Sheikens lokkemad

Madfestival. Gastronomi er Dubais nyeste påfund for at at øge turismen.

Kite Beach er altid populær blandt expats, men emiratierne kommer her også, når de små kantiner serverer streetfood under madfestivalen.
Kite Beach er altid populær blandt expats, men emiratierne kommer her også, når de små kantiner serverer streetfood under madfestivalen.

Dragerne flyver om kap med mågerne i den friske vind under den blå himmel, solen skinner barmhjertigt ned på de bikiniklædte kroppe, og bølgerne slår rytmisk ind mod bredden. Længere inde på stranden duver lounge-musikken ud over den store træterrasse, hvor foodtrucks står parkeret mellem stande med fastfood fra alle verdenshjørner.

Det kunne være weekend på enhver hip strand, men her på Kite Beach i Dubai er eventet noget ganske særligt. Emiratets årlige madfestival, som ikke kun skal lokke en ekstra bid ned, men i det hele taget flere turister til golfstaten, er i fuld gang.

Det skorter ellers ikke på gæster, besøgstallet stiger mellem 7 og 9 procent om året, så der lige nu kommer ca. 12-13 mio. turister om året, men målet er 20 mio. i 2020, og derfor skal der hele tiden findes på nyt, for at holde interessen ved lige. Et af våbnene er festivaler, både business-to-business, men også offentligt tilgængelige arrangementer som dette.

I forvejen er ørkenstaten kendt som et gastronomisk mekka, og med den månedlange ’Dubai Food Festival’ håber man at have givet endnu flere grunde til, at turister vil stille deres sult i emiratet i vinterferien.

De sejler ganske vist hele sæsonen, men dinner cruise på Dubai Creek, med en af de mange dhows pyntet med lysguirlander, indgår i festivalprogrammet, og ombord på det gode skib, Rustar, fortæller chefen for ’Dubai Food Festival’, Debra Greenwood, hvorfor maden er kommet på turistmenuen hernede:

»Mad spiller en stor rolle i et samfund som Dubai, hvor hovedparten af befolkningen kommer udefra og i øvrigt er repræsenteret ved 200 forskellige nationaliteter, så der har altid været stort fokus på restauranter. Derfor har vi brug for den lokale støtte til dette tiltag, men da vi samtidig er et land drevet af turisme, var det oplagt at gøre det til et internationalt event, fordi vi hele tiden er nødt til at have noget nyt, man kan opleve, for at få turisterne til at vende tilbage,« fortæller hun.

Det er i bogstaveligste forstand gastronomi, der står på menuen, når en madfestival i Dubai her i februar for tredje gang ruller food trucks ud på gaderne, opstiller kantiner på stranden og lader de fine restauranter kappes om at finde på nyt.
Det er i bogstaveligste forstand gastronomi, der står på menuen, når en madfestival i Dubai her i februar for tredje gang ruller food trucks ud på gaderne, opstiller kantiner på stranden og lader de fine restauranter kappes om at finde på nyt.

Idéen opstod hos emiratets leder, efter at Dubai i flere år har været vært for en lukket fagmesse om mad, så sheik Ahmed bin Saeed Al Maktoum foreslog, at man bredte interessen for gastronomi ud, og gjorde den til en offentlig begivenhed gennem en festival.

»Dubai er den gastronomiske hovedstad i Mellemøsten. Mange internationale stjernekokke og restaurantkoncepter har åbnet filialer her, fra Jamie Oliver til Gary Rhodes og Cipriani til Nobu, fordi kunderne er her til det. Så man kan få stillet sin sult på mange niveauer og ethvert budget, men vi kan også bruge festivalen til at de, og vi, kan afprøve nye koncepter,« siger Debra Greenwood, mens vi nyder buffeten fra den libanesiske Masterchef-kok Yousef.

Under den madfestival, som vi oplever i februar 2015, er der, udover strandkantiner og foodtrucks, også Dubai Food Carnival over tre dage, hvor byens restauranter stiller boder op med smagsprøver, for at få fat i nye kunder, og skal man dømme efter besøgstallet det første år, 27.000 gæster, var det en succes.

»Der er stor konkurrence om at have den bedste mad, fordi folk både er nysgerrige og kræsne, når der er så meget at vælge imellem,« siger en repræsentant fra Noodle House-kæderestauranterne til os.

De permanente restauranter bruger madfestivalen til at promovere sig.
De permanente restauranter bruger madfestivalen til at promovere sig.

Et andet tiltag er at lade maden komme til gæsten på Mystery Dining, hvor man booker billet til en hel aften uden at vide, hvor man kommer til at spise. Konceptet er så at køre fra ret til ret, sted til sted, fra det gamle til det nye Dubai, for at smage så meget forskellig mad som muligt.

Der er også en hyldest til det indiske køkken, som altid har fyldt meget i emiratiernes eget køkken, først pga. handel med krydderier og siden som følge af den store migration, så Feast Like a Maharajah serverer det bedste fra Indien på en tallerken.

Et af de arrangementer, som gør stort indtryk er fremstødet for det peruvianske køkken, den nye globale trend. Taste of Peru holder til i amfiteatret i Souk Madinat Jumeirah, hvor folkedragter og indianerfløjter giver en forsmag på de tapas-lignende udgaver af de nationale specialiteter ceviche, tiradito, okse-anticuchos og causa.

Der lounges til musik mellem måltiderne på Kite Beach.
Der lounges til musik mellem måltiderne på Kite Beach.

Smagsløgene er i den grad vakt, så vi slutter vores festivalbesøg af på Coya, gourmetrestauranten i det nyåbnede Four Seasons-hotelkompleks. De serverer en moderne fortolkning af det traditionelle, sydamerikanske køkken fra tre åbne køkkener, Ceviche Bar med alt råt fra havet, La Parilla med trækulsgrill og Cocina Central, som tager sig af alt det andet, efter selvfølgelig at have rundet Pisco Bar, der laver skræddersyede cocktails på basis af den populære peruvianske brandy.

Efter vores hjemrejse erfarer vi, at Marriott Hotel har åbnet ’Garden’ efter nogenlunde samme koncept, men med et mere prisvenligt menukort, og at flere peruviansk-inspirerede restauranter er på vej. Så meget desto mere grund til at overveje en ny gastro-rejse, når festivalen ruller ud igen fra d. 25. februar til d. 12. marts.

Rejseliv var inviteret af Dubai Tourism.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.