Spaniens St. Tropez

Sitges kæmper med franske og italienske hotspots om at være Middelhavets bedste lille badeby, men den lidt ukendte arkitektoniske perle, mindre end en times kørsel fra Barcelona, vinder på en blanding af høj puls og tilbagelænet hygge året rundt.

Den lukkede bro forbinder de to Maricel-museer tæt på kirken.
Den lukkede bro forbinder de to Maricel-museer tæt på kirken.

Sådan en dag uden for sæsonen, hvor vandet er varmt nok til at bade i fra Platja de Sant Sebastía, og solen står ned fra en skyfri himmel, forstår man godt, hvorfor Sitges har fået sine mange kælenavne: Spaniens St. Tropez, den gyldne kyst, miniture Ibiza og den catalonske perle.

Byen har formået at bevare sin egen identitet, selv om den op gennem det 20.århundrede er vokset fra fiskerleje til kosmopolitisk, stilig badeby med modebutikker, kunstgallerier, festlige barer og gode restauranter til følge bag strækningen med de 17 strande, og på den baggrund også sammenlignes med Portofino, Cannes og Marbella.

Det er specielt den gamle bydel, som har æren for det, med sine velbevarede arkitektoniske seværdigheder, der begynder allerede ved den kønne, lille stationsbygning, hvor mange endagsturister fra Barcelona får det første indtryk af byen. Men det er også hele stemningen af at komme til en by, der er catalonernes egen.

Selv om den i høj grad lever af turisme, er Sitges ikke blevet en destination som andre småbyer på den spanske kyst, der med tiden har ladet sig opsluge af massebyggeri, og har føjet sig efter de rejsendes luner.

Forklaringen er måske også, at Sitges ikke lukker ned for sæsonen, fordi det pga. klimaet er sæson hele året. Med til at gøre byen autentisk er, at den umiddelbart ligner enhver anden provinsby uden anmassende facader med internationale mærkevarer (selv om de fås i mere diskrete multibrand-butikker).

Og så holder de fast i siesta-lukningen midt på eftermiddagen for til gengæld at dyrke traditionen med – meget sen – aftentur på den flisebelagte strandpromenade flere generationer sammen.

Et populært sted for spanske kendisser

Paradoksalt nok er det denne autencitet, som især i nyere tid har virket dragende på velhavere fra spansk sport, kunst og underholdning, og det har været med til at presse priserne på fast ejendom op. Det er nemlig blevet mere og mere populært enten at slå sig ned permanent her eller at købe sig en feriebolig. Men det er alligevel stadig opnåeligt for menigmand at komme på nogle dages citybreak, selv om hotelkapaciteten ikke er øget væsentligt i de senere år for netop at kunne kontrollere turismen, så den ikke går ud over hverdagslivet.

Det var også det enkle, pittoreske ved Sitges, der tiltrak de første turister. Kunstnere og filantroper som Santiago Rusiñol, Ramon Casas, Miquel Utrillo og Charles Deering kom hertil i slutningen af 1800-tallet for at skabe et kraftcenter for udbredelsen af den catalanske modernisme, der er noget mere romantisk i sit udtryk end vores senere nordiske opfattelse af ismen. Efter dem fulgte forfattere, malere, musikere og intellektuelle.

Forinden var spanske udvandrere, de såkaldte Americanos, vendt hjem fra Caribien efter at have skabt formuer i Cuba og Puerto Rico på bl.a. rom-fremstilling, den mest kendte er Facundo Bacardi Masso, og de byggede monumenter over sig selv i barndomsbyen med herskabsvillaer i den populære modernisme eller ’noucentista-stil’, der refererer til en særlig catalansk udgave af jugend.

Derfor fremstår Sitges i dag som en utrolig varieret by, næsten en tour de force i arkitektur, så snart man begynder at gå ned ad de smalle gader som Francesc Gumà, Sant Isidre og Illa de Cuba fra togstationen og det nærliggende turistbureau, der har udstyret os med anvisninger til forskellige tematiske ruter, så vi ikke går glip af noget, byens lidenhed til trods.

På vej ned til byens største seværdighed må vi lige et smut inden om Hotel Romàntic for at se, hvordan mange af herskabshusene fra forrige århundredeskifte stadig er intakte med originale kakler og træudskæringer, og som nu giver vor tids turister mulighed for at opleve lidt af fortidens storhed.

Selv om kirken Sant Bartomeu y Sant Tecla fra middelalderen knejser, som det højeste og naturlige midtpunkt i den ældste del af Sitges, er der konkurrence fra kunst-mæcenen Charles Deerings private palads, Palau Maricel. Det fik hans nære ven, maleren Miquel Utrillo i 1910erne forvandlet fra klosterruin til privat residens ved at sammenlægge det med forfaldne fiskerhuse og totalrenovere indvendigt med søjler, freskoer, kakler og kunst. Den blev forbundet med en bro til bygningen på den anden side af det lille torv, som nu huser Museu Maricel.

Lige ved siden af ligger Museu Cau Ferrat, der var den fælles ven Rusiñols private atelier og lejlighed til hans død i 1931, og er et eklektisk miks af egne værker og værker af bl.a. El Greco og Picasso samt keramik og smedejernskunst.

Den festelige badeby

Selv om arkitekturen, kunsten og historien er et vigtigt aktiv, har Sitges også opnået popularitet som helårsdestination for sin blanding af høj puls og tilbagelænet hygge.

Ligesom sine Middelhavs-konkurrenter står byen ikke tilbage for at lægge bygninger og brosten til en god fest, og arrangerer selv festivaler og konferencer for at tiltrække gæster med spenderbukserne på. Men de læner sig også op ad det faktum, at turisterne kommer på de dage indimellem, hvor der ikke sker en pind.

Hvor man som os triller ned ad hovedstrøgene Sant Francesc og Major til torvet Cap de la Vila og videre ad Jesús og Parellades for at shoppe, falder ind på en tapas-bar og senere en af de moderne restauranter, som er med til at forny byens gastronomiske image, nyder godt af det gode vejr på bystranden og napper en drink i det natteliv, som byen også er kendt for.

Og selvfølgelig går vi tur i aftenmørket på den oplyste strandpromenade, ligesom alle de andre, mens vinden suser sagte i palmetoppene, og Middelhavets bølger slår rytmisk ind mod det gyldne sand.

Berlingske var inviteret af Det Spanske Turistråd og Dipotació Barcelona.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.