Phuket vil med på verdensarvslisten

Det er solen og strandene, der tiltrækker turister til den thailandske ø Phuket. Men øen byder også på charme og historie, hvilket skal gøre den fortjent til verdensarvslisten.

Den renoverede gade Soi Romanee – så flot kan det blive.
Den renoverede gade Soi Romanee – så flot kan det blive.

Hammerslagene lyder rytmisk ned gennem gaden og bliver højere og højere, som vi nærmer os.

To mænd slår skiftevis på det glødende stykke jern på ambolten. Den ene er Mr. Poo. Han er kineser, og hans familie har haft smedjen i nederste etage i det traditionelle shop-house – de smalle, men dybe, byhuse med forretning eller værksted i stueetagen og beboelse ovenpå – i Dibuk-gaden i 80 år.

Vi slentrer videre ned ad gaden i det historiske centrum af Phuket by, som trods de gamle huse stadig er en levende bydel med hverdagssysler i de fleste af byhusene i rækken.

Vi runder et hjørne, passerer forretningsgaden Thalang Road og drejer ind på parallelgaden, Phang-Nga Road med det legendariske »On On Hotel«, som har været lukket i et års tid for en større renovering.

Hotellet fra 1929 er byens første hotel, og det blev hurtigt stedet, hvor de lokale tinmine-ejere mødtes med handelsmændene, og hvor de europæiske sømænd overnattede. »On On« er afledt af det kinesiske »un un«, som betyder lykke for alle besøgende.

I 2000 blev det lidt ramponerede hotel kult med filmen »The Beach«, for flere scener er indspillet her. Blandt andet var det i værelse 12, at Leonardo DiCaprio overnattede.

Nu hedder værelset 204 og er som det øvrige hotel blevet opgraderet, men i en stil, der er tro mod historien og den gammeldags stemning, men med et moderne tvist.

El-master og ledninger

Vi forsøger at tage et foto af hotellets kønne hvide facade, men en el-mast omviklet af et mylder af ledninger i et strømkaos, som man kun oplever det på disse breddegrader, er umulig at komme uden om.

Snart er de dominerende elmaster forhåbentlig forhistorie i det historiske Phuket Town. De første gader i den gamle bydel og China-Town, blandt andet en del af Thalang Road, hvor man som noget nyt lukker for trafikken hver søndag mellem kl. 16 og 22 og holder »gågade-marked«, har fået lagt elforsyningen i jorden.

»On On Hotel« er byens ældste hotle, og det var her flere scener i filmen »The Beach« blev optaget i år 2000.
»On On Hotel« er byens ældste hotle, og det var her flere scener i filmen »The Beach« blev optaget i år 2000.

Og det er bare et af de tiltag, som byen er i færd med at gennemføre mod målet: At få en World Heritage udnævnelse fra UNESCO.

Sådan som andre havnebyer længere mod syd på den gamle handelsrute allerede har fået.

Det er især de to malaysiske byer, Kingston på Penang og Melaka på den malaysiske halvø, som begge har fået etableret en lukrativ turisme på deres verdensarv-titel, man skeler til.

Phuket Town kan føre sin historie tilbage ca. 100 år før vor tidsregning, hvor indiske handelsfolk grundlagde byen. Fire hundrede år senere omtalte en græsk geograf, Ptolery, byen som »Jang Si Lang«. Men senere er det navnet »Junk Ceylon«, som optræder på antikke kort over Thailand.

Der er på øen fundet spor efter en oprindelig befolkning, som minder om Malaysias Semang pygmæer.

Ellers var øens beboere de såkaldte havsigøjnere, som flyttede mellem bugterne med deres husbåde alt efter vind, vejr og bølger, ud over de tilrejste folk i Phuket Town, som levede af skibene på handelsruten mellem Kina og Indien.

Europæerne kom

I 1600-tallet dukkede de første europæere op. Først portugisere, så franskmænd og britiske handelsmænd, som havde hørt om tinminer på øen. Men først i begyndelsen af 1900-tallet boomer tinindustrien for alvor, da kinesiske indvandrere slår sig ned og bringer arbejdere i tusindvis til øen.

Med sig har de deres kultur, og da de gifter sig med thai’er bliver mikset kaldt Baba-folket. Det er dem, der opfører den Phuket Town, vi ser i dag.

De rige tinmine-ejere bygger med tykke vægge og højt til loftet, så der er køligt inden døre, og arkitekturen bliver en blanding af portugisiske og kinesiske traditioner.

Den såkaldte sino-portugisiske stil, som findes både i tin-baronernes palæer og de shop-houses, som købmænd og håndværkere i kølvandet på tin-eventyret også fik råd til at bygge.

Det er denne arv, byen vil have frem i lyset, og det arbejde er i fuld gang.

Blandt andet med de unge kineseres investeringer i deres familiers gamle shop-houses.

En del familier har forladt de gamle huse inde i bymidten og er flyttet til mere tidssvarende boliger i andre kvarterer i byen, men nu restaurerer den unge generation de ellers forfaldne huse og indretter dem med sjove caféer og forretninger.

Stadig flere af de smukke huse genopstår i fordums farvestrålende glans. Og hvordan det hele engang kan ende, kan man se i Soi Romanee, en lille gade mellem Thalang og Dibuk, hvor næsten alle huse er renoveret og malet i friske farver, hvor elledningerne er gravet ned, og hvor fine røde kinesiske lygter hænger over gaden.

Det er kønt, og de lokale brudepar kommer forbi med bryllupsfotografen for at blive foreviget i de romantiske rammer. Ingen spilder en tanke, at det i gamle dage var her, at bordellerne og spille- og opiumshulerne lå. Nu er nattelivet mere fredeligt med caféer og en jazzbar.

Soi Romanee, en lille gade mellem Thalang og Dibuk, hvor flere lokale brudepar kommer forbi med bryllupsfotografen for at blive foreviget i de romantiske rammer.
Soi Romanee, en lille gade mellem Thalang og Dibuk, hvor flere lokale brudepar kommer forbi med bryllupsfotografen for at blive foreviget i de romantiske rammer.

Vores rundtur i byen er på egen hånd. Men hver mandag og onsdag kan man tage med på en guidet rundvisning i de gamle gader, en »Heritage Trail Walking Tour«. Det er også en af nyskabelserne i byen.

Turen omfatter et besøg i »Phuket Thaihua Museum«, hvor øens historie fortælles fra den kinesiske indvandring over tinmine-eventyret til det lokale køkken.

Museet har til huse i en smuk nyrestaureret bygning, også sino-portugisisk, der tidligere var kinesisk skole, og ligger i centrum på TH. Krabi-gaden, der er forlængelse af Thalang-gaden.

Chinpracha-palæet

På samme gade ligger også et privat museum, »Chinpracha House«, der blev bygget i 1903 af en søn af en kineser fra Hokkien-regionen, som var immigreret til øen et halvt hundrede år tidligere og gjorde lykken i tin-minerne.

Tan Ma Siang hed han, og han byggede også det smukke nabopalæ, hvor Phukets toprestaurant, »Blue Elephant« har adresse.

I dag er det sjette generation af familien, som bor i Chinpracha-palæet og har åbnet det som museum.

Et andet velbevaret hus er det 100 år gamle hus, hvor Madame Rose driver restaurant »Raya«.

Her ser ud, som dengang, huset blev bygget med de oprindelige kakkelgulve, antikviteter og gamle plakater. Der er servering i to etager og kinesisk køkken. Restauranten ligger på Dibuk Road.

Restauranter, forretninger og sjove detaljer

Hele tiden fanges øjnene af små forretninger, sjove detaljer og pudsige indfald – som den klon mellem en thairestaurant og en britisk fodboldpub, som »Ansfield Café« er.

Den ligger på Yaowarat Road nær hjørnet ved Phang Nga gaden med »You will never walk alone« malet under loftet, storskærm i thai-størrelse og jubel og kold øl i glassene, når der vises Premium League kampe lørdag og søndag eftermiddage – og så er der ellers almindelig thai-restaurant ind imellem.

»Natural Restaurant« er også en af de mere specielle. Restauranten har mere end tyve års historie på Soi Puthorn midt i byens centrum, hvor den ligger som en edens have med terrasser og forskudte etager i tilfældig uorden og blomstende krukker og hængende planter.

En endnu ældre historie har amulet-sælgernes gade formentlig. Det er en lille smøge mellem Phang Nga Road og Th Rassada, med en række boder fyldt med lykkebringende amuletter. Nye og gamle amuletter.

Billige og dyre – og ikke ment som en souvenir, endnu da.

For hvem ved, hvad der sker, når byen en dag når sit mål og bliver hele verdens arv?

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.