Risbonde på thailandsk gård

Tre visionære kvinder giver turister i Thailands nordvestlige Sukhothai-provins en anderledes rejseoplevelse. Fællesnævneren er bæredygtighed og anstændig opførsel over for naturen, når vi er med til at plante afgrøder, redde elefanter og støtte lokale tekstilarbejdere.

Man bor naturskønt i hytter på den thailandske bondegårdsferie.
Man bor naturskønt i hytter på den thailandske bondegårdsferie.

Dem, der bor tættest på templet, vågner før solopgang ved den messende lyd fra munkene, som forbereder lokalbefolkningen på, at det snart er tid til at stå op for at donere dem dagens portion kogte ris. Vi andre tager en time mere på øjet, inden det er vores tur til at yde til fællesskabet. Vi skal nemlig plante de ris, som ender i munkenes og alle andres madskåle om 4-5 måneder.

Vi er i Thailands Sukhothai-region midt imellem grænserne til Myanmar og Laos. Allerede i flyet fra Bangkok kan vi se, at det er fladt landbrugsland i et smukt kludetæppe af marker med ikke altid snorlige plovfurer, men det er med til at give dette patchwork af brune og grønne nuancer en levende, organisk struktur fra luften.

Og dagen efter står vi så midt i dette landbrugsområde af rismarker, frugtplantager og grøntsagsbede for at give en hjælpende hånd til et projekt, som blev undfanget lige før årtusindskiftet af en af Thailands rigeste mænd, Prasert Prasartthongosoth. Han ejer den lokale lufthavn og flyselskabet Bangkok Airways, som beflyver den, og han ville udnytte de omkringliggende arealer til et godt formål, som både kom lokalbefolkningen til gode, men også de mennesker, som ville købe deres afgrøder.

Risen bliver plantet i løs mudderjord tilsat vandbøffelgødning.
Risen bliver plantet i løs mudderjord tilsat vandbøffelgødning.

 

Sukhothai ligger kun en times flyrejse fra hovedstaden tæt på grænsen til Laos og Myanmar, og er måske ikke det mest oplagte turistmål. Navnet betyder på sanskrit »morgengryets lykke«, og det var det i hvert fald i nogle hundrede år fra 1238, hvor Thai-imperiet blev regeret herfra, inden magten blev flyttet sydpå til Ayutthaya for til sidst at ende i den nuværende hovedstad Bangkok.

De gyldne år

De gyldne år som kongeligt centrum har sat sine spor med imponerende templer og Buddha-statuer, som efter at være blevet genopdaget og Unesco-stemplet som verdensarv, bliver betragtet som et af de vigtigste historiske mindesmærker i Sydøstasien. Men attraktionen er egentlig landskabet og det uspolerede hverdagsliv uden de store turisthorder. Derfor er vi checket ind på Sukhothai Heritage Resort ikke langt fra Sawankalok. Det kan bedst betegnes som en luksuriøs thailandsk bondegårdsferie, for vi får vores egen lille hytte med udsigt til kanalen, der skiller landbruget fra lufthavnen og det nye tempel, som er på vej.

Vi bliver budt velkommen af projektmanager Sutawadee Chareonrath, der både har ansvaret for de 40 mennesker, som til daglig er tilknyttet det økologiske landbrug, og er værtinde for de op til tyve bed and breakfast-gæster, som hun kan huse ad gangen.

Vi mødes over morgenmad, som vi selv tilbereder, »det er jo et hjem, ikke et hotel«, som hun smilende siger, inden vi sætter os og får forklaringen på, hvad der er så vigtigt ved Kao Hom Sukh.

»Igennem de otte år, som projektet nu har kørt, har vi lært de lokale bønder, at man ikke kun skal dyrke ris og grøntsager til sit eget forbrug, men tænke mere i fællesskaber, så vi sammen kan producere den bedste kvalitet, men også størst mulig kvantitet. Det er den ene side af det, den anden er, at samtidig med at vi er effektive, har vi respekt for naturen, så i stedet for at bruge kemikalier, går vi tilbage til de metoder, som prægede landbruget for 50 år siden,« siger hun.

Vi trækker i det blå arbejdstøj, som består af en løs, kortærmet jakke og knælange shorts med vidde, og tager en stråhat på til at beskytte os mod solen, som allerede brænder godt igennem klokken otte om morgenen. Første stop er en lille andegård, hvor vi skal samle æg til næste dags morgenmad, men også få indblik i den økologiske fødekæde. Ænderne lejes ud til risbønderne, så de æder de snegle, som ellers tager livet af planterne i marken.

Derefter kører vi over til indhegningen med vandbøfler, som er reddet fra det lokale slagtehus for at stå og tygge drøv dagen lang. De skal ikke lave andet end at producere gødning til rismarkerne, for det har vist sig at være det bedste alternativ til den kunstige.

Sangiem Sawanglarp blev inspireret af sit arbejde i rismarken til at starte økologisk tekstil-produktion, der gavner hele hendes landsby.
Sangiem Sawanglarp blev inspireret af sit arbejde i rismarken til at starte økologisk tekstil-produktion, der gavner hele hendes landsby.

 

Vi slår også et smut forbi en lille fabrik, hvor den høstede ris sorteres og pakkes, og her sidder tre kvinder, der med håndkraft sørger for, at rissorterne ikke blandes. Jeg prøver at overtage pladsen for at finde hvide ris i den nye, røde sort, og det er i sandhed et pillearbejde uden lige.

Så er det endelig blevet tid til at komme i marken. Vi møder Pimpila, der både arbejder i forsøgshaven og ude i de rigtige rismarker seks dage om ugen. Vi trækker i lange røjsere og går med i den mudrede mark. Med de bare næver følger vi hendes eksempel og sætter tre-fire forspirede risplanter ad gangen i den pludrede, vandbøffelgøddede jord.

Vi kan slet ikke følge Pimpilas tempo, men får dog plantet det areal, vi skal, men vi tager stråhatten af et øjeblik i respekt for hendes ni timers daglige arbejde med bøjet ryg, da vi efter frokosten – som vi også er med til at lave – kører ud til en af de store marker, hvor hun arbejder til hverdag. Fremover vil en skål ris ikke være det samme for os.

Et bæredygtigt tekstil-kollektiv

Det var mange års arbejde i rismarken, som gav Sangiem Sawanglarp idéen til at skabe et bæredygtigt tekstil-kollektiv i sin landsby, Ban Na Thon Chan i Si Satchanalai-distriktet i midten af 1990erne. Hun havde lagt mærke til, hvordan den sarong, hun havde på, blev blødgjort af mudderet, når hun vaskede den bagefter, og hun tænkte, at man kunne behandle al slags bomuld sådan og på den måde skabe et unikt produkt.

Vi er kørt to timer sydpå i Sukhothai-regionen for at møde Sangiem Sawanglarp og se den landsby, som hun med sit initiativ har fået til at blomstre op. Den er over 200 år gammel og mange af de godt 1.500 indbyggere er efterkommere af Lanna-kongeriet i Chiang Mai. De er kendt som venlige, åbne mennesker. Det er også flid og gæstfrihed, som har sat landsbyen på landkortet og ikke mindst givet indbyggerne en turistpris i 2012 som et eksempel på, hvordan man hæger om sin kultur.

Orithai er væver i landsbyen Ban Na Thon Chan.
Orithai er væver i landsbyen Ban Na Thon Chan.

 

»I begyndelsen var vi kun 20 familier, men nu støtter ti gange så mange op om vores projekt, som i bund og grund handler om vores tro på, at alt hvad vi foretager os skal være i balance med naturen,« siger fru Sawanglarp.

Hun viser os mudderbadene til bomulden og de plantefarvede tråde på det centrale værksted, inden Orathai, en af landsbyens vævere, giver os en rundvisning, for til sidst at sætte sig ved spinderokken og væven under sit eget hus på stolper.

Over frokost i landsbyens eneste restaurant, Natonchan, hvor fru Sawanglarp ikke er bleg for også at stå ved gryderne, fortæller hun om målgruppen for stofferne og det færdige tøj, ikke mindst de skønneste sjaler, som sælges i butikken ved siden af og fra udvalgte steder i Bangkok:

»Det er de veluddannede voksne, dels har de flere penge, og dels har de en større bevidsthed om bæredygtighed, og dermed bliver vores varer et statussymbol. Det kan være svært at komme bredt ud med budskabet om økologi, fordi mange, både forbrugere og fabrikanter, ikke har tålmodighed til at vente den tid, det tager at fremstille tingene på en forsvarlig måde.«

Et par kilometer nede ad jordvejen har vi en aftale med en anden foretagsom kvinde, der har fået ørenlyd for sin sag, som ligger i forlængelse af de to andre kvinders.

Vild med elefanter

Britisk-fødte Katherine Connor tager imod os ved indgangen til Boon Lott’s Elephant Sanctuary, og sammen går vi igennem skoven, som hun og hendes thailandske mand selv har skabt for at give parkens elefanter det mest naturlige habitat. Hun er det, man vil kalde et livstykke: gennem 13 år har hun arbejdet utrætteligt for at forbedre thailandske elefanters vilkår, samtidig med, at hun har fået fem børn mellem 7 mdr. og 8 år. Hun kæmper for elefanterne – både gennem sit fysiske arbejde med elefanterne, men også politisk med at påvirke det officielle Thailand til at forbedre forholdene for de store dyr.

Katherine Connor har viet sit liv til at redde thailandske elefanter fra træindustrien og turistbranchen.
Katherine Connor har viet sit liv til at redde thailandske elefanter fra træindustrien og turistbranchen.

 

»Helt banalt begynder min egen historie med Dumbo. Jeg har altid været vild med elefanter, og det var en selvfølge, at jeg skulle herover som ung backpacker og arbejde frivilligt med dem i forskellige lejre. Vendepunktet for mig kom omkring årtusindskiftet, hvor jeg købte en for tidlig født elefantunge, som ejeren ville skille fra sin mor, så hun kunne komme tilbage og udføre sit ulovlige arbejde med at logge træ,« fortæller hun og fortsætter:

»Det var både mentalt og fysisk uforsvarligt, og jeg gjorde, hvad jeg kunne for at redde den, men til sidst kunne den ikke mere, og døde lidt over to år gammel, mens jeg holdt om den. Jeg synes ikke, Boon Lott skulle dø forgæves som en del af en statistik, og derfor besluttede jeg mig for at skabe dette sted,« fortæller Katherine Connor om elefantreservatet, der er opkaldt efter hendes første elefant.

Lige nu har de 12 elefanter, som enten har traumer eller fysiske skader – alt fra hudsår til svage rygge og brækkede ankler. Nogle af dem har de fået, andre har de samlet penge til at kunne købe fri, og hun er ikke i tvivl om, at tivoliseringen af elefanterne må stoppe:

»Vi må give dem friheden og værdigheden tilbage. Jeg synes, der er sket store fremskridt de sidste fem år, hvor det er gået op for mange, at det ikke er sundt for elefanterne at bære rundt på turister i en kasse, fordi det ødelægger deres rygrad, eller lade de små unger stå på bagbenene i en forestilling, som også kan skade deres førlighed.«

»Denne form for turisme er snart fortid. Jeg forstår godt, at mange gerne vil tæt på disse vidunderlige dyr, men så kan man enten være med til at vaske dem, eller sidde på skuldrene af dem, ligesom deres mahout, hvis man absolut vil ride på dem,« siger Katherine Connor.

Hendes og mandens projekt lever på donationer og frivillighed, men netop for at understrege, at det ikke er en klappe-zoo, men et seriøst, rekreativt sted for dyrene, er det kun de to og de ansatte elefanthyrder, der må røre dyrene.

»Til gengæld har vi brug for alle de hænder, vi kan få, til at muge ud, skære foder og tage sig af alle de andre dyr, vi også tager ind, fordi de er til overs i det thailandske samfund,« siger hun og viser os vildsvin, hunde og katte, som har fået et nyt hjem side om side med de majestætiske, asiatiske elefanter.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.