På ørkentur i Bolivia

I det vestlige Sydamerika finder man Atacamaørkenen, der strækker sig fra Chile ind i Bolivia, hvor den møder saltørkenen Salar de Uyuni. Området er stort set ubeboligt for mennesker, hvorfor naturen i særlig grad er uberørt og rå. Tag med på en tur til røde og grønne søer og den uendelige saltørken.

Golde bolivianske ørken og de sneklædte bjerge i baggrunden.
Golde bolivianske ørken og de sneklædte bjerge i baggrunden.

Allerede ved ankomsten til San Pedro de Atacama i det nordlige Chile kan man fornemme den særlige stemning, der hviler over den lille ørkenby.

Byen er sidste stop inden et tre dages eventyr i ørkenen, caféer sidder turister og læser om den kommende ørkentur i deres guidebøger, byen er spækket med små butikker, der sælger soveposer, drikkedunke, jakker og skiundertøj, og alle de små købmandsbutikker har et bredt udvalg af mad, der kan holde sig tre dage i en lomme.

Med hver vores livsvigtige femliters vanddunk stramt surret fast på firhjulstrækkerens tag forlader vi næste morgen San Pedro under morgengryets røde og gule himmel. Rejselederen har med stor alvor i stemmen forklaret, at vi ikke kan købe vand i de kommende tre dage, så de fem liter, vi har fået besked på at købe, er en essentiel del af oppakningen.

Med tanke på, at Atacamaørkenen er det tørreste sted på jorden, er det paradoksalt, at områdets smukkeste trækplastre er en håndfuld lagunas (søer). For mange hundrede år siden var der år med masser af regnvejr i området, og det er den regn, der fyldte nogle af de søer, man stadig ser i dag. Andre blev fyldt med smeltevand fra gletsjere i slutningen af sidste istid.

På grund af det tørre klima fordamper der mere vand, end der kommer til ved det sjældne og meget begrænsede nedbør, og i takt med at søerne af den grund svinder ind, stiger koncentrationen af både salt og mineraler, hvilket det skaber omstændighederne for de søer, der i dag har besynderlige farver.

Den første sø er Laguna Verde (den grønne lagune, red.), som er en saltsø, der ligger for foden af vulkanen Licancabur. Vi har kørt en halv times tid i en knirkende firehjulstrækker, og da vi stiger ud af bilen, er kontrasten til den larmende motor og de bedste 90’er-hits på cden, enorm.

Stilheden her ved søen er altoverdøvende.

This template (BMLinkBundle:Block:link_box.html.twig) should be overridden!

Med hoved på kanten af den bolivianske ørken
Det er, som om vi har fået vat i ørerne, og kun vandets blide klukken overbeviser os om det modsatte. Solens stråler spiller i de små krusninger på søens turkisblå overflade. Det er søens indhold af arsenik og andre mineraler, der har givet den sin karakteristiske farve, der varierer fra turkis til smaragdgrøn alt efter vind og vejr.

Få kilometer senere bliver det vores tur til at komme en tur i mineralerne. Vi gør stop ved en varm kilde, hvor vi efter en lynomklædning i minus fem grader lægger os tilrette i det varme vand. Længe ligger vi i stilhed med hovedet på kanten af den lille pool og stirrer ud over den golde bolivianske ørken og de sneklædte bjerge i baggrunden.

Da solen nærmer sig horisonten, har vi kørt i 12 timer.

Flere laguner og et månelandskabslignende gejserområde er tilbagelagt i løbet af dagen, og ud af ingenting dukker en lille klynge huse op i det fjerne. Det har ikke noget navn, men det er her, vi skal overnatte. I et hus med rå stenvægge, døre, der er så skæve, at de ikke kan lukkes, og uden strøm, varme eller isolation. Her er tre værelser med plads til seks personer i hver, et toilet og en spisesal sparsomt møbleret med plastichavemøbler.

Det eneste andet menneskebyggede i nærheden er en klynge huse, beboet af lokale, hvis børn stiller sig og synger for os i håbet om at tjene en skilling.

Vi er 4.500 meters højde og den tynde luft kan mærkes.

Man bliver forpustet af at gå på toilettet, trækker vejret tungere og hurtigere, og selv den ikke nær tilstrækkelige mængde spaghetti med kødsovs, der udgør aftensmaden, er en kamp at indtage.

This template (BMLinkBundle:Block:link_box.html.twig) should be overridden!

Der bliver ikke konverseret over maden den aften. Ikke fordi, vi ikke vil, men fordi, det er umuligt at få ilt nok til både at spise og snakke.

Da jeg senere går ud for at spørge vores guide, hvad tid vi skal køre næste morgen, finder jeg ham i et lidt mere veludrustet rum. Med en kold øl i hånden sidder han i et nogenlunde lunt rum og ser tv med de andre chauffører. Der er altså både varme og elektricitet her, men som turist skal man have den autentiske oplevelse.

De kolde nætter og de varme dage
Autentisk er lig med koldt, de fleste sover med hue, handsker, skiundertøj, lange bukser og trøjer under sovepose og ottelamauldtæpper. Og den tynde luft gør, at alle sover uroligt og let. Men vågner op til en utrolig smuk og farverig himmel med en sol så kraftig, at den hurtig får gennemvarmet vores gennemkolde kroppe.

På vej mod endnu en laguna fortæller chaufføren Edgar, at temperaturen nåede ned på minus 35 grader den foregående nat. Solens rolle er altafgørende i det golde højland, og det får temperaturerne til at svinge med helt op til 65-70 grader fra nat til dag.

Edgars fugede og solbrændte kinder fortæller historien om hvordan det er, dag efter dag, at udsætte sin krop for 25-30 graders varme i solen og ekstrem kulde om natten. Jeg har gættet på, at Edgar er mellem 45 og 50.

Han er veintinueve, 29 år gammel.

Dagens første stop er et af turens smukkeste. På grund af pigmentforandringer hos alger og røde sedimenter er vandet i Laguna Colorada rødt. Da det samtidig er en meget lavvandet sø, er det tilholdssted for store grupper flamingoer, der tripper rundt i søen på deres lange elegante ben på jagt efter alger. Vi kan gå helt tæt på de smukke fugle. De ænser os ikke, dette er deres verden.

Resten af dagen kører vi videre gennem ørkenen, ser lagunas, bjerge og betagende klippeformationer, inden vi sidst på eftermiddagen ankommer til udkanten af Salar de Uyuni.

Salar de Uyuni er verdens største saltflade og umulig at beskrive med ord. Selv billeder kan kun svagt gengive den storhed, der er over dette unikke sted. Og selv om Atacamaørkenens nådesløse tørke og smukke og farverige lagunas er en speciel oplevelse, er der ingen tvivl om, at Salar de Uyuni er hovedattraktionen i dette hjørne af verden.

Fladen er kommet til, efter en forhistorisk sø først opstod – for mellem 30.000 og 42.000 år siden – og siden udtørrede. Da den udtørrede, efterlod den sig to mindre søer og to kæmpe saltørkener, hvoraf Salar de Uyuni er den største. 10.582 km2 er saltflagen. Det er større end Fyn og Sjælland til sammen. I regnsæsonen dækkes Salar de Uyuni af et lag vand, der kommer ad floder helt fra Titicacasøen på grænsen mellem Bolivia og Peru.

Edgar triller firhjulstrækkeren ud på saltfladen, og vi får for første gang den fornemmelse, vi har ventet på. Fornemmelsen af at køre ud i det uendelige. Selv om vi kan høre motoren arbejde og mærke bevægelsen i bilen, føles det som om, vi holder stille. Her er intet at køre forbi, ingen form for markeringer, end ikke noget at køre hen mod. Saltflagen ligger 3.656 meter over havets overflade og varierer ikke mere end maksimalt én meter i højden.

Det er dette komplet flade udseende, der giver en helt særlig fornemmelse af, at man ser ud i uendeligheden til alle sider.Der er ingen horisontlinje, himmel og jord står i ét. Det er en betagende oplevelse.

Da vi stopper bilen og stiger ud, går jeg længe rundt for mig selv og ser ud i uendeligheden. Da jeg vender mig om, er jeg kommet langt væk fra bilen. Jeg forsøger at løbe tilbage, men må efter nogle minutter stoppe og hive efter vejret i den tynde luft. Og jeg er ikke kommet synligt tættere på bilen. Min afstandsbedømmelse er sat helt ud af funktion. Det er lige skræmmende – og meget unikt.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.