Trekkingtur i Himalaya

At trekke i Himalaya behøver ikke være lig med primitive hytter og toiletter, der blot er huller i jorden. En trekkingtur med overnatninger på Everest Summit Lodges er med elektriske varmetæpper, hyggelige opholdsstuer og varmt vand i bruseren det tætteste, man kommer på luksus i verdens højeste bjergkæde.

Tenzing Norgay Memorial ligger på stien over landsbyen Namche Bazaar. Den blev bygget i 2003 for at markere 50-året for den første bestigning af verdens højeste bjerg, som sherpaen Tenzing Norgay foretog sammen med newzealænderen Edmund Hillary 29. maj 1953.
Tenzing Norgay Memorial ligger på stien over landsbyen Namche Bazaar. Den blev bygget i 2003 for at markere 50-året for den første bestigning af verdens højeste bjerg, som sherpaen Tenzing Norgay foretog sammen med newzealænderen Edmund Hillary 29. maj 1953.

Det er mørkt. Først tusmørke, så meget hurtigt helt sort. I lyskeglen fra min pandelampe kan jeg kun se stien og støvet, mine støvler hvirvler op fra den. Jeg kan ikke se ham, der går foran mig, ej heller træerne på min ene side eller kløften på den anden.

Det eneste, der står ligeså klart som for ikke ret længe siden, da solen bragede ned, er et ensomt bjerg og dets sneklædte tinde, nu badet i måneskin, der hæver sig langt op over den mørke skov.

Det ligger der, som en tavs vogter over mig og de andre i gruppen, mens vi skridt for skridt bevæger os hen over hængebroer, ned ad stier, så opad, hele tiden længere ind i dalen.

Der er noget specielt over at være pakket ind i mørke i stor natur. Jeg kan se, hvor jeg skal sætte fødderne, men omgivelserne kan jeg kun høre og lugte: En prusten fra en ko i en indhegning, lugten af formuldet skovbund og duften fra resterne af solcreme på min hånd. Knasende jord under mine støvler og fornemmelsen af uendelig himmel over mig.

Efter noget, der virker som længe, men faktisk kun er godt en time, dukker der silhuetter af bygninger op ved siden af stien og underlaget bliver til kampesten.

Vi er kommet til en landsby. Drejer fra stien ad et trampet spor hen over en mark, op ad en række slidte trappetrin til en stor stenbygning flankeret af et par søvnige lamper og bede med orange blomster. Foran bygningen står en nepalesisk pige med fletninger og en pelshue på hovedet.

»Namaste,« smiler hun.

»Namaste.« Hej. Hilser vi tilbage.

Vi er i landsbyen Monjo i Khumbu-dalen i Himalaya i Nepal. Vi har gået i mange timer, er trætte i benene, fryser lidt.

Vandringen i mørke var ikke planlagt – vi kom på grund af et forsinket fly sent ud på stien, og mens jeg godt kunne lide det, er andre i min gruppe uendeligt glade for, at pigen med pelshuen peger os hen mod indgangsdøren – tegnet på, at det eneste, vi skal gå mere i dag, er ind til en buldrende brændeovn, varm kaffe og store stykker sandkage.

Hvert år trekker tusindvis af mennesker i Himalaya. Sætter, som vi, ud til fods fra Lukla, en lille bjergby i det østlige Nepal og udgangspunktet for en af de mest berømte ruter i Himalaya, turen op til Everest Base Camp.

Nogle få gør det med eget telt på ryggen, de fleste sover i tehuse undervejs. Bjergene er lige storslåede, om man bor på den ene eller anden måde – men mens camping eller simpel indkvartering er fint for nogle, har andre svært ved at nyde naturen efter en nat, hvor de har gennemfrosset i et utæt værelse eller siddet på toilettet med mavesyge over, bogstaveligt talt, et hul i jorden.

Sådan er det ikke her.

Folkene bag Everest Summit Lodge, som vi er på, har indset, at turister fra Vesten nok kommer for at opleve naturen i Himalaya, men at ikke alle er begejstret for de primitive indkvarteringsforhold, der følger med at opleve den.

Derfor åbnede den første Everest Summit Lodge udenfor Kathmandu i 2002 og er siden blevet efterfulgt af otte andre, de fem af dem her i Everest-regionen; alle med det formål at tilbyde luksusforhold til trætte trekkere.

Luksus efter Himalaya-forhold, vel at mærke. For i 2.800+ meters højde i et område, hvor alt skal bæres op ad smalle stier på ryggen af dyr eller mennesker, får man ikke champagne og kaviar, sengelinned af egyptisk bomuld eller lange karbade.

Men man får det, man har brug for. En brændeovn. En god middag og solid morgenmad. En seng med elektrisk varmetæppe og badeværelse med træk-og-slip toilet og varmt vand i bruseren.

En hyggelig opholdsstue kun lige stor nok til de 40 gæster, der er plads til på lodgen. Og en modtagelse, som om man var længe ventet, ledsaget af noget så simpelt, men ikke desto mindre genialt, som en fugtig klud at tørre støvet af ansigtet med.

Så kan man faktisk ikke bede om mere.

Verdens første på Everest
Det får vi nu alligevel. Under kaffen, mens vi stadig har røde kinder og vandrestøvler på, får vi besøg ved bordet af en, der ser bekendt ud.

I hvert fald hvis man kan sin bjergbestignings-historie og kender til det ambitiøse IMAX-filmprojekt fra 1996, hvor man slæbte et 70mm-kamera op på toppen af Mount Everest for at filme en bestigning. Eller har set »Everest«, den film, der kom ud af det. Eller hvis man har hørt navnet Tenzing Norgay.

Tenzing Norgay var den sherpa – det lokale folk – som sammen med newzealandske Edmund Hillary var den første, der 29. maj 1953 nåede toppen af verdens højeste bjerg.

Udstyret du skal bruge til trekkingturen: 

 

 

 

Hans søn, Jamling Tenzing Norgay, gentog i 1996 sin fars bedrift og besteg Everest som en af hovedpersonerne i IMAX filmen.

Jamling Tenzing Norgay blev efter filmen kendt i store dele af verden og lever nu blandt andet af at være personlig guide på treks i Everest regionen.

Og nu er han så her.

Det er ikke usædvanligt at møde store personligheder fra klatreverdenen i disse bjerge, alligevel er det ikke givet, at man bumper ind i lige præcis sønnen af den første, der besteg Everest. Så vi suger til os, mens han fortæller om sin far, og hvordan det var at klatre op på det højeste punkt på kloden.

Og nærstuderer bagefter det billede, der hænger af ham på væggen i lodgen. Ved siden af billeder af adskillige andre berømte klatrere.

Da jeg kravler i seng på det elektriske varmetæppe, drømmer jeg om høje bjerge og store eventyr.

Næste morgen finder vi vores vandrestøvler foran en varmeovn i en sirlig opstilling, personalet har lavet for at tørre og varme dem. Vinker farvel til pigen med pelshuen, og følger stien mod floden Dudh Kosi.

Dudh Kosi, »mælkefloden«, som den er navngivet på grund af den strøm, der får vandet til at skumme hvidt, er en af de største i regionen og umulig at krydse på anden måde end via broer.

Udvidet "motorvej"
Hvorfor bjergstien, der snor sig snart på den ene side af floden, snart på den anden, med jævne mellemrum afløses af hængebroer langt over den brede flod. Broen lidt længere fremme, Hillary Bridge, er en af de mere specielle.

Den består ikke kun af en, men af to broer, idet man i sommeren 2013 udvidede med en ny. Den gamle Hillary Bridge er 160 meter lang og så smal, at to personer kun lige akkurat kan passere hinanden.

Og når dzoer, den specielle hybrid mellem yakokse og ko, der transporterer bl.a. turisters bagage op og ned ad bjerget, i lange konvojer traskede over broen, kunne ingen andre passere.

Det skabte lange køer, så nu bruges den gamle bro primært til dyrene, mens vi via en smal sti kravler op fra bunden af kløften til den nye bro.

Man kan ikke høre flodens brusen heroppe fra, men man kan se den, hvis man kigger ned. Det gør man ikke, hvis man har den mindste smule højdeskræk – selv om broen hænger i solide wirer, er den bygget af materialer, man kan se lige igennem til det hvide skum langt nedenunder.

Mens jeg kæmper for at få finde balancen på den gyngende bro, forsøger jeg at tage et billede af floden, broerne og de mange bedeflag, som blafrer i vinden fra det hønsenet, som udgør broens sider.

Sherpaerne er buddhister og vi er i deres land nu, så overalt, hvor der er en smule vind, hænger der farverige bedeflag.

Flagene er smykket med symboler og ønsker, som vinden spreder ud i verden og ifølge den buddhistiske tro på den måde bringer lykke til den, der har hængt dem op. Det er ligeså smukt et syn, som det er en smuk tanke.

Op, op, op
På den anden side af broen går stien stejlt opad. Over en strækning på under to kilometer stiger man godt 800 højdemeter, og ikke ét sted går det nedad eller bare ligeud.

Vores lokale guide går forrest, mens han synger strofer fra Michael Learns to Rock’s hits. Jeg forsøger at synge med, men efter at have stønnet mig gennem et enkelt omkvæd af »The Actor« er mit hjerte ved at hamre ud af brystet på mig og jeg må stoppe og og læne mig op ad mine vandrestave, mens jeg venter på, at min vejrtrækning falder til ro igen.

Mens jeg hænger der, passerer en række sherpaer forbi.

En taler i mobiltelefon, en anden ryger, alle har de sække og kasser med mursten og colaer og andet udefinerbart stablet meterhøjt op i kurve på ryggen.

Selv om de ikke kommer spadserende med et køleskab på ryggen, som jeg så en sherpa gøre det i Lukla, vandrer disse sherpaer i fast rutefart op og ned ad stierne med bagage, der ofte vejer mere end dem selv.

Mens de som nu ligner nogen, der bare er ude at slentre en tur i skoven.

Jeg slæber respektfuldt mig selv og mine vandrestave ind til siden.

Godt halvvejs oppe ligger et udkigspunkt til det, mange er kommet for: Mount Everest.

Bjerget ligger mange kilometer væk, men den karakteristiske snefane, der står ud fra toppen, blæst væk af jetstrømmene, der hersker deroppe i næsten ni kilometers højde, er helt tydelig.

Jeg stirrer ud mellem to graner på den trekantede top langt derude. Verdens højeste bjerg. 8.850 meter højt, næsten i samme højde, som man passerer gennem himmelrummet i fly.

Det er vildt, at nogen har stået på den top. Og det er vildt at være lige her og med egne øjne se det gigantiske bjerg. Så vildt, at jeg er ved at græde.

Hovedstaden
Efter knapt tre timers hård vandring når vi til Namche Bazaar, den vigtigste by i området og den uofficielle »gateway«, porten, til de høje bjerge.

Byen var tidligere et handelsknudepunkt for sherpaerne, i dag er den først og fremmest lagt an på bjergturisme.

Alle bjergbestigere og trekkere i Everest regionen kommer gennem Namche Bazaar, også Edmund Hillary og Tenzing Norgay for 60 år siden.

Dengang var udbuddet af souvenirbutikker, caféer, tehuse og butikker med outdoorudstyr dog et lidt andet end i dag, hvor de smalle gader er spækket med restauranter, tehuse, souvenirbutikker, internetcaféer og outdoorbutikker, der har alt, hvad man kunne forestille sig at få brug for.

Til priser, der afspejler, at alting er blevet båret op.

Her bor godt 2.000 sherpaer, og langt de fleste af dem tjener i dag til livet på vestlige turisters stigende interesse for deres bjerge. Nogle er bærere eller såkaldte klatre­sher­paer på deciderede bjergbestigningsekspeditioner, andre er guider for trekkerne.

Ikke at man strengt taget behøver en guide for at vandre her, stien er tydeligt afmærket hele vejen fra Lukla, men det er en god idé at have en.

Dels fordi det skaber jobs for den fattige lokalbefolkning, dels fordi en guide er den direkte vej til viden om området, om bjergene og ikke mindst om stiens beskaffenhed længere frem.

En guide er obligatorisk på gruppeture, så vi har en. Som fortæller os, da vi hiver kameraerne frem på et særligt smukt punkt, at rundt om hjørnet er der endnu smukkere. Og som sparer os for en ond stigning sidst på dagen, da han leder os væk fra hovedstien og op ad en lille sti næsten gemt i krattet.

»Shortcut,« griner han.

Verdens smukkeste bjerg
Genvejen fører til Everest Summit Lodge i Tashinga. Den er lige så hyggelig som den forrige, også med velkomstsmil, en fugtig klud, bløde stole, kaffe og kage – og så med en fabelagtig udsigt til det, nogle kalder verdens smukkeste bjerg, Ama Dablam.

Det ligger øst for lodgen, så da solen synker ned i vest, ser vi dens stråler forsvinde fra bjergene ét for ét, indtil det sidst kun er Ama Dablams top, der står knaldende orange mod den blåsorte himmel.

Så er solen væk, og månen tager over og bader Ama Dablam og de andre tavse kæmper omkring os i et lysende skær.

Jeg står længe og filosoferer over, hvor lille mennesket er i forhold til den her natur. Hvordan det i de her bjerge er naturen, der bestemmer, og at man ikke kommer ret langt her uden en stor ydmyghed overfor den.

Så bliver de store tanker overtaget af de små, jeg fryser. Lodgen ligger i over 3.000 meters højde, og selv om temperaturen ikke er lavere end omkring frysepunktet, føles det ekstra koldt i den tynde luft.

Der er også koldt indenfor; bortset fra i opholdsstuen er lodgen kun opvarmet med solvarme. Så der er ingen elektriske tæpper på værelset, men en stor gammeldags varmedunk og tykke tæpper ovenpå dynen.

Det er ikke luksus på den femstjernede måde, men krystalglas ville ikke have passet ind her. Det gør charmen ved at holde sig varm med en varmedunk. Og ved næste morgen at få serveret en stor portion havregrød, inden vi starter nedad den sti, vi slap for at gå opad dagen inden. Derefter går det stejlt opad gennem en rhododendronskov til landsbyen Tengboche.

Som ligger så smukt, at vi dumper ned på en top stridt græs og bare sidder og stirrer. Der er bjergtinder hele vejen rundt om os, vi stirrer dog mest mod nordøst, hvor Mount Everests top står knivskarpt mod den blå himmel, flankeret af de omgivende næsten lige så enorme bjerge, med Ama Dablam knejsende i forgrunden, og en langstrakt nøgen dal mellem der og her.

Tengboche er dog ikke bare udsigt, her ligger også områdets vigtigste kloster. Og mens den buddhistiske tro er allestedsnærværende i disse bjerge, med bedeflag og med stupaer, de specielle buddhistiske monumenter, langs stien, er der ingen steder som her så fortættet en stemning af noget større.

Vi går ind i klosteret til eftermiddagsbønnen, sidder på puder på gulvet og lytter til de mumlende bønner fra munkene. Vi forstår ikke ordene, men forstår det meget specielle i, at her er en flok mennesker, der kompromisløst har viet deres liv til buddhismen.

Et slot på en top
Vi skal ikke til Everest Base Camp på denne tur, så næste dag forlader vi hovedstien, og går til Khumjung og Kunde, to små landsbyer i bjergene bag Namche Bazaar. Vi møder endnu en sherpa, som har været på toppen af Everest, og vi vinker til små børn, som begejstret løber os i møde med et »Namaste«.

Den skole, Edmund Hillary grundlagde tilbage i 1960erne, ligger i Khumjung. Vi går gennem skolens område, bronzestatuen af Hillary midt på pladsen glimter i solen, en flok elever får undervisning udenfor på gruset mellem barakkerne, mens en dzo upåvirket vader forbi.

Lodgen, vi er på vej til, ligger i landsbyen Mende. På afstand ligner det noget fra et eventyr: et slot i ensom majestæt på toppen af et bjerg. Det er helt med vilje, at lodgen ligger der; den er ligesom de andre Everest Summit Lodges placeret længst muligt væk fra de befærdede stier.

Og at komme de 300 højdemeter op til den kræver mange pauser undervejs på det, der føles som en nærmest lodret stigning.

Men udsigten fra toppen er episk. Så selv om også denne lodge er hyggelig, har dampende kaffe og elektriske varmetæpper klar, er det svært at løsrive sig fra bare at stå og se ud over dalen langt nedenfor os.

At vi er så højt oppe, betyder også, at luften i Mende er den tyndeste, vi endnu har overnattet i. Vi er i 3.700 meters højde, og det kan man godt mærke. At løbe ind efter sit kamera gør man ikke bare. Og en herre i en britisk gruppe, der også overnatter på lodgen, har ondt i hovedet.

Højdesyge
Vi er steget langsomt, så ingen af os har nævneværdige problemer med højden.

Vores danske rejseleder har under hele turen holdt øje med os, spurgt til, hvordan vi har det, og bl.a. anbefalet os at drikke meget vand og kun lidt alkohol for at gøre, hvad vi kan, for at slippe for højdesyge.

For nogle er en lokal guide nok og en dansk rejseleder ligegyldig. Jeg kan godt lide, at der er en med på turen, som ikke bare kender visum-formaliteterne i lufthavnen i Kathmandu, men som også har mange års højdeerfaring og forstår den elegante balance mellem at tage højdesyge alvorligt og sørge for, at vores tur ikke bliver ødelagt af de bekymringer, en dansker fra et pandekagefladt land kan have om højderne i Himalaya.

Han har imidlertid ingen magt over vejret. Som tidligere på ugen var skyld i, at vi kom en dag senere til bjergene end beregnet, og derfor må opgive næste dags planlagte vandretur til landsbyen Thame på den gamle handelsrute mod Tibet længere inde i dalen.

Det sker. I Himalaya bestemmer vejret; specielt over flyene, der skal lande og lette i Lukla, hvis diminutive lufthavn er ekstrem sårbar overfor voldsom vind eller tung tåge.

Se det fra oven
I dag er der næsten ingen vind og slet ingen skyer på den blå himmel. Det er perfekt til det, vi gør i stedet for at vandre til Thame. Perfekt til den helikopter, der med et højlydt whoop-whoop dukker op over kanten fra dalen og hvirvler støv op, da piloten med overlegen elegance sætter den ned, hiver tre af os ombord, og letter igen.

Vi flyver ned gennem dalen, hen over skolen i Khumjung, lodgen i Tashinga, stierne, vi har gået på de sidste dage, som herfra blot ligner utydelige kridtstreger på tværs af bjergene. Vi flyver hen over Gokyo-søerne længere oppe i bjergene, og over det høje Cho La-pas, hvor der står en flok trekkere i sneen på toppen og stirrer op mod helikopteren.

Og så er vi pludselig over Everest Base Camp. Og helt tæt på nogle af verdens høje tinder: Nuptse på næsten 8.000 meter, Lhotse på 8.516 meter – og overlegent tronende over disse to kæmper – toppen af Mount Everest 8.850 meter oppe i luften.

Maskinen hopper og danser, vi er i over 5.400 meters højde, og luften er tynd; man kan mærke det i ørerne, det er koldt om hænderne, og piloten er et studie i intens koncentration. Men det er lige meget, alting går på en måde op i en højere enhed – den susende vind gennem den lille maskine, den rå natur under os, tre af verdens højeste bjerge over os, oplevelsen af at være midt i det.

Det er stort.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.