Rio de Janeiro – den gryende kulturmetropol

Rio de Janeiros kulturscene blomstrer, og alternative spillesteder, banebrydende gallerier og et livligt kunstnermiljø konkurrerer med bossanova-klubber og de legendariske strande om turisternes opmærksomhed.

Når du har brug for en pause fra den pulserende kultur, lokker Rios legendariske strande - her 
Ipanema med udsigt til Pão de Açúcar, Sukkertoppen. Fotos: Michelle Arrouas
Når du har brug for en pause fra den pulserende kultur, lokker Rios legendariske strande - her Ipanema med udsigt til Pão de Açúcar, Sukkertoppen. Fotos: Michelle Arrouas

Scenen er badet i blåt lys, og midt på den sidder en avantgardekomponist bøjet over en synthesizer og en bunke kabler. Der er ikke noget beat, så den elektroniske musik glider ud over publikum som en øredøvende bølge. En gruppe sortklædte unge med piercinger og skæve frisurer nikker anerkendende, mens en ældre, gråhåret musikanmelder skiftevis holder sig for ørerne og begejstret tager noter. To piger pludrer lavmælt på portugisisk. De er de eneste, der afslører, at vi er til den eksperimenterende musikfestival ’Novas Frequencias’ i Rio de Janeiros Ipanema-kvarter og ikke på en undergrundsklub i Berlin.

Der er få hundrede meter til stranden, men lysår til bossanova-klassikeren Girl from Ipanema. Sinatra-sangen bliver spillet på ethvert gadehjørne i de turistede kvarterer og har i årevis været turisternes soundtrack til det solrige Brasilien, men hittet er ude af dur med de unge brasilianere. De hører eksperimenterende, elektronisk musik på mørke natklubber og indie-rock på byens alternative spillesteder, og både internationale medier og tilrejsende turister er begyndt at øjne et andet, mere moderne Brasilien.

»Folk tror stadig, at vi hører bossanova, mens vi danser capoeira eller samba, men vi har også en moderne musikscene. Vi laver god techno, god ambience og god støjmusik, og der er både efterspørgsel efter brasilianske musikere i udlandet og efter eksperimenterende, udenlandske kunstnere i Rio,« fortæller Chico Dub, der er leder af Novas Frequencias-festivalen.

Han har i fem år arbejdet med at importere elektroniske avantgarde-musikere til Rio de Janeiro for at spille på festivalen, og han fortæller, at den internationale kunstscene er begyndt at få øjnene op for Rio de Janeiro som kulturby – og ikke kun badeby.

»Da jeg startede festivalen for fem år siden, måtte jeg lokke udenlandske musikere hertil med løfter om en miniferie – de kendte ikke andet til Rio end klichéerne om karneval og strande. I dag skriver de og spørger, om vi ikke vil booke dem til festivalen, fordi de gerne vil hertil og udforske kunstscenen,« fortæller den brasilianske festivalarrangør.

Felicia Atkinson er en af de udenlandske kunstnere, der lige så gerne tager til byer som Rio de Janeiro, Bangkok eller Taiwan for at opdage ny kunst og musik, som hun tager til klassiske kulturbyer som New York, London eller Paris. Hun har tilbragt tre uger i Rio på en kunstresidens i en lokal billedkunstners atelier før sin koncert på festivalen, og hun er imponeret over den lokale kunstscene.

»Der er et virkelig tæt sammenhold mellem kunstnerne i Rio, og kunstscenen er meget levende. Det er virkelig imponerende, hvor mange mennesker, der kommer til koncerterne, især i betragtning af, hvor eksperimenterende og alternativ musikken er,« fortæller den franske støj-musiker.

Hun fortæller, at hun de seneste år i stigende grad bliver booket til at spille koncerter i vækstlande verden over og ikke kun i Europa og USA, hvor den eksperimenterende musik historisk har hørt hjemme.

»Der er virkelig sket noget de sidste par år, pludselig bliver vi booket til at spille i Mexico City, Taiwan og Rio de Janeiro. Nogle af byerne halter stadig lidt bagefter, men scenen vokser hurtigt,« fortæller Felicia Atkinson om de eksperimenterende kunstneres nye legepladser.

At den eksperimentale, legesyge og unge kunst har fået et nyt hjem i Rio de Janeiro, viser sig tydeligt på en gåtur gennem byens galleri-kvarterer. Gallerier som Anita Schwartz, LURIXS, Luciana Caravello, A Gentil Carioca og Artur Fidalgo præsenterer nytænkende og nutidige brasilianske og internationale kunstnere, og til åbningsreceptionerne sipper stilfulde lokale hvidvin, præcis som når kunst-kliker gallerihopper sig gennem Paris.

»Scenen har ændret sig enormt meget de sidste fem til ti år. Der er kommet mange flere gallerier, både gallerierne og kunstnerne er blevet mere professionelle, og der er meget mere international opmærksomhed og efterspørgsel efter brasilianske kunstnere,« fortæller Luciana Caravello, der driver det anerkendte galleri af samme navn i galleriområdet på grænsen mellem Ipanema og Leblon.

Her ligger gallerierne side om side med dyre modebutikker, farverige juicebarer og hippe restauranter og barer. Kvarteret ligger klemt inde på en tange mellem Atlanterhavet mod syd og Rodrigue de Freitas-søen mod nord, og om aftenen forvandler det sig til en legeplads for Rios velhavende, kreative klasse. På art deco-restauranten Bar Lagoa serverer tjenere i hvidt friskfanget fisk for gæsterne på terrassen med udsigt til de oplyste barer rundt om søen, mens alle får nye venner på det legendariske værtshus Jobi Bar i Leblon-kvarteret eller en promille på, når de tilbringer aftenen på Academia de Cachaca, opkaldt efter hovedingrediensen i nationaldrinken caipirinha. På barerne blander lokale sig med de turister, der leder efter et mindre turistet Brasilien end det, de finder omkring hotellerne langs Copacabana-stranden.

Også på Museu de Arte do Rio de Janeiro, som er dedikeret til kunst i og om byen, oplever man stigende international interesse. Museets kulturelle leder, Clarissa Dinz, fortæller, at internationalt anerkendte museer som Guggenheim i New York har dedikeret udstillinger til brasiliansk kunst, og at interessen er vokset i takt med kunstscenen i Brasilien.

»Kunstscenen er vokset meget, men det er ikke kun nyt – det er de seneste 15 år, at den er vokset og har vundet momentum. Der er kommet flere kunstuddannelser, flere kunstnere, flere gallerier og mere international opmærksomhed,« siger den kulturelle leder af museet, der åbnede i 2013.

Hun fortæller, at både internationale kunstsamlere og turister i stigende grad lægger vejen forbi museet, når de er i Rio de Janeiro.

»Vi kan mærke en øget tilstrømning af internationale gæster. Det er klart, at de kan mærke den interesse, der er for brasiliansk kunst internationalt. Jeg tror, de kommer for at få en dybere forståelse af brasiliansk kultur og se en anden side af byen, end de gør, når de går på stranden. Det tiltrækker turister, at byen også byder på gallerier og museer,« siger museumslederen.

Internationale kunstnere strømmer også til Rio de Janeiro, og en af dem er den danske billedkunstner Jesper Dyrehauge. I april udstiller han på det prestigefyldte galleri Anita Schwartz, der ligger mellem Rio de Janeiros berømte botaniske have og byens elegante væddeløbsbane.

I 2014 var han med-kurator på en udstilling om nutidig brasiliansk kunst på galleriet Die Raum i Berlin, efter han samme år havde forelsket sig i den brasilianske kunstscenes energi.

»Det er en meget hurtigt voksende kunstscene. Der er de etablerede gallerier, men der foregår også meget, som er mere græsrodsagtigt og ikke handler om profit. Samtidig er der virkelig en følelse af et lille samfund, hvor alle kender alle,« fortæller Jesper Dyrehauge, der er i Rio de Janeiro for at forberede udstillingen.

»De sidste mange år har der været stor interesse for brasiliansk og sydamerikansk kunst, og den bølge er ikke helt toppet. De brasilianske kunstnere har en anden måde at arbejde på og en anden følsomhed for materialer, og de har fået meget opmærksomhed på biennaler og kunstmesser de sidste par år,« fortæller han.

Når han udforsker kunstscenen i Rio de Janeiro, er han ofte forbi A Gential Carioca, et kunstner-kooperativ i byens Centro-kvarter, eller kunstskolen i Parque Lage. Byens skole for visuel kunst hører hjemme i et palæ fra 1920erne, der ligger midt i en smuk, regnskovsagtig park, og kunstinteresserede lokale og galleriejere på jagt efter nyt talent lægger ofte vejen forbi. Studerende sidder rundt om poolen i midten af palæet og drikker kaffe fra caféen, der er åben for alle, mens viceværten forbereder næste udstilling. En del af skolen er dedikeret til at udstille studerende og lokale kunstneres værker, og der er ofte åbningsreceptioner, koncerter og andre kunst-arrangementer.

»Hvis man vil udforske kunstscenen, er det bedst at dukke op her eller andre steder med kunst, man godt kan lide, og spørge, hvad der sker. Kunstscenen er så græsrodsagtig, og der sker så meget, at mange udstillingssteder ikke er med i guiderne, og det skifter hurtigt,« fortæller Jesper Dyrehauge.

Kunsthotellet Casalegre er et af de græsrodsinitiativer, der ikke optræder i guidebøger eller brochurer om Rio de Janeiros kunstscene. Kunstelskeren Daniel Almeida åbnede hotellet for at have et sted at udstille den kunst, han har købt gennem årene og for at give unge kunstnere mulighed for at vise deres kunst frem for omverdenen. Kunstnere kan ansøge om at bo gratis på hotellet, der er et galleri og på værelserne er der skulpturer og malerier af lokale kunstnere.

»De turister, der vælger at bo hos os, kommer for at opleve en anden side af Rio de Janeiro, end den de oplever nede på strandene. De vil opleve den kulturelle, lokale side af Rio og det kvarter kunstnerne bor i,« fortæller Daniel Almeida.

Hotellet ligger i Santa Teresa-kvarteret, en bydel på toppen af et af Rio de Janeiros mange bjerge. De smalle veje snor sig op ad bjerget, og fra de storladne, men faldefærdige villaer falder Rio de Janeiro for ens fødder. Graffiti og vægmalerier vidner om bydelens kunstneriske karakter.

»Kunstnerne bor og har atelierer her, fordi her er mere ro, mere lokalt og mere autentisk heroppe. Det er den verden, vi prøver at give turister adgang til,« fortæller kunstelskeren og hotelejeren.

Hotellet ligger få meter fra restauranten og baren Armazem Sao Thiago, der bliver kaldt Bar do Gomez på grund af den venlige ejer. På trods og på grund af sin historiske status – baren åbnede i 1919 og er ikke blevet istandsat siden – tiltrækker stedet unge kunstnere, der blander sig med de ældre stamgæster og fylder fortovet foran baren op med latter og klirrende glas til langt ud på natten. Rundt om hjørnet ligger det lille luksushotel Hotel Santa Teresa, der med sin eksklusive restaurant Tereze tiltrækker et mere veletableret publikum. Heroppefra kan man kigge ned på Copacabana og Ipanema, hvor festivalen Novas Frequencias præsenterer et dedikeret publikum for eksperimenterende musik.

Spillestedet, som festivalen foregår på, hedder Oi Futuro, der betyder ’hej fremtid’ på portugisisk. Og ifølge festivalarrangøren Chico Dub er det et passende navn for et spillested, der lægger scene til en del af Rio de Janeiros kulturelle opblomstring.

»Det er en lille bevægelse, og den er kun lige gået i gang. Men folk er langsomt ved at opdage, at der er meget bedre grunde til at besøge Rio de Janeiro end bossanova og bikinier.«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.