Frispark

Hverdagsmirakler

Sarah Skarum.
Sarah Skarum.

Min kæreste og jeg flyttede sammen 30. december for tre år siden. Nytårsaften fejrede vi et køkken, der knap var pakket ud og en lejlighed, der rodede. Vi skålede i champagne og sagde mindst hundrede gange »tænk, hvor er vi heldige, at vi har fået den her lejlighed, og tænk, at vi skal bo sammen, og godt nytår og hurra!«

Bagefter blev det virkelig hverdag, og jeg synes faktisk, det var svært, det første halve år. Måske egentlig hele det første. Vi var to kantede mennesker, vant til at leve alene, med hver vores vaner.

Nikolaj, som han hedder, var ikke særligt huslig, på måden, hvor man går til skrædderen med en jakke, der mangler en knap, og jeg var ikke særligt forstående overfor noget, der ikke var mine egne planer, på måden, hvor man vender øjne og siger »det der er jo idiotisk« og mest af alt bare »nej, nej, nej«.

Heldigvis holdt vi fast i den lille fedtede klump af kærlighed, som hverken den sure kælling eller kluddermikkelen kunne slå i stykker, og heldigvis har vi har altid været meget gode til at have det sjovt sammen.

Vi holder de bedste tomandsfester, hvor vi drikker øl, hører plader og griner, vi elsker begge to byen og at cykle rundt i den og kigge ind i baggårde og tale om, hvordan der duftede på Nordre Fasanvej midt i 1990erne, og der er intet så fint som at følges til Parken for at se FCK spille, så midt i hverdagsvrisseriet var der fine øjeblikke, og vi holdt ud.

Han lærte at bage rugbrød og at sy knapper i, og jeg lærte at sige ja og nok især at tænke pyt, og langsomt vænnede vi os til at bo sammen uden at kvæle hinanden eller insistere alt for meget på vores egne særheder.

Og det er jeg så inderligt taknemmelig over, for jeg kan egentlig godt forstå, at nogen orker mig, når jeg er den bedste udgave af mig selv. Den Sarah er rigtig godt selskab, og hende kan jeg også godt selv lide, men det menneske, jeg også kan være, når jeg er presset, hende, der er sur og træt og lillebitte og bange for mærkelige ting, hun er knap så festlig.

Jeg har sværere ved at se fidusen i mig selv, når jeg er bange for at blive fyret, eller da jeg var ulykkelig, fordi min søster var alvorligt syg, og bare kunne græde og sove og tale om hende. Men det orker Nikolaj, han er her stadig og kysser mig godnat, selv på dage, hvor jeg har været tåbelig, og jeg kan blive så irriteret på ham, at jeg er ved at eksplodere, men jeg ved, at jeg godt kan lide ham alligevel, under, over, gennem det hele.

Engang tænkte jeg, at det ville være dejligt at bo hver for sig og kunne komme på besøg og tage mascara på og rydde op, men jeg er så glad for, at vi kom til at bo sammen, for jeg kan ikke forstille mig dag ud og dag ind. Jeg er nødt til at lægge facaden fra mig, og jeg ser Nikolaj på samme måde. Som den, han er. Som han ser mig.

Der opstår en særlig rørende intimitet i at bo sammen, og det bekræfter mig endnu en gang i, at det er i hverdagen, de allerstørste mirakler finder sted.

Hvis bare man giver dem tid og plads til at folde sig ud.

Mest læste
Seneste nyt

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.