Storslået skiløb i alle sværhedsgrader

Skiterrænet over bjergbyen Ischgl i Tyrol er kæmpestort og toptunet med et væld af nye lifter. Og så kan man stå på ski til Schweiz derfra. Rejseliv har snuset til området – og til byens gode gryder og kaffekopper.

Naturligvis afhænger det af vejr- og sneforhold, men der er gode off piste-muligheder i området.
Naturligvis afhænger det af vejr- og sneforhold, men der er gode off piste-muligheder i området.

Her kan du prøve, hvordan det er at sætte verdensrekord – helt uden at anstrenge dig,« smiler skiguide Michael Zangerl, mens vi står klar til at gå ombord i en af Ischgls teknologiske sejre, svævebanen ’Pardatschgrat-banen’, der flyver sine gæster nede fra byen og op i 2.624 meters højde. Han har helt ret. Det er vældig komfortabelt at sætte rekord på den her måde: De strømlinede gondoler, med tonet glas a la rockstjernebil, glider i en lind strøm ind på perronen. Og man skal ikke engang knokle med at få skiene op i udvendige stativer, som de fleste andre gondollifter er udstyret med. Næ nej, her tager man bare skiene med ind og hægter dem fast i loftet, i en smart designet holder, og sætter sig på de opvarmede sæder og slapper i de trætte benmuskler.

Som en anden Peter Pan flyver man henover himlen med råflotte bjergformationer, granskov og skipister dybt nede. Nogle steder er der 138 meter ned, men rekorden går ud på, at turen klarer en højdeforskel på 1.251 meter fra bund til top. Ingen andre lifter i verden løfter passagererne så højt op i ét hug. Og den lægger ikke engang til ved en mellemstation undervejs.

At det kan lade sig gøre, skyldes bl.a., at gondolen hænger i, og bliver trukket af, hele tre specielle kabler, som man kan få indtryk af på restauranten ved topstationen, hvor en bid af dem er udstillet.

»Jeg troede altså, at de var endnu tykkere«, siger en dame smånervøst, mens hun kratter på kablet med den ene luffe. Hendes mand trækker på skuldrene og foreslår, at de går indenfor og bestiller wienerschnitzel og overlader det tekniske til dem, der har forstand på det.

Teknologisk udvikling

Den nervøse dames mand har faktisk en pointe, for hvis der er noget, de er gode til her i regionen, så er det teknologisk udvikling. De sidste 10 år har de investeret 272 mio. euro i ressortet, og det kan ses på udstyret. Der er kun få gamle slæbelifter tilbage, men masser af nye stolelifter – de er hurtige, og flere af dem har vindskjold og opvarmede sæder, så selv de rå dage bliver gode. Dertil er der usædvanligt mange flotte kabinelifter og gondoler, som forbinder området på gennemtænkt vis, så man kan suse rundt på begge sider af bjergkammen i to lande og på langs af begge dale. Med tonsvis af kombinationsmuligheder. Silvretta-regionen består nemlig både af bjerglandskabet over den østrigske by, Ischgl, i Paznaun-dalen og over den schweiziske by, Samnaun, i nabodalen.

Det hele hænger sammen i et stort – og her menes rigtig stort – og vellykket terræn med 238 kilometer skipister og masser af off piste-muligheder. Vi har at gøre med et af de største skiterræner i Alperne, så det er bare med at komme i sving.

Til det formål har Rejseliv allieret sig med skiguide Michael Zangerl, der skal vise rundt i det enorme terræn. Vi lægger ud på ’schweizer-siden’ denne blæsende, men flotte morgen.

»Du er højt oppe meget af dagen, hvis du vil rundt til de tre smukkeste tinder i Ischgl-Samnaun terrænet. Husk stærk solcreme og godt med vand for at holde energien oppe,« understreger Michael Zangerl, skiguide i Ischgl.
»Du er højt oppe meget af dagen, hvis du vil rundt til de tre smukkeste tinder i Ischgl-Samnaun terrænet. Husk stærk solcreme og godt med vand for at holde energien oppe,« understreger Michael Zangerl, skiguide i Ischgl.

»Det smarte ved at tage derover om formiddagen er nemlig, at det er solrigt, mens der er mere sol på Ischgl-siden over middag,« forklarer han.

Herovre flyver timerne af sted på et par dejligt lange, blå pister og en mængde flot præparerede, røde, og der forekommer at være ekstra højt til himlen, fordi terrænet er så åbent. Men nu foreslår Michael Zangerl at vende tilbage til Østrig og Restaurant Pardorama, hvor han mener, udsigten er flottest. Det kræver først en tur med stoleliften helt op på spidsen af bjerget Viderjoch, og efterhånden som liften nærmer sig toppen, kan vinden rigtig mærkes.

»Derovre ligger toldernes kontor. De stopper jævnligt skiløbere heroppe, især dem med rygsæk,« fortæller Michael og peger med skistaven i retning af et forblæst, lille, gråt hus her i 2.732 meter højde, der ligger præcis der, hvor Schweiz og Østrig støder op til hinanden i en linje gennem bjerglandskabet og dermed indgår i en lykkelig fusion af skiterrænet. Og fra bjergkammen, hvor vi netop er hoppet af stoleliften, kan man se ud over begge lande. Skulle man komme i tvivl om, hvilket land man befinder sig i, så check pælene langs pisterne: Er de røde, er man i Østrig. Og er de sort/røde, er man kommet til Schweiz.

Kun lidt at spare

For år tilbage var det et hit at krydse grænsen på ski og shoppe toldfrit nede i Samnaun, for derefter at fragte rovet tilbage i en, svagt klirrende, rygsæk. Men den stadigt stærkere schweizerfranc har kølet fornøjelsen ved smugleriet, og nu er der kun lidt håndører at spare på en flaske kostbar cognac eller whisky. Til gengæld er de knapt så valutafølsomme turister – f.eks. fra Kina og Rusland – mægtig begejstrede for at shoppe schweizerure, lommeknive og andre prestigesager, så der er skam gang i handlen.

En nem vej ned til shoppingen – eller blot en schweizisk formiddagsespresso – går via den store toetagers gondol fra bjergtinden Tridalp og lige ned til Samnaun by. Man sejler på tværs af et øde bjergpas, mens skiløbere tager de meget længere, men også smukke pister udenom bjergformationerne.

Forestiller man sig en gondol i stil med Londons røde busser, med en indvendig trappe, bliver man skuffet: Vi må bare vælge mellem den øverste eller nederste halvdel, og der bliver man så.

På turen op igen stiger en russisk familie ind, struttende nyekviperede fra top til tå. Det er lige før prismærkerne dingler fra nakken… Den unge datter er i snehvide bukser, pink skihjelm og matchende ski uden en skramme. Hele vejen op tager de billeder af hinanden, inde i gondolen med mobiltelefonen, uden at interessere sig det fjerneste for den fuldkommen betagende udsigt. Men hvad, de smiler henrykt under pelskanten på de dyre hætter. Og hver har jo ret til sin oplevelse af en vellykket dag på ski.

Et par lokale gutter med uglet hår under hjelmen, furede ansigter og slidte, grå anorakker, betragter det russiske fashion-fotoshoot fra det modsatte hjørne af gondolen. Det er svært at aflæse deres ansigtsudtryk, og de siger ingenting. Det er jo, når det kommer til stykket, alle slags turister, man lever af på egnen.

Da gondolen lægger til på toppen, accelererer anorakkerne med ubesværede sving ned over pisten, hvorefter de er ude af syne på få sekunder, mens modeshowet kæmper bravt med overhovedet at få skiene på.

Men frygt ej, for her er plads til alle. Man behøver hverken at være hip, snowboard-agtig rå eller raffineret modekanin. Og selv om rigtig rutinerede skiløbere udfordres i rigt mål, er der også lette pister og en velorganiseret skiskole, endda oppe i terrænet. Det er ikke så værst, for det er faktisk en tam fornemmelse at blive efterladt ved børnebakken nede ved byen, mens vennerne fordufter op i Alperne med spændende lifter, når dagen begynder.

To kilometers højde

Skolen ligger på plateauet Idalp, i over 2 kilometers højde, og der er gondoler derop fra begge sider af Ischgl by, så begyndere tager op sammen med alle de andre skiløbere og således er en del af festen fra dag ét.

»Ischgl er en højt gearet turistby, hvor det er ens egen skyld, hvis man keder sig. Til gengæld er her nok lidt højrøstet for en børnefamilie,« mente Thomas Uhrskov for nogle år siden. Diagnosen holder stadig. Men flere børnefamilier så dog ud til at stornyde pisterne i løbet af dagen.
»Ischgl er en højt gearet turistby, hvor det er ens egen skyld, hvis man keder sig. Til gengæld er her nok lidt højrøstet for en børnefamilie,« mente Thomas Uhrskov for nogle år siden. Diagnosen holder stadig. Men flere børnefamilier så dog ud til at stornyde pisterne i løbet af dagen.

Til gengæld er her fæl myldretid omkring frokost, så vores skiguide, Michael Zangerl, foreslår, at vi haster væk herfra og nedover bjerget på en sidste appetitskærpende ned­fart, inden vi fanger en lift direkte op til restauranten ’Pardorama’, hvor eftermid­dagen planlægges over en schnitzel med udsigt. Nu handler det nemlig om at nå ud til en eller flere af de smukke »stjernetinder,« som han kalder dem, hvor naturoplevelsen er allerflottest.

»Og derefter tager vi ned i byen, hvor du bare skal vælge, hvor du skal holde afterski, spise middag og feste, hvis du orker det,« siger Michael Zangerl med et tilfreds smil. Ikke underligt med det job.

Rejseliv var inviteret til Ischgl af Østrigs Turistbureau

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.