Test: Sådan er en digital storbyferie

Kan man opleve en by, man ikke har været i før, udelukkende ved hjælp af en applikation til en tablet? Rejseliv har gjort forsøget i Rom på en nylanceret cityguide app til iPad.

Cityguiden har fordele, men selve kortet i appen er ikke så brugbart, så det gamle papirkort må også i brug.
Cityguiden har fordele, men selve kortet i appen er ikke så brugbart, så det gamle papirkort må også i brug.

Jeg har ikke været i Rom før. Jeg har naturligvis set og læst om den italienske hovedstad, men jeg har aldrig fysisk befundet mig i Rom.

Derfor var det oplagt at bruge den evige stad som forsøgskanin, da rejsesøgemaskinen Momondo for nylig lancerede en såkaldt cityguide app på iPad til en række storbyer. Med lovning om mere end 200 tips til, hvad man skal opleve i den by, man vælger at holde ferie i.

Guiden er opbygget som en fysisk bog, dvs. man på sin iPad bladrer gennem bogen og får informationer om seværdigheder, butikker, restauranter m.v. i hver enkelt bydel. Som noget særligt har Momondo Places, som appen hedder, derudover den funktion, at hvert tip er kodet med en farve.

Farverne indikerer forskellige »moods«, altså humør, og fungerer sådan, at vil man f.eks. kun se seværdigheder specielt gode til familier, vælger man på farvehjulet »family« og er man ude efter romantiske oplevelser, klikker man på »romantic«.

Man kan gemme stederne og på den måde kreere sin egen guidebog med sine favoritter – og det hele er placeret på et kort over byen.

Derudover fungerer appen offline og er gratis.

Det lyder alt sammen meget besnærende, men hvordan er den i praksis?

Rejseliv rejste til Rom udelukkende med Momondo Places som rejsefører. Læs her, hvordan det gik.

Forberedelse

Jeg beslutter hjemmefra at finde et sted at bo i Rom. Downloader Rom-guiden og klikker på hoteller. Der er 34 at vælge mellem fordelt over hele byen og på de forskellige humørkategorier.

Til hvert sted er der en kort tekst og et enkelt billede. Er man online, kan man desuden via et link klikke sig videre til hotellets website og læse mere.

Det er ikke meget at bedømme et sted på, men da jeg har besluttet ikke at booke efter venners anbefalinger eller krydstjekke med f.eks. Tripadvisor, som jeg normalt ville gøre, må jeg stole på, at de rejseeksperter, der ifølge Momondo har udarbejdet appen, kun har udvalgt overnatningssteder, som er værd at bruge penge på. Og selv om 34 hoteller i en storby som Rom er ganske få, betyder det, at jeg forholdsvis nemt kan overskue udvalget.

Jeg booker et guesthouse, Arco Dei Tolomei, i bydelen Trastevere, dels fordi selve pensionatet ser hyggeligt ud, dels fordi det hører til i humørkategorien orange – local, og derfor skal forestille at være lidt udenfor den mest betrampede turistvej.

Jeg har inden afgang også skimmet guidebogen for alt det, der ikke handler om overnatningsmuligheder – på samme måde som jeg ville gøre med en fysisk bog. Undervejs har jeg med en stjerne markeret de ting, jeg gerne vil opleve.

Ingen af stederne optræder i flere humørkategorier, så jeg markerer oplevelser i bl.a. »kultur« (her findes bl.a. f.eks. Peterskirken), og en isbutik, som er markeret »familie«.

Og så er det så visseligt indrettet, at på kortet i appen er alle stederne markeret med forskellige farver, så jeg hurtigt kan se, hvad der er familie, kultur, lokal osv.

Det tager lidt tid at få alt det på plads inden afgang, men jeg ræsonnerer, at jeg hellere vil bruge tiden på at kreere min personlige guidebog nu end at stå og flagre med min iPad på gaden i Rom og skulle bladre forbi ting, jeg på forhånd ved, jeg ikke er interesseret i eller har tid til at opleve på dette besøg.

På stedet

Jeg starter turen rundt i Rom ved en af de store turistmagneter, Pantheon.

Ifølge min app en af de vigtigste kirker i Rom og med en af verdens største kupler. Det er ikke så meget mere information, jeg får om denne antikke bygning – i den henseende er appen mest et overbliksbillede, og vil man have mere grundig information, skal man have fat i andre og flere bøger eller digitale opslagsværker.

Jeg kan se på kortet i appen, at fra Pantheon skal jeg bare lige rundt om hjørnet for at finde isbutikken Gelateria della Palma (som laver lige præcis så gode is, som appen lover) og ikke så langt derfra Ferraris flagstore, som ér imponerende på sin egen pralende måde.

Og så støder jeg første gang på et af de irritationsmomenter, der forfølger mig resten af tiden i Rom.

For kortet i appen er lavet sådan, at samtlige busstoppesteder i byen er markeret med et lille ikon. Det er helt vildt irriterende, for der er mange, rigtig mange, busstoppesteder i Rom, og ikonerne fylder så meget, at jeg ikke kan se kortet ordentligt. Og derfor heller ikke bruge det til at finde vej.

Den indbyggede GPS, som jeg skulle kunne bruge, selv om jeg ikke er online, kan jeg ikke få til at fungere. Så jeg bruger vældig meget tid på at forsøge at finde den restaurant, som ifølge appen har et menukort med over 100 forskellige pastaretter, det lykkes ikke, før jeg snyder og bruger et andet og mere overskueligt gammeldags trykt bykort.

Rom er en skøn blanding af historiske bygninger og nye scootere.
Rom er en skøn blanding af historiske bygninger og nye scootere.

Dagen efter er det Trevi fontænen, jeg gerne vil finde. Den er desværre havnet halvanden kilometer sydligere på kortet i appen, end hvor den i virkeligheden ligger. Jeg finder den alligevel ved at følge turiststrømmen, men ærgrer mig over kortets unøjagtighed.

Til gengæld kommer jeg forbi mange små hyggelige butikker og caféer undervejs i min søgen efter fontænen. Som ikke er med i Momondo Places – naturligt nok, for ingen guide (som man kan regne med er bare tilnærmelsesvis opdateret) kan indeholde alle Roms tusindvis af restauranter, butikker og seværdigheder. Og netop bare at gå rundt på må og få og dumpe ind, hvor man lige føler for det, er også en del af charmen ved storbyferie.

I Italien er måltiderne i den grad også en del af oplevelsen, og hvor det er okay at smide et par euro på en kaffebar, som måske ikke er noget særligt, vil de fleste gerne have en forhåndsgodkendelse af restauranter, hvor man ofte lægger et stort beløb.

Jeg spiser derfor kun på restauranter nævnt i appen. Der er mange, og jeg når ikke dem alle, men dem, jeg når, er fine.

Konklusion

Plus
Forslag til steder, man måske ellers ikke ville have besøgt.

Sjov idé at opdele tips efter »humør«.

Smart, at man kan kreere en personlig guide med sine favoritter – stadig opdelt på bydele og kategorier. Gør guiden overskuelig.

Stederne (med forbehold for, at jeg ikke besøgte alle) lever op til beskrivelserne.

Minus
På kortet i appen er samtlige busstoppesteder i Rom markeret. Det gør kortet helt uoverskueligt.

Fejlagtige placeringer af steder (i Roms tilfælde bl.a. af Trevi-fontænen og guesthouse Arco Dei Tolomei) på kortet.

GPS-funktionen fungerede ikke for mig.

Appen skal opdateres ofte. I modsat fald bliver man ind imellem pludselig smidt af.

Informationen om stederne er sparsom. Man kan ikke bruge appen som »opslagsværk«.

Momondo Places rejse app.
Momondo Places rejse app.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.