Thomas Levin: "Teatret er som en elskerinde"

Skuespiller og dramatiker Thomas Levin udnytter sit kreative job til at rydde op i sit hoved. Til at bevare sin livskvalitet. Om præcis en uge har hans nye stykke, Warszawa, premiere på Teater Grob.

Thomas Levin, skuespiller og manuskriptforfatter, er aktuel på forestillingen Warszawa på Teater Grob. Fotograferet både i hans lejlighed på Østerbro og i hans skrivekælder i indre by.
Thomas Levin, skuespiller og manuskriptforfatter, er aktuel på forestillingen Warszawa på Teater Grob. Fotograferet både i hans lejlighed på Østerbro og i hans skrivekælder i indre by.
»Far. Hvornår skal du dø?«

Treårige Jacob så sin far, Thomas Levin, i øjnene. Ventende, forventningsfuld. Døden. Det er et af de utallige tunge emner, der kæmper om pladsen i Thomas Levins hoved.

Han har formentlig kendt til døden som begreb, siden han var på sin søns alder. Men det er først nu – godt 30 år senere – at han begynder at tage den virkelig alvorligt. En nær vens storebror døde sidste år af kræft. Det var med til at flytte tankerne om vores forgængelighed længere frem i bevidstheden, siger han. »Gøre dem presente«. Han og hans kone Laura Christensen – også skuespiller – havde få år forinden lagt kimen til tankemønsteret, da de blev forældre. For med livet følger på et tidspunkt døden.

»Hvordan lever vi vores liv, når der er dette absurde paradoks, at vi alle skal dø? Det kan jeg af gode grunde ikke forlige mig med,« fortæller han og flytter sig lidt længere ud på kanten af den grå hjørnesofa i parrets stue på Østerbro. Han startede med at sidde afslappet, normalt, under interviewet, men efterhånden som samtalen rammer en nerve, bevæger han sig længere og længere ud på kanten. Han hæver samtidig stemmen

»Det er i løbet af 30erne, at alle tankerne om døden er kommet. Og det pudsige er, at jeg ikke ved mere om døden end min søn. For jeg har jo af gode grunde ikke prøvet det.«

Hans søn. Børnehavebarnet Jacob, der for få måneder siden sad forventningsfuld og ventede på offentliggørelsen af sin fars dødsdato, fik sit svar:

»Jamen, jeg dør først om meget, meget, meget lang tid,« sagde Thomas Levin.

Svaret lød ikke mindst, som det gjorde, fordi Thomas Levin forsøgte at overbevise sig selv.

»Jeg synes, at det at være far er én lang og herlig udfordring i store filosofiske spørgsmål, stillet af et lillebitte væsen. Og jeg kommer til kort konstant. Men ofte handler det ikke om, at jeg giver min søn egentlige svar – men mere, at jeg lytter til ham og tager samtalerne,« siger han.

»Gennem ham lærer jeg om mine personlige værdier og stiller nogle spørgsmål til mig selv, jeg aldrig har stillet før. Hver dag med Jacob er en konstant opfordring til at holde mig nysgerrig.«

Warszawa

Thomas Levin har ikke døden tæt inde på livet. Men det har hovedpersonen, David, i hans nye teaterstykke, »Warszawa«, der har premiere på Teater Grob på lørdag. Kræft. Alligevel vælger David at fri til sin kæreste, og i selve stykket følger vi den unge jødiske mands kaotiske, improviserede polterabend til Polen med sine bedste venner, Johannes og Rune.

Sidstnævnte lader vente på sig, fordi han steg på et forkert fly, og førstnævnte kan kun tale om sig selv – om sin utilstrækkelighed og et liv, der ikke forløber, som han havde forestillet sig. Hele stykket foregår på et hotelværelse – et »ikke-rum«, som Levin kalder det – og både intet og alt går som planlagt

»Det lyder måske tungt, men det er faktisk en komedie,« siger Levin.

At skrive et stykke spækket med realistiske scener og eksistentialistiske emner hjælper Thomas Levin med at sortere i alle de tanker, følelser og oplevelser, »der myldrer rundt som vægtløst vraggods« i hans mentale verdensrum.

»Det er nødvendigt for min livskvalitet. Jeg ordner mit liv gennem kreativitet. Afhængigheden af mit job er for længst trådt ind, og den vokser år for år. Det er efterhånden umuligt for mig at forestille mig en tilværelse, hvor jeg ikke er kreativ, hvor jeg ikke spiller eller skriver,« siger Thomas Levin.

»At være kreativ giver mig en optik, med hvilken jeg kan se tilværelsen tydeligere. Det er også derfor, det er temmelig hårdt for mig, når »rollen« ikke er der. For så sker der alt for meget i mit hoved, som jeg ikke kan sætte ind i en meningsfuld sammenhæng. Strukturen for oplevelser og tanker og følelser bliver utydelig.

Frustrationer

Når de rigtige roller ikke er der for Levin eller hans kone Laura, bruger de hinanden. Snakker længe om problemerne og forstår hinandens frustrationer. Det er en af fordelene ved at have en livspartner med samme uddannelse.

»Vi er hele tiden underlagt, at nogen vil have os – at de kan se os i den og den rolle – så vi kan udtrykke os og være kreative. Det er både det absurde og det naturlige ved jobbet som skuespiller,« siger Thomas Levin.

Ægteparret diskuterer også de positive sider af faget. Sparrer om de kreative valg i manuskripter og roller. Men hvad end de har de »rigtige roller« eller ej, forsøger de at tøjle skuespil-snakken i hjemmet. Til det formål er det en foræring, at de har et barn, siger Levin. For en lille fyr kræver meget opmærksomhed, både når han er til stede, og når han sover.

»Jeg føler mig sindssygt privilegeret, fordi både min kone og jeg har et arbejde, hvor det at stille spørgsmål er tilladt. På mange måder er selve skuespillerfaget barnligt. Det er udelukkende leg. Men en leg, vi tager alvorligt, lige som Jacob gør, når han virkelig leger igennem.«

Elskerinden

Levin bliver tavs et øjeblik. Så taler han igen, men nu i et lavere toneleje. Som vil han fortælle en hemmelighed.

»Det er ikke alt om mine roller og manuskripter, jeg fortæller til Laura. Jeg har behov for et frirum. På mange måder er mit arbejde også en slags elskerinde. En, jeg har en uforpligtende, forpligtende affære med. Som jeg har enormt meget lyst til. Jobbet er vel for de fleste også en udenomsægteskabelig ting. Det er heller ikke alt, Laura deler med mig om sine roller,« siger han.

»På samme måde er det heller ikke alt, jeg har lyst til at fortælle Berlingskes læsere om inspirationen bag mit nye stykke. Det er ikke fordi, jeg vil holde på hemmeligheder eller være mystisk. Men publikum skal bare ikke føle, at de går ind til en privat forestilling. Også selv om alle karaktererne dybest set er en blanding af mig og den inspiration, jeg henter fra omverdenen.«

Skyldig?

Det har inspireret ham at skrive om skyld. For eksempel den skyld, figuren Johannes føler, fordi livet ikke lever op til forventningerne. Men også den skyld, han føler, fordi han ikke kan lade være med at tale om sig selv. Levin har svært ved at tage den slags skyld seriøst. Faktisk mener han, at de kvaler, vores daglige udfordringer giver os, er direkte komiske

»At føle skyld over hverdagsproblemer er egentlig ekstremt narcissistisk og selvoptaget. For når man føler stærk skyld over sine gerninger, tillægger man dem samtidig enorme konsekvenser for omverdenen. Tag Johannes. Lidt selvtilgivelse ville klæde ham. For vi taler om en mand, der føler sig utilstrækkelig professionelt og privat. Ikke om en mand, der begår forbrydelser mod menneskeheden. Der er noget tragikomisk over, at vi mennesker blæser vores skyld ud af proportion.«

Ofte føler Levin selv skyld. Det kan være i perioder, hvor han ikke føler sig i stand til at leve sig nok ind i de roller, han spiller på teatret.

»Det åbner for et hav af negative tanker hver gang. Jeg bliver sur. Jeg føler mig skrøbelig. Jeg får lavt selvværd. Det er jo ikke særligt rart at have det sådan. Men skulle jeg i sådan en periode beskrive mig selv udefra, så er det jo urkomisk. Det er svært at tage seriøst, at hele mit sind er i oprør på grund af en halvdårlig optræden på scenen, når man tænker på, hvad folk ude i »den store verden« oplever. Det bliver uendeligt selvoptaget og komisk, når man sætter det over for reelle problemer som hungersnød, undertrykkelse og krig.«

I stykket viser han blandt andet det tragikomiske ved at lade Johannes jamre over manglende livsindhold, mens David underspiller sin livstruende sygdom.

Prætentiøs?

Trods bevidstheden om »den større verden« forsøger Thomas Levin ikke at vifte en løftet pegefinger foran publikum.

»Hvem er jeg til at hæve mig over noget og give en kritik?« spørger han.

Han har et erklæret mål om ikke at foregive at være klogere på eller mere interesseret i et emne, end han egentlig er.

»At være prætentiøs tænder den helt store advarselslampe i mig. Alligevel vader jeg lige ind i at være det hele tiden. Jeg ved, at jeg har den prætentiøse side – den er der nærmest som en fast stemme i mig. Derfor forsøger jeg hele tiden at lure den af. Lure den, så jeg kan undgå den.«

Paradoksalt nok starter Levins arbejde altid med en prætentiøs tanke.

»Når jeg inspireres og tændes, vil jeg virkelig gerne være en kloge-Åge. Jeg vil sige noget om den store verdens fortrædeligheder - hvor galt det hele står til. For nu har jeg lige netop den idé, folk gerne vil og bare høre,« siger han og sidder nu så yderligt i den grå sofa, at han når som helst kan falde ned.

»Det her er måske min største udfordring. For der er fandeme mange ting, jeg tænker er horrible i denne verden. Men det meste af det er jeg slet ikke i stand til at beskrive. For skal jeg det, skal jeg eddermame mene det. Jeg skal eddermame mene det,« siger han højt.

»Derfor forsøger jeg i stedet denne gang at beskrive misforholdet mellem problemerne i den store og i den lille verden,« siger han.

Selvværdet

En fast følgesvend til frygten for at være prætentiøs er det lave selvværd. Tanker om ikke at slå til har han levet med i store dele af sin karriere på trods af bunkevis af stjerner fra avisernes anmeldere og priser for både hans præstationer på scenen og som dramatiker. Usikkerheden har altid ulmet på trods af, han i 2003 – kort efter sin teateruddannelse i København og i New York – modtog en Reumert som »Årets Talent«.

»Hvordan det påvirkede mig at blive kaldt en af min generations største talenter? Nøj, hvor ville jeg gerne have lyttet lidt mere til de ord. Det havde da været dejligt, hvis noget af den ros var sivet ind. Det har ikke betydet særligt meget for mig på det indre plan, andet end jeg fandt glæde ved, at mine forældre blev stolte,« siger han.

»Da jeg var yngre, var jeg enormt optaget af, om jeg har talent. I dag er det et mindre present emne for mig, for uden talent var jeg nok ikke nået hertil. Men selvtilliden svinger stadig. Og især som skuespiller er høj selvtillid en total forudsætning. Prøv at forestille dig en fodboldangriber uden tro på sig selv. Han kan bare ikke score. Målet er lige foran ham, men han skyder forbi. Sådan er det også at være skuespiller. I det øjeblik, jeg tør tro på mig selv og tør stå der – virkelig stå der på scenen – så spiller jeg bare bedre.«

Frygten for ikke at slå til bekæmper han ved at træne. Ved at dyrke sit fag. Han terper, indtil han føler sig sikker på, at han kan ramme målet.

»Men jeg kæmper også for at få friheden til at fejle og ramme ved siden af. For teater er ikke fodbold. Målet er langt sværere at definere.«

Pendulet

Håbet er altid at finde frem til en mental ligevægt.

»Forestil dig et pendul, der svinger mellem »jeg dur ikke til noget« og »jeg er den bedste i verden«. Jeg laver det bedste arbejde, når pendulet står lige i midten. For når jeg overvurderer mig selv eller føler mig for god, kan jeg ikke høre på nogen. Der er ingen, der kan sige noget som helst, jeg kan bruge til noget,« siger han.

»Omvendt kan jeg intet få fra hånden, når jeg ikke tror på, at jeg er noget værd. Derfor er det virkelig fedt, når jeg kan være lige dér i midten.

Jeg er ikke blevet bedre til at holde balancen, men jeg er blevet bedre til at vide, hvor pendulet befinder sig.«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.