Symfoniorkester i cyberspace

Symfoniorkesteret Copenhagen Phil går nye veje for at revitalisere den klassiske musik. Med det seneste projekt – verdens første onlinebaserede symfoniorkester – kan musikelskere i hele verden mødes for at spille sammen. Fordi nettet nu for alvor er blevet socialt.

»Det har altid undret mig, når folk siger, at de godt kan lide klassisk musik, men lidt undskyldende tilføjer, at de jo ikke ved så meget om det. Man ville jo aldrig sige: »Jeg elsker The Beatles, men jeg ved ikke så meget om dem,« siger Uffe Savery og ligner en, der ærgrer sig oprigtigt over, at der hersker en forestilling om, at klassisk musik kræver specialviden.

»Men ofte er jeg ikke sikker på, at dem der ved mest om klassisk musik også er dem, der får den største oplevelse. Så der må være noget i den måde, vi kommunikerer på, der giver indtryk af, at man skal vide noget om det. Samtidig er der ofte den holdning i miljøet, at hvis man gør noget på en utraditionel måde, så daler kvaliteten, og det vil vi gerne lave om på.«

Uffe Savery har været kunstnerisk leder af Sjællands Symfoniorkester – eller Copenhagen Phil, som de nu hedder – siden 2010. Han er selv klassisk uddannet percussionist og nok bedst kendt i den brede befolkning som den ene halvdel af Safri Duo. Siden han tiltrådte, har han gjort et stort arbejde for at rebrande og revitalisere orkestret og give det en mere ungdommelig profil.

Selvfølgelig mest for sjov, men også i dyb alvor, fordi det ifølge Uffe Savery er tvingende nødvendigt konstant at aktualisere orkestret og udfolde den klassiske orkesterinstitution, så den bliver relevant for flere mennesker.

Sammen med filmproduceren og medieinstruktøren Mads Damsbo har Uffe Savery taget tanken om et moderne, interaktivt symfoniorkester et skridt – eller ti – videre. Med det onlinebaserede World Online Orchestra kan enhver nysgerrig uden nogen særlig viden om musik sammensætte sit eget klassiske ensemble.

Med få museklik kan man vælge, hvilken type instrumenter og musikere, man vi have til at opføre 2. akt af Beethovens 7. symfoni. Har man en svaghed for kontrabas og celloer, vælger man dem, og er man mere til en enkel soloviolin, er den kun et klik væk. På kort tid spiller man selv rollen som dirigent eller producer.

Eller man kan lege med det, som man kender det fra et computerprogram som Apples »Garage Band«, bortset fra at der her er tale om levende musikere. Samtlige af orkestrets musikere er blevet filmet individuelt – hjemme hos sig selv eller på deres stamcafé – mens de har indspillet hver sin del af symfonien. En grænseoverskridende oplevelse for de fleste, fordi man som orkestermedlem normalt kan gemme sig bag de øvrige musikere.

Pludselig er deres individuelle præstation blevet tilgængelig på nettet og kan studeres helt tæt på og uden filter.

»Når man normalt tænker på et symfoniorkester, er det som oftest en masse mennesker klædt i sort og hvidt i én samlet enhed på scenen. Det er ligesom at se en flot bil. Men nu vil vi gerne invitere folk med ind i værkstedet for at vise dem, hvordan bilen er sammensat, og hvordan de enkelte dele fungerer. Vi vil vise folk, at et orkester består af musikere, som samtidig er helt almindelige mennesker. Så projektet har også et pædagogisk sigte. Det handler om at give en legende tilgang til musikken, hvor man selv kan være med til at opbygge den som klodser og prøve ting af, som får den til at lyde godt.«

En af de første ting, Uffe Savery fik ændret, da han tiltrådte som chef, var at musikerne i stedet for det obligatoriske kjole og hvidt til mændene og lang kjole til kvinderne nu kun bærer sort, afslappet tøj til koncerterne. For at gøre det hele mere uformelt uden at gå på kompromis med det seriøse.

Tidligere har orkestret stået bag to såkaldte flashmobs på Hovedbanegården og i metroen, hvor medlemmer af symfoniorkestret »forklædt« som almindelige togrejsende pludselig hev deres instrumenter frem og opførte improviserede koncerter. Videoerne af de to happenings er indtil videre blevet set cirka 13 millioner gange på Youtube, og ifølge musikchefen er der ingen modsætning mellem på den ene side den slags eksperimenterende projekter og på den anden side at fastholde seriøsiteten.

»Folk spørger mig ofte, om de mennesker, der ser videoerne, også kommer ind i koncertsalen. Det ved vi ikke, men det er heller ikke så relevant. Det vigtige er, at det skaber en oplevelse i sig selv på en anden platform. For vi vil både spille en rolle i kulturlivet, og vi vil gøre det spændende for musikerne at deltage i nye tiltag og bruge sig selv på en anderledes måde. Det handler både om at give en oplevelse til nysgerrige lyttere og bringe musikere tættere sammen. Pludselig giver det at være musiker mening på en anden måde,« siger Uffe Savery.

I første omgang er man begrænset til at lege med medlemmerne af Copenhagen Phil. Men i den næste version af WOO er det meningen, at alle skal kunne være med. Så vil en otteårig violinist i Tokyo, en harmonikaspiller i Ringsted og en, der er god til at spille på jødeharpe, kunne uploade hvert sit bidrag, som vil indgå i den store palet. Og det er meningen, at WOO selv vil invitere folk til at deltage, så alle slags musikere vil blive repræsenteret.

»I dag handler oplevelsesdesign om at gøre teknologien let og intuitiv, så man kan bruge den til at fortælle spændende historier og skabe nye oplevelser, hvor film, musik, visualitet og interaktion blandes sammen. De tanker ligger meget i tiden, fordi unge har en surferkultur, hvor de kaster sig ud i alle mulige ting og ofte ender et helt andet sted, end de startede. De sammensætter deres underholdning uden nødvendigvis at vide hvorfor.

Jeg har ikke set andre indenfor den klassiske musik, der går så langt, som vi er gået,« siger Mads Damsbo, der mener, at WOO er et pionerprojekt på verdensplan.

Men når først der kommer bidrag fra musikere i hele verden, bliver det en mere krævende opgave at filtrere. Det skulle jo helst ende med at lyde godt.

»Men der vil være en naturlig filtrering på den måde, at det kræver et vist mod at stille sig op foran et kamera og optage sig selv og uploade det,« siger Uffe Savery.

Om det kan lade sig gøre, vil anden del af projektet vise. Idéen er, at efterhånden som flere mennesker deltager, og de måske spiller på andre instrumenter – på krukker eller legetøjsklaverer – vil nye værker opstå. Hvis alt går efter planen, er det meningen, at Beethovens 5. symfoni – den berømte »Skæbnesymfonien« – bliver næste værk, der skal opføres af det netbaserede verdensorkester.

Men det skal ikke kun foregå online. Når man har set, hvilke interessante værker, der kommer ud af projektet, vil Uffe Savery og Mads Damsbo tage de bedste og opføre dem live i Musikkonservatoriets koncertsal. Så det, der skabes interaktivt, bliver opført i den virkelige verden.

»Det, som folk bidrager med, skal inspirere andre til at lægge nye ting op – som igen inspirerer andre. Det er faktisk en meget bæredygtig tanke. Jo længere tid, dette projekt ligger på nettet, jo mere interessant bliver det. Grundlæggende handler det om, at nettet nu bliver rigtigt socialt og uden den sociale avatar (inkarnation, red.) man bruger på eksempelvis Facebook.

Her udtrykker man, hvem man er, gennem musikken, og bliver en del af en større kollektiv enhed, så nettet kommer til at fungere som en katalysator for kreativitet. Nettet bryder grænserne ned mellem musikelskere, der her kan tale samme sprog. Måske er der en fra Gambia eller Nordkorea, der kan være med,« siger Mads Damsbo.

Man kan selv lege med World Online Orchestra på Worldonlineorchestra.com. Hvis man vil bidrage med penge til projektet, kan det gøres via Kickstarter.com

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.