»Har du kun redet tre-fire gange før?« Spørgsmålet dirrer i den fugtigvarme afrikanske luft. De hævede øjenbryn, vantroen i øjnene, de alvorlige folder om munden siger det hele. Manageren på Mpala Safari Lodge er overrasket. Om få timer skal to af hendes gæster ud på en længere ridetur i et af Sydafrikas store vildtreservater. Ud blandt Afrikas vilde dyr. Ud blandt flodheste, næsehorn, leoparder, løver og elefanter. På hesteryg og sightseeing fra den ultimative første parket – og det i et område, hvor det er dyrene og naturen, der bestemmer.