Stanken af had og mistro spreder sig mellem manden og kvinden

Kønskampen er blevet uforsonlig. Fronterne er hårdere end nogensinde. Alle insisterer på krænkelse. Rasmus Karkov følger brudstykkerne fra den splintrede debat ud på den tyndeste is, dybest ind i mørket, hvor stanken fra de broer, der er brændt af had og mistro, er mest intens. Der møder han en kvinde.

Jeg forsøger at træde varsomt. Det er ensomt og mørkt. Men jeg bliver nødt til famlende at fortsætte, for der er sket noget, jeg ikke bryder mig om. Feministers angreb mod mænd i ligestillingens navn er blevet for manipulerende, for pågående og for skammelige. For mig har ligestillingens højeste stadie altid været, at vi er den, vi er, før vores køn.

Men i takt med, at feminister mener, de skal kompenseres for deres forvrængede opfattelse af privilegier, jeg aldrig har haft, kan jeg mærke, at jeg bliver radikaliseret til at identificere mig selv som mand. Det ville jeg have forsvoret kunne ske, og det er det, jeg nu må konfrontere. Derfor er isen så tynd, at den ikke engang knager under min vægt, mens jeg bevæger mig dybere ind i den mest betændte af alle debatter.

Den om kvinder og mænd.

Det er som om, at de mest ekstremistiske feminister og de mest afstumpede mænd i fællesskab er ved at brænde alle broer, der måske kunne redde os til hinanden. I stedet spreder stanken af had og mistro sig mere og mere.

Det er på sin vis forfærdende, og jeg er dybt i tvivl om, hvilken vej jeg skal gå. Jeg forsøger at følge brudstykkerne fra den splintrede debat og samle dem til et forvrænget spejl, der måske udtrykker virkeligheden bedre end noget.

I de sneklædte svenske skove står feministen Andrea Hejlskov og bager pandekager i sin bjælkehytte, mens vi sammen forsøger at fange en fælles sandhed, der hele tiden undslipper os, så vi sidder tavse tilbage i telefonen.

»Hvis det lå til kvinder at være paranoide, så var ALLE mænd spærret inde«

Rasmus Karkov: »Det føles som om, den hvide mand er den nye ryger.«
Rasmus Karkov: »Det føles som om, den hvide mand er den nye ryger.«

Vi taler midt i debatten efter overgrebene på kvinder i Køln, som feministerne er gået til deres ideologiske udkantsområder for at få til at handle om hvide mænds brutalitet, i stedet for om de »brune mænd«, som de kalder dem, der begik overgrebene. Alene udtrykket »brune mænd« irriterer mig.

Det er, som om de ord, vi andre bruger, ikke er gode nok og med det samme udskammer os som diskriminerende strukturelle racister. For overhovedet at kunne være med i samtalen skal man bruge ord som »hegemoni«, der betyder overherredømme, »misogyni«, der betyder kvindehad, og »diskurs«, der betyder, at man har gået for længe på universitetet.

Tidligere næstforkvinde for Dansk Kvindesamfund Ulla Tornemand har lige konstateret, at »vi herhjemme kalder det en kompliment, når hvide mænd stikker en finger ind i fissen. Den hvide mand har kronede dage og ve dig, hvis du er brun, for så får piben en anden lyd.« Den feministiske journalist fra Information Tine Byrckel skrev på Facebook:

»Hvis det lå til kvinder at være paranoide, så var ALLE mænd spærret inde«, og som reaktion på afstumpede mænds perfide Facebook-trusler istemte Andrea Hejlskov nærmest demagogisk gnæggende: »Den hvide mand er ved at miste sine privilegier, og så bliver han rasende …«

Hun skrev også, at hun tror, at vi mænd simpelthen ikke er klar over, hvor ofte kvinder bliver krænket. Det er derfor, jeg har ringet til hende. Men jeg bliver først nødt til at vide, om det med den hvide mand var for sjov.

»Nej, det var skam ikke for sjov,« udbryder hun og griner over det tragikomiske i, at vi er så langt fra hinanden.

»Det mener jeg helt alvorligt, men kommunikationen går galt, fordi I mænd ikke er klar over, at I er en del af en patriarkalsk gruppe, der samlet set holder kvinder ude af samfundsdiskursen. Hele samfundet er ved at gå op i limningen, og jeg kan se, at I er ved at miste nogle privilegier og det gør kvindehadet mere og mere intenst.«

»Det skræmmer mig, for et eller andet sted skal frustrationen jo ud. Jeg føler ikke, at alle mænd er nogle svin, der har det i deres natur at begå overgreb. Men I bliver jo også opdraget til at se, føle og handle på en bestemt måde.«

Det er der, jeg står helt af, siger jeg. På ideen om, at alle mænd er socialiseret til vold og voldtægt.

»Jeg tror simpelthen, at kerneproblemet i hele denne her diskussion er, at mange mænd ikke kan forholde sig til det, fordi I ikke føler, at I er en del af det. Men det betyder jo ikke, at det ikke findes,« siger Andrea Hejlskov.

Det er første gang, vi sidder tilbage og er lidt stille. Hun spørger mig, hvordan jeg egentlig ser kvinder, hvis jeg nu skal svare helt ærligt. Det tænker jeg over.

En ulige ligestillingsdebat

Rasmus Karkov sætter fokus på ligestillingsdebatten.
Rasmus Karkov sætter fokus på ligestillingsdebatten.

Det er Køln, der har fået verdensanskuelserne til at kollidere hårdere og mere uforsonligt end tidligere. Men udviklingen har længe været i gang.

Intentionen bag handlinger er blevet ligegyldig og i stedet har selv den, der kun kan analysere sig frem til en potentiel krænkelse, patent på at definere det som krænkende. Det er en hyperaggressiv territorie-afpisning, hvor alle overidentificerer sig med deres køn, race, seksualitet og anakronistiske ideologi.

I virkeligheden klamrer vi os til vraggods i en verden, der er brudt sammen.

Som når studerende i USA og Sverige er hysteriske med at blive advaret på forhånd med såkaldte Trigger Warnings, hvis der i litteratur eller jura eller medicin optræder elementer, som for eksempel almindelig heteroseksuel kærlighed, der potentielt kan støde dem.

Overalt i Vesten, for en stund inklusive Danmarks hotel Bella Sky, og i Facebooks hverdagssexisme-gruppe, kræver feminister safe zones, hvor de kan bekræfte hinandens forvrængede verdensbillede og radikalisere hinanden yderligere.

Det sker, mens kvindelige forskere får særbehandling, mødre får al post fra det offentlige, kvindesygdomme som brystkræft løber med al opmærksomheden, mens lige så mange mænd dør af prostatakræft, og kvinder i det hele taget lader til at klare konkurrencestatskravene bedst.

Alligevel beskriver feminister Danmark, der bliver regnet for et af de mest ligestillede lande i verden, som en bananrepublik på ligestillingsområdet, fordi vi trods alt ikke er blevet så intetkøns ekstreme som svenskerne, der fortier ethvert ydre og indre særpræg.

Mændene behøver ikke safe zones. Tværtimod virker det som om, at grænseløse unge mænd på provinsdiskoteker begramser og udstiller piger, mens andre går amok i fuld frådende offentlighed med deres sørgelige døds- og voldtægtstrusler.

Det er en fuldstændig uforsonlig kamp mellem de kvinder, der kræver personlige fordele og familiemæssige frihedsrestriktioner i den vildfarelse, at ulighed fører til ligestilling, og de mænd, der kæmper for at beholde almindelige menneskelige rettigheder i et samfund, de betragter som ligestillet.

For kvinder må det være som at møde en mur.

»Jeg kan mærke, at folk er holdt op med at høre efter, hvad jeg siger, efter jeg er blevet feminist. Feministen er samfundets nye nigger,« siger Andrea Hejlskov.

For mig er det omvendt. Det føles som om, den hvide mand er den nye ryger, som enhver selvdefineret undertrykt gruppe har ret til at udskamme og foragte for sin snæversynede, uskolede primitivitet.

»Jeg forstår godt, at du synes, det er nederen at høre«

Ligestillingsdebatten kan til tider minde om de små kønskampe i skolegården.
Ligestillingsdebatten kan til tider minde om de små kønskampe i skolegården.

Antropolog Dennis Nørmark, som i feministiske safe zones formentlig bliver betragtet som en af Tordenskjolds liberale soldater, mener stadig, at der er mange ligestillingskampe at tage, men han har et bud på, hvad der pisser mænd af i debatten.

»Fairplay er meget vigtig for mænd, og vi gider ikke, hvis der er urent trav eller nogen får en forlomme. Kvinder skal passe på med at provokere vores retfærdighedssans. Hvis en kvinde tilgodeses med en kvotebestemt bestyrelsespost, er det på bekostning af en, der måske var mere kvalificeret.«

»Det irriterer mig, for jeg synes, kvinderne har nogle vigtige pointer. Det er for eksempel manden, der bliver set som menneske, og kvinden, der bliver set som kvinde. Jeg vil gerne være med til en ordentlig samtale om at ændre kulturen, men kun hvis det foregår på fair præmisser,« siger han, mens jeg kommer i tanke om, at pigerne i min barndom brugte »feje pigetricks«, som vi drenge kaldte det at rive i hår, kysse eller sparke i nosserne.

Et af de steder, hvor debatten bliver et nummer for misvisende, er, når feminister, organisationer og politikere hævder, at kvinder får op mod 17 procent mindre i løn end mænd. Selv om det teknisk set er korrekt, lyder det næsten som om, kvinder bliver betalt mindre for samme arbejde.

I virkeligheden dækker det blandt andet over, at man får en lavere løn, hvis man arbejder mindre, har mere fravær, sjældent skifter job, fravælger lederstillinger, er mindre fleksibel og har overenskomstprioriteret tryghed over løn.

Når alle de logiske grunde er trukket fra, er der en uforklarlig forskel på mellem fire og syv procent. Og selvfølgelig skyldes prioriteten, at kvinder tager det store slæb derhjemme, men vi kan ikke bare vedtage, at det er en strukturel form for kønsdiskrimination og udelukke, at det er familiernes selvstændige valg.

»Jeg vil også hellere tale om den uforklarlige forskel frem for at kæmpe for nogle ting, der egentlig er fair,« siger Dennis Nørmark.

Men i feministers verdensbillede er det ikke kun familiestrukturer, der holder dem ude og nede. På trods, af at alle mandlige og kvindelige chefer altid taler om, at der skal flere kvinder i organisationen, så vælger de ifølge feminister alligevel altid deres egne fra »the old boys network«. Det virker så nemt at kunne skyde skylden for sine jobnederlag på alt muligt andet end sig selv.

»Jeg forstår godt, at du synes, det er nederen at høre,« siger Andrea Hejlskov.

»Men I vokser op i mandeklubber, hvor I hjælper hinanden frem, og det har kvinder ikke. Nu er der snak om, at arbejderklassemanden er den, der har det værst af alle. Men vi har gennem 2.000 år levet med patriarkalsk kvindeundertrykkelse, og når kvinder nu siger: »Hej, kan vi snakke lidt om, at det er ufedt?« så er det absurd, at manden kommer og siger: »Men det er sgu også synd for mig.«

Jeg indvender, at mens kvinder fører på alle uddannelsesmæssige parametre og i stigende grad gør karriere, så er det nok endnu sværere for arbejdsløse Leif fra Lolland at se sig selv som en historisk patriarkalsk undertrykker.

»Ja, lige præcis, og det er fandeme kernen, for det er dit privilegium som mand, at du bare kan se dig som dig selv. Det er det, du har fået med. Det er din sølvske,« råber Andrea Hejlskov begejstret, vredt ind i telefonen, fordi vi har nået, om ikke hinanden, så i hvert fald essensen.

Et ønske om det samme

Rasmus Karkov: »Da jeg når hjem, står maden, som jeg trods alt normalt laver, på bordet, og mine døtre har savnet mig så meget, at de har lavet en tegning til mig, hvor deres mor står oppe i vinduet og smiler til dem, mens de er nede og lege.«
Rasmus Karkov: »Da jeg når hjem, står maden, som jeg trods alt normalt laver, på bordet, og mine døtre har savnet mig så meget, at de har lavet en tegning til mig, hvor deres mor står oppe i vinduet og smiler til dem, mens de er nede og lege.«

Det er blevet dagen, hvor Bowie døde, og bortset fra, at Anne Dorte Michelsen er Facebook-pikeret over »den hvide, intellektuelle mands totale dominans i vores hjemlige musikkritik«, har det dæmpet debatten. Jeg lægger artiklen lidt til side, fordi den smartphone, jeg vil have, er på tilbud i Power.

Det er tid til at lave aftensmad, men jeg ringer hjem og siger, at jeg bliver forsinket. Mens jeg cykler mod Frederiksberg Centret falder det mig ind, at min kæreste aldrig ville have gjort det samme. Hun ville altid lade os andre komme før sit behov.

Men jeg ejer ikke den selvopofrelse, som hun har. På vejen hjem cykler jeg hurtigere end normalt, mens jeg spekulerer på, om jeg lader mine egne behov komme først, fordi jeg bare virkelig gerne vil have den telefon, eller om det er, fordi jeg er en hvid mand med privilegier, der først nu flimrende dæmrer for mig i de regnvåde gader.

Jeg kommer i tanke om, da astrobiolog Anja C. Andersen, i forbindelse med den forbitrede debat om rumforskeren, der – iført en skjorte med nøgne damer – landede en sonde på en meteor, sagde til mig, at »objektiviseringen af kvinder er så udtalt, at mænd ifører sig skjorter med afklædte kvinder på verdensdækkende TV uden at skænke det en tanke.«

Jeg kan heller ikke slippe noget, Tine Byrckel, der var allermest aggressiv og rablende i kølvandet på Køln, skrev til mig i vores korte mailkorrespondance:

»Der ligger en meget stor nøgle midt i din mail her, hvor du skriver: »Jeg bryder mig ikke om at tilhøre en kønsbestemt gruppe.« Og det lover jeg dig også er ubehageligt. Især når denne gruppe udsættes for diskrimination. Sådan »det kan da virkelig ikke være rigtigt, at jeg dybest set betragtes som kvinde, når jeg nu bare er mig???« Det er præcis det, som har været kvindens lod.«

Der er noget brutalt uretfærdigt og enfoldigt flovt over, hvis det, der støder mig i virkeligheden, bare er kvinders kamp for at få lov til at være som mig. Det er jo det, jeg vil have, at de skal. Det faldt mig aldrig ind dengang, men pigerne i skolegården brugte selvfølgelig »feje pigetricks«, fordi det var deres eneste chance for at vinde en ulige kamp.

De synes tydeligvis stadig, at kampen er ulige, og måske skal jeg ikke gå så meget op i, om det er misvisende, manipulerende og proportionalitetsforvrænget, men i stedet lytte til desperationen. Måske er der en desperation i det velfriserede feminismefællesskab, der altid kalder hinanden for »skønne« og komplet ligestillingsirrationelt kæmper for bestyrelseskvoter frem for lige vilkår for skilsmissefædre.

Da jeg når hjem, står maden, som jeg trods alt normalt laver, på bordet, og mine døtre har savnet mig så meget, at de har lavet en tegning til mig, hvor deres mor står oppe i vinduet og smiler til dem, mens de er nede og lege.

Derfor går kvinderne all in

Privatfoto: Andrea Hejlskov.
Privatfoto: Andrea Hejlskov.

Andrea Hejlskov har egentlig altid været lidt bange for feminister. Men da hun sammen med sin familie forlod civilisationen og byggede en bjælkehytte i Sverige, gik det op for hende, hvor dybt vores køn ligger i os. Jeg spørger hende, om jeg først og fremmest ser hende som kvinde.

»Det er jeg helt sikker på, at du gør,« svarer hun.

»Jeg tror, at mange moderne feminister er blevet feminister, fordi vi er så irriterede over at blive set som kvinder, at vi nu er gået all in. Jeg troede, jeg var problemet, og jeg har hadet mig selv i 40 år. Det gider jeg ikke længere.«

»Jeg er blevet vred over de bittesmå psykologiske og samfundsmæssige strukturer, der danner os som menneske. Men i det øjeblik, man mister besindelsen, falder man ind i stereotypen om den vrede hysteriske kvinde, og så har man tabt,« siger hun.

Vi taler om, at det kun er kvinder, der besidder den gren af vrede, hvor de ikke længere kan nås. Hun fortæller, at det sker for hende, når det føles som om, hele hendes verden ramler, og hun bare ikke længere kan leve op til ansvaret om at få det hele til at fungere. Hjemme hos mig sker det altid, når min kæreste pludselig drager ind i diskussionen, at jeg i øvrigt heller aldrig laver en skid.

»Det er ude i parforholdene, at det virkelig gør naller, og der er desværre mange kvinder, der taber, for det er jo os, der tager opvasken og rydder op. Det, jeg har opdaget ved at bo så primitivt, er, at jeg havde et lortesyn på de hjemlige opgaver. Mens min mand havde helteopgaver som at fælde et træ, så stod jeg og vaskede op.«

»Det er gået op for mig, at det, at jeg anså opvasken for nederen, var en stor det af problemet. Vi er vokset op i en kultur, hvor de hjemlige opgaver er irrelevante, mens vi realiserer os selv på arbejdsmarkedet. Det, tror jeg, er et eksempel på, hvordan samfundsstrukturerne påvirker parforholdene, for hvorfor kan vi ikke realisere os selv derhjemme?«

Imens er en af de der socialmedie-kampagner, hvor man med skiltet #aldrigdinskyld, kan vise, hvor lækre ens holdninger er, begyndt at rulle hen over Facebook. Mens mange kvinder komplet uforståeligt bebrejder sig selv, så er forestillingen om, at andre synes, det er deres skyld, forældet.

I 1969 mente kun 13 procent danskere, at det var voldtægt, hvis en kvinde går med en mand hjem og kysser, men afviser samleje, som han alligevel gennemfører. I dag mener 95 procent, det er voldtægt.

Så selvfølgelig er det ikke din skyld. Det er ikke den 18-årige piges skyld, at hun bliver presset af chefen, det er ikke den festglades skyld, at hun bliver overgramset, det er ikke de piger, der tilsyneladende bliver brugt som legetøj på amerikanske universiteters skyld, det er ikke den pige, der giver blowjobs til 24 highfivende englændere i Magalufs skyld, at ingen redder hende fra sig selv, det er ikke den sovende kvindes skyld, det er ikke etniske kvinder i menneskemylderet i Kølns skyld.

Heller ikke selv om en 16-årig knægt og de mest indestængte, globaliseringsefterladte, totaltfrustrerede, overførselsstrandede fra udkantsbøhlandet mener noget andet på Facebook. Og derfor gider jeg ikke at blive bebrejdet, at jeg som patriarkalsk undertrykkende hvid mand nok alligevel inderst inde mener, det er kvindens egen skyld.

Og jeg gider slet ikke at få at vide, at jeg er socialiseret til vold og voldtægt med opbakning fra en historisk underlødig EU-undersøgelse, der ved at sidestille, at man engang blev revet i håret med seksuelle overgreb, når frem til, at hver anden danske kvinde er blevet fysisk og seksuelt krænket af kvindehadende danske mænd.

Det er ikke manden, der krænker, det er individer, der krænker, og det er her, Andrea Hejlskov og jeg er så langt fra hinanden, at vi indimellem sidder i tavshed.

Større forståelse og lidt mindre vrede

Privatfoto: Andrea Hejlskov.
Privatfoto: Andrea Hejlskov.

»Jeg ved, det lyder så frygteligt nedladende,« siger hun.

»Men du kan ikke se det, for du tror, at din privilegerede verden er den almindelige verden, der gælder for os alle.«

Hun fortæller, at hun ikke kender nogen kvinder, der ikke er blevet krænket, og hun er sikker på, at der også er kvinder tæt på mig, der har haft deres oplevelser.

Jeg spørger, hvordan det egentlig føles at være mænd fysisk underlegen og vide, at man altid kan overmandes og penetreres og blive fastholdt uden at kunne slippe væk.

Hendes svar er det mest ildevarslende indblik i kvinders verden, jeg nogensinde har fået. For jeg har tænkt over svaret på, hvordan jeg egentlig ser kvinder, og det er så tæt på det, hun nu siger, at det betyder, at min opfattelse af kvinder måske bygger på deres evige frygt for mænd.

»Det er sådan, at man udvikler en strategi, der ligger på rygraden hele tiden, om at man skal kunne få folk til at kunne lide en, og hvis dit livsindhold bliver, at du skal få folk til at kunne lide dig, for ellers sker der noget, så bliver du en af den slags kvinder, der tænker dårligt om sig selv og bliver hysterisk og irriterende.«

»Så skal man være charmerende, flirtende og hele tiden analysere en social situation helt ned i bund. Når man så sidder og snakker med sin mand, siger han, at du tænker for meget og så kører den i ring, for jeg tænker for meget og overanalyserer, fordi jeg er tvunget til at gøre det.«

Dermed er feminismen med dens bestyrelseskvoter, ligelønsstatistikker, EU-voldsundersøgelser og hvide mand-demagogi i virkeligheden en kamp for ikke at behøve at være bange.

Måske er det derfor, de skriger så hysterisk. Måske er det derfor, målet synes at hellige midlet. Måske er det derfor, kvinden er så opofrende. Måske er det derfor, hun klarer familien. Måske er det derfor, ofre bebrejder sig selv.

Jeg ved det ikke. Men sådan har jeg aldrig tænkt på det før, og det har gjort mig mindre vred.

Men jeg mener stadig ikke, at jeg er en del af årsagen, siger jeg til Andrea Hejlskov i telefonen.

Vi er tavse lidt, før vi siger farvel.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.