Klumme

Jeg laver ikke kaffe mere. Det står min mand for

Sarah Skarum har mistet evnen til at lave kaffe. Og det er faktisk en lykkelig historie.

Sarah Skarum byline
Sarah Skarum byline

I fredags havde jeg de to mænd bag podcasten »Kongerækken« på besøg. De skulle fortælle om deres succespodcast, som er blevet afspillet over en million gange – det kan man læse mere om i avisen på onsdag – og havde foreslået, at vi kunne mødes på en café. Men en café fredag morgen er et larmende sted fyldt med folk, der holder halv weekend, kaglende stemmer, latter, kaffemaskiner, der brummer, og tallerkner, der klirrer. »Kom hjem til mig i stedet,« sagde jeg, »så laver jeg en kop kaffe, og vi kan snakke sammen i fred.«

Så laver jeg en kop kaffe var nemt at sige, men som jeg stod der foran espressomaskinen, føltes det ikke helt så nemt. Jeg anede knap, hvad der var op og ned. Den første kop blev til plørevand, den anden så speciel ud, og min egen smagte mest af varm mælk.

Engang var jeg god til at lave kaffe. Jeg gjorde det hver morgen. Oscar, som min espresso-maskine hed, var min dags begyndelsespunkt og grunden til, at jeg begyndte at spise morgenmad, fordi han skulle varme op et kvarters tid, før man kunne brygge kaffe. Jeg lavede kaffe til mig selv, til mine gæster og også til ham, der først bare var gæst af og til, senere blev en ret fast af slagsen, så min kæreste og nu min mand.

 

En ny model - samme kaffebrygger

Men da vi flyttede sammen, overtog han kaffebrygningen. Det blev en af de ting, han gjorde, og det gør han stadig, nu hvor Oscar er blevet skiftet ud med en ny model, der nu stadig hedder Oscar, og hver eneste morgen får jeg en perfekt kop kaffe med mælk serveret, to i weekenderne, og på de dage, hvor jeg er virkelig træt – og nok også lidt sur – får jeg en kop kaffe på sengen. Stillet på sengebordet, så jeg langsomt kan vende tilbage til virkeligheden, lokket af duften af kaffe.

Det betyder, at jeg har mistet håndelaget. Jeg har ikke fornemmelsen af, hvor meget kaffe, der skal kværnes, hvor meget vægt man skal lægge på stamperen. Jeg kan ikke høre, om vandet løber for hurtigt igennem.

Det irriterede mig i fredags. Jeg er vant til at kunne ting. Have styr på det. Især i et køkken. Men jeg nåede også at mærke et lille stik af glæde, for jeg kan godt lide tanken om, at jeg ikke længere behøver at gøre alting selv.

Jeg kan godt selv

Da jeg boede alene, klarede jeg mig fint. Jeg havde styr på det, jeg skiftede sikringer og betalte mine regninger og luftede mine radiatorer ud og lavede selv kaffe og kogte blomkål og strøg mine duge. Jeg kunne godt, jeg kan det hele, og det er rart at vide, men det er næsten endnu rarere, at jeg ikke behøver hele tiden, for der er nogen, der hjælper mig, og jeg hjælper ham.

Jeg skal ikke at være verdensmester i alting hele tiden, og det er lidt af en lettelse. For selvom arbejdsbyrden er den samme, føles den lettere, ja, det meste føles lettere, når man er to. Et parforhold er også fornemmelsen af, at der er nogen, der passer lidt på en. At man kan være lille af og til og stadig elsket. Det er en kæmpe gave.

Og næste gang laver jeg bare stempelkaffe til gæsterne. Det kan jeg stadig finde ud af. Håber jeg.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.