer, fordi diktion og stemmeklang også udtrykker så meget i det tankevækkende værk, der aldrig bliver patetisk, men smukt belyser det svære tema, som Grundtvig fra sit kristne ståsted beskrev i »At sige verden ret farvel«.

Men når performerne til sidst trækker lange snore med lyspærer frem, sender det tankerne til stjernerne og det stjernestøv, som forestillingens 85-årige natur­videnskabsmand mener, at vi alle kommer fra og igen skal blive til.

Hvad: »Døden. Syv virkelige fortællinger«.

Hvem: Iscenesættelse: Therese Willstedt. Scenografi og kostumer: Palle Steen Christensen. Lysdesign: Mårten K. Axelsson. Lyddesign: Ditlev Brinth. Komponist og musiker: Martin Ullits Dahl.

Hvor: Skuespilhuset, Det Røde Rum.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.