På cykel i de østrigske alper

Gasteinerdalen i de østrigske alper er oplagt til en ferie på to mountainbikehjul. Uanset om man er øvet eller nybegynder – den bjergrige dal gemmer både på udfordrende og mere familievenlige etaper.

Det vigtigste værktøj på turen, må siges at være cyklen.
Det vigtigste værktøj på turen, må siges at være cyklen.

Som så mange andre af Østrigs bjergområder, der i vinterhalvåret er legeplads for skientusiaster, er Gasteinerdalen også fuld af muligheder for aktiv ferie, selv om bjergene ikke er klædt i hvidt.

Gasteinerdalen er en cirka 40 km lang dal, som er omkranset af bjerge. Der er kun adgang til dalen gennem to tunneler, og dalens tre landsbyer, Dorfgastein, Bad Hofgastein og Bad Gastein, er forbundet af en enkelt større, gennemgående landevej. Holder man sig væk fra den, er dalen oplagt til cykelferie, som lige præcis er det, vi er her for at prøve.

»Vi« er syv personer i varierende fysisk form. I den ene ende af skalaen har vi en person, som løber maraton og som cykler 800 kilometer om ugen. I den anden ende en tidligere aktiv sportsudøver, som på grund af en rygsygdom har svært ved at dyrke motion. Og så er der os midt imellem.

Almindelige danskere med sporadiske fysiske aktiviteter i det omfang, hverdagen tillader det. Turens store spørgsmål er, om den brogede gruppe alle kan få udbytte af cykelturene.

»Der går straks Tour de France i den«

Basen er Bad Hofgastein, en lille by med en hyggelig bymidte. Det er her, vi starter vores to-dages udflugt på mountainbike, først med en flad prolog langs Gasteiner Ache floden og gennem et par af dalens små, hyggelige landsbyer. Solen er trængt igennem skydækket og temperaturen er på den rigtige side af 20 grader, perfekt til en rolig start.

Første stop er cykeludlejningen, hvor vi opdager, at hvor vi ser vores transportmidler an. Vi bliver positivt overrasket over den høje kvalitet på udlejningscyklerne i 15.000 kroners klassen, som nemt får den gamle havelåge hjemme i garagen til at skamme sig.

Samtlige gruppemedlemmer kaster sig i bar iver ud på prøveture, mens vores guide desperat forsøger at holde styr på tropperne, som en børnehavepædagog med 40 børn på vej i zoologisk have.

Andrea Eckschlager er tidligere freestyle-snowboarder på eliteplan og en erfaren cykelguide, så hun får hurtigt bragt orden i gruppen og giver os nogle basale regler for cykling i grupper. Og så er vi endelig klar.

Der opstår dog ret hurtigt en udbrydergruppe, men efter en venlig reprimande fra guiden Andrea Eckschlager samles vi igen, og hun lover, at de utålmodige nok skal få afløb for deres iver.

Det får vi kort efter, hvor vi når til en af de mange stier, som fører op i højere luftlag. Vi bliver sluppet løs i 372 meters højde, og der går straks Tour de France i den. Syvmandsgruppen splittes hurtigt i syv felter. Mælkesyren i lårene hos undertegnede melder sig hurtigt, men det samme gør en fantastisk udsigt over den frodige Gasteinerdal, som kun bliver mere spektakulær i takt med opstigningen.

Udsigten giver fornyet energi, og en lille time senere mødes gruppen storsvedende i 1140 meters højde på en såkaldt »alm« – en, stort set, selvforsynende alperestaurant. Humøret er højt trods strabadserne, og efter indtagelse af hjemmeproduceret æblecider og andre af egnens specialiteter er vi klar til at hoppe på cyklen igen.

Denne gang skal vi nedad, og Andrea Eckschlager slipper først gruppen løs efter en instruktion i nedkørsel, for det er ikke helt ufarligt. Farten kan blive høj, og underlaget er uforudsigeligt.

Det forhindrer dog ikke nogle i gruppen i at kaste sig ned ad bjerget med dødsforagt – og en øjeblikkelig belønning i form af en intens tempo- og adrenalinfyldt oplevelse. Som dog desværre kun varer en brøkdel af den tid, vi brugte på at køre op til startpositionen.

Andre steder i dalen kan man benytte liftsystemer til at fragte sine cykler op, men den fornøjelse er ikke indlagt i vores program.

En elektrisk cykeltur

Efter en god nats søvn mødes vi kampklar næste morgen til en for nogle af os lidt anderledes form for cykeltur – i stedet for den traditionelle mountainbike kører vi på en elektrisk.

De el-drevne mountainbikes er af en anden kaliber end for eksempel Københavns nye bycykler. De fungerer som normale mountainbikes, men aktiverer man hjælpemotoren, får man assistance – og selv folk med tændstikstynde ben har således mulighed for at klare store og lange stigninger helt uden problemer.

Som dagen før starter etapen med en flot, flad tur langs Gasteiner Ache floden op mod vores toppunkt i 1.376 meters højde.

I starten kører vi i forholdsvis fladt terræn gennem skov, men som stigningen bliver mere brat, kører vi med el-cykler fra hovedfeltet og tager teten.

Her kommer den lille ekstra lejepris, der er på el-cyklen, tilbage i form af fysisk overskud. Så meget, at vi flere gange vender om fra førerpositionen og triller ned ad bjerget for at lege hjælperyttere for de hårdest ramte.

Hvis man er kommet for motionens skyld, er el-cykler måske det forkerte valg, men i grupper med forskellige fysiske forudsætninger er disse cykler yderst anvendelige, idet de gør alle i stand til at følges ad i samme tempo. Desuden vil cyklerne være et oplagt valg for ældre eller fysisk udfordrede, som gerne vil nyde cykelturene i bjergene.

Frokosten foregår igen på en alm oppe i højderne, hvorefter vi ligesom dagen før kaster os ud i et par minutters adrenalinfyldt nedkørsel på vej tilbage mod først landsbyen Altböckstein, som tilbage i 1600-tallet var en aktiv guldgraverby, og herefter den flotte og kuperede by Bad Gastein.

Sidst på dagen afleverer vi cyklerne, el-cyklen har taget brodden af den værste udmattelse og har tilføjet turen et element af leg. Den har også gjort det nemmere at nyde naturen og udsigten, når energien i mindre grad skal bruges på at trampe i pedalerne.

Fællesskabsfølelse og sult efter mere

På to dage fik vi set store dele af den cirka 40 kilometer lange Gasteinerdal, men har langt fra prøvet alle dalens femten officielt markerede cykelruter, eller prøvet alle mulighederne for at køre off-road.

Trods de mere individuelle opstigninger er der bred konsensus i gruppen om at cykelturene har været fælles, sociale naturoplevelser, og at dalen egner sig fortrinligt til en cykelferie med venner eller familie. Og to dage er måske i underkanten, hvis man vil opleve det hele. Samtlige af vores gruppes deltagere forlod i hvert fald dalen sultne efter endnu en bid af Gastein.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.