Alder ingen hindring?

»Livet er blevet superduper, efter jeg er fyldt 45. På trods af rødvinspatter og hængebug er det tydeligt, at jeg styrer mod perfektionen af mig selv. Nej, mod perfektionen af en mand!«

Hassan Preisler og Maise Njor.
Hassan Preisler og Maise Njor.

Maise Njor

Jeg er RASENDE. Det er, som om jeg har fået en forkert alder på, og nu sidder den som en uld-sweater, man kom til at kogevaske og iføre sig, mens den stadig var fugtig.

Og jeg ved simpelt hen ikke, hvor man kan klage. 40 var fin, 30 var virkelig åndssvag, fordi jeg var så skuffet over, at jeg alligevel ikke følte mig rigtig voksen og vidste alt, og 20 – der vidste jeg alt og var klogere end de fleste, det gav et gib af begejstring, når jeg så mig i spejlet, og jeg kunne køre den hjem på en kort nederdel og en pose øl, når jeg skulle til fest.

Nu er jeg 47, og jeg har på fornemmelsen, at jeg går i for korte nederdele. For min alder. Og også i overført betydning.

Jeg er økonomisk et spædbarn, boligindretningsmæssigt et marsvin, og følelsesmæssigt en tørretumbler med for mange knapper, men det opdager jeg kun, når jeg er sammen med samfundet, som helt klart havde forventet noget andet og bedre af en på min alder.

For selv om alder ikke burde være nogen hindring, så er den det alligevel. Kan jeg ligesom fornemme. Hvis jeg siger noget fjollet og blondineagtigt, kan jeg se på folks ansigter, at det ikke er charmerende at være så dum, når man er 47.

Og forleden, da jeg klaskede den gamle, gamle numse i sædet på et brunt værtshus, og min veninde og jeg begyndte at tale med de meget yngre mænd ved bordet, kunne jeg se, at de ikke gad snakke med os.

Måske var de bange for, at vi ville tale om åreknuder. Alder betyder noget. For folk, der er yngre end én selv. Da jeg var 21, havde jeg en kæreste, som var ti år ældre, og en morgen vågnede jeg og så på ham, mens han sov.

»AD,« tænkte jeg, »hvor er det egentlig klamt, at hans hud ligesom falder nedad, når han ligger på siden.« Sådan kunne jeg ikke finde på at tænke om nogen på 31 i dag …

Forleden skete der alligevel noget, som gjorde mig lidt mindre rasende. Jeg sad og kiggede op på stjernerne og tænkte over, hvorfor jeg dog ikke i løbet af 47 år var lykkedes med at samle alle de forskellige mennesker, jeg er, til én person, et samlet, helt – og helt roligt – VOKSENT individ, i stedet for at løbe rundt med hovedet under armen.

Og så kom tanken: »Hvis det ikke er sket endnu, så sker det aldrig, og du er nok ikke den første i verdenshistorien, der har haft det sådan. Alder er kun en hindring, hvis du tænker for meget over den.«

Desuden: Da Marie-Antoinette var på min alder, havde hun ikke haft sit hoved i ti år...

Hassan Preisler

Der er dem, der siger, at mænd ældes som en fin flaske vin, mens kvinder ældes som et glas mælk. Det ved jeg ikke noget om. Men jeg ved én ting med sikkerhed: Det er blevet bedre med årene.

Og ikke bare »bedre.« Væsentligt bedre! Jeg vil faktisk gå så langt som at sige, at livet er blevet superduper, efter jeg er fyldt 45. På trods af rødvinspatter og hængebug er det tydeligt, at jeg styrer mod perfektionen af mig selv. Nej, mod perfektionen af en mand!

På trods af skilsmisseensomhed, grænsesøgende internetporno og store glas mellemklasse-whisky, på trods af at jeg lige om hjørnet har 50 pct. sandsynlighed for at stå midt i prostatakræftstatistikken, så er det hele bare blevet væsentligt bedre.

Da jeg var yngre, var det ikke særlig sjovt, ikke noget af det. Tøjet sad forkert på mig. Det var som om, der ikke var noget, der var syet til min krop. Heller ikke i Lyngby Storcenter. For tynde ben, for lange arme og et bryst, der vendte indad.

Frisuren, jeg rev ud af mandemagasinet, virkede allerede passé i det sekund, den sad på mit hoved. Uddannelses- og karriereudsigterne var kulsorte, for jeg plagede mig selv med en social angst så tung, at jeg måtte maskere den med tyk arrogance, der så gav mig 6-taller i karakterbogen og fyresedler på gråt papir i retur.

Værst af alt var mit forhold til kvinder. Intens angst! (Jeg kom på hendes hånd, da hun knappede mig op, og nåede kun lige at sige: »Jeg elsker dig«, inden hun gik for good).

Men i dag sidder tøjet skide godt på mig. Jeg ved ikke, hvad det er, men det passer mig bare, det hele. Og uanset hvor jeg bliver klippet, uanset hvordan jeg bliver klippet, så er det flot, mit hår. Vildt flot!

Jeg behøver ikke længere uddanne mig, for jeg ved det hele! Min karriere går godt. Vildt godt! Og kvinderne? De vil have mig. Alle sammen! De yngste ser på mig med beundring: »Wow, den mand!« Dem på min egen alder tænker »gode gener« og overvejer, om de kan nå et barn mere på falderebet.

Dem ældre end mig skriver beskeder på Facebook og vil give mig finger, for det har de læst i avisen Information, at jeg kan lide. Livet er superduper, og alder er ingen hindring.

Jeg er Chateau d’Yquem Sauternes årgang 1969. Skål!

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.