Stor rejsereportage

Oplev Grønland fra en hundeslæde

En af de bedste måder at opleve Grønland på er fra en hundeslæde. Og vil man for alvor opleve den grønlandske naturs storhed, skal man væk fra byen og hotellerne og i stedet overnatte på primitiv vis i fangerhytter midt i den frosne natur.

Et højlydt bjæf ekkoer gennem dalen. Efterfulgt af endnu et. Og så fyldes luften af hundeglammen. Langtrukne, skringre hyl blandet med serier af dybe, korte bjæf, der kun forstummer i de sekunder, det tager hver enkelt hund at trække vejr ind til en ny omgang glammen, og som støjer på et niveau, der svarer til at stå lige foran højtaleren til en rockkoncert.

Nukannguaq bemærker det tilsyneladende ikke. Én for én henter han sine hunde, giver dem trækseler på og spænder dem for sin slæde. Undervejs giver han venligt, men bestemt, de hunde, der rasende knurrer eller snapper efter hinanden, et slag over snuden eller ryggen. Hundenes ivrige og konstante hylen forsøger han ikke at stoppe.

Det havde han heller ikke fået noget ud af.

Alle, der har kørt hundeslæde, ved, at hundene inden afgang hyler som besatte. Hyler, tuder, snerrer, gør, galper. Kaster sig fremad, springer op i luften, uagtet af at de er bundet og bliver flået tilbage eller ned igen. Forklaringen er, at de er utålmodige, de vil af sted, løbe. Af samme grund skal man sidde klar på slæden, når førerhunden som den sidste bliver spændt for, og kusken løsner sneankeret, der holder slæden tilbage.

Nukannguaq, kusken, tjekker, at jeg sidder klar, og så løsner han sneankeret. Slæden farer fremad i et ryk, og så bliver der stille. Med ét. Som at trække stikket til højtalerne ved rockkoncerten.

Vi er i Grønland, i byen Ilulissat på vestkysten. Ilulissat betyder isbjerge på grønlandsk og det er ikke tilfældigt, at netop den by har det navn. Ilulissat ligger lige der, hvor Ilulissat Isbræ, en af verdens mest aktive gletsjere, munder ud, og hvor små og kæmpestore isbjerge konstant knækker af gletsjeren og presses gennem den 40 km lange Ilulissat Isfjord ud i Diskobugten. Ilulissat er også byen, polarforskeren Knud Rasmussen voksede op i, og byen, som mange rejser til Grønland går til. Det er forholdsvis nemt at komme hertil, byen er lille og overskuet på få timer, men man får et fint indtryk af Grønland.

Ilulissat er imidlertid mere end en by med de få tusinde indbyggere ved Diskobugten med de mange tusinde isbjerge. Ilulissat er også en by med flere slædehunde end mennesker, og derfor et godt udgangspunkt for hundeslædeture. Man kan prøve en kort tur på et par timer rundt om byen, eller man kan forlade restauranter og opvarmede hotelværelser for et par dage og få en lille smagsprøve på Grønlands enorme natur. Tage et lillebitte skridt ud i omgivelser, der består af intet andet end sne og is. Og ekstrem kulde.

Det er det sidste, vi er på vej ud i. Og det med kulden er vi blevet advaret om. Påklædningen er vigtig, og Nukannguaq har, inden hundene fór af sted, tjekket, at jeg har lag nok på – uld, fleece, dun, vindtæt tøj, og at mine støvler er af typen, der kan klare mange minusgrader.

Som Bambi på isen

Vi er hurtigt ude af byen, hundene løber, nu tavse, i et jævnt, men højt tempo. Terrænet er fladt, og jeg kan uden fare for at falde af slæden dreje mig rundt og se på Ilulissat, der forsvinder bag os, tage billeder og vinke til passageren på den slæde, vi følges med.

Vinkeriet stopper, da det flade stykke afløses af den godt 400 meter høje bakke Store Akinnaq. Nukannguaq, som er hoppet af sin plads bag slæden og løber ved siden af, gør tegn til, at jeg bare kan blive siddende – hundene skal nok klare at trække både mig og slæden. Alligevel hopper jeg også af, jeg kan da sagtens løbe ved siden af op ad den smule bakke, tænker jeg.

Det er en ret kæk idé, viser det sig hurtigt. Ikke så meget på grund af de 400 meters højde, men fordi underlaget flere steder er ren is, og mens hundene og Nukannguaq – tydeligvis er vant til at forcere Store Akinnaq – hurtigt kommer op på toppen, skøjter jeg rundt som Bambi på isen. Og er skyld i, at Nukannguaq må vælte slæden for at forhindre hundene i at storme videre, inden jeg har fået moslet mig op, hivende efter vejret og med tunge ben.

Til gengæld har jeg fået varmen helt ud i tåspidserne, og de næste timer bliver jeg siddende på slæden, pakket halvvejs ind i sælskindet, der udgør sædet, og bare ser på det hvide landskab, hundene trækker os igennem. Hen over frosne søer, forbi små, hvidpudrede buske, op ad mindre bakker, ned ad større. Bortset fra hundenes pusten og sneens knirken under slædens meder er her helt stille, og med den knaldblå himmel foroven meget smukt på sin egen barske måde.

Lugten af 10 hunde foran én er imidlertid ikke ubetinget fin. Når man er slædehund i fuld fart, må et eventuelt større toiletbesøg foregå løbende, og det sker adskillige gange undervejs. Det samme gør større eller mindre slagsmål mellem hundene, og Nukannguaq må flere gange hæve stemmen eller pisken. Hundene lystrer, rasende snerren bliver til en fornærmet knurren, og så traver de videre eller napper en mundfuld sne, som om der ikke var hændt noget. Små skyer af damp står ud af deres munde, klumper af sne hvirvler op under deres poter, og det er svært ikke at blive imponeret af deres kræfter; slæden er tung og det går ofte opad, men de maser ufortrødent og trofast på.

Målet for turen er den frosne fjord Sikuiuitsoq, en sidefjord til Ilulissat Isfjord, og da vi nærmer os den, tapper Nukannguaq mig på skulderen – hans ordforråd på andet end grønlandsk er ganske sparsomt – og peger ud foran slæden.

Først ser jeg ikke andet end sne og klippestykker, der som små, mørke øer stikker op fra det hvide hav af sne. Men så får jeg øje på en rød klat, der bliver større, da vi kommer tættere på: En bræddehytte. Et tag over fire beskedne vægge, der sikkert engang var lysende røde, banket op ved bredden af fjorden, langt fra nogen form for civilisation.

 Hundene ser fredelige ud, men er langt fra altid perlevenner, og det kræver sin kusk at styre dem.
Hundene ser fredelige ud, men er langt fra altid perlevenner, og det kræver sin kusk at styre dem.

I en fangerhytte

Det er her, vi skal være det næste døgn. I en fangerhytte, hvor de grønlandske fangere, som lever af de sæler, de fanger i fjorden, bor. Ofte i måneder ad gangen. Og tæt sammen, ser vi, da vi træder indenfor.

Hytten er højt sat 20 kvadratmeter stor, i det ene hjørne udgør en gryde på en primus køkkenet, i det andet er et bord og et par stole spisestuen, og langs hele hyttens bagvæg ligger der madrasser side om side. I to lag, for halvanden meter over gulvet er en plade banket op fra den ene væg til den anden, så der er plads til flere sovende. Og det er der behov for; udover en håndfuld fangere er vi ni turister og kuske, der skal overnatte her. Og det er endda ikke ret mange, fortæller en af fangerne; han har oplevet nætter, hvor over tyve mennesker har måttet dele pladsen. Ikke kun med hinanden, men også med våde sokker og tunge jakker, der hang til tørre på alle ledige kvadratcentimeter.

Det er en del af charmen ved en tur på den grønlandske naturs vilkår. En anden er de humpler brød med dåsemakrel, vi får til frokost, inden vi hopper på slæderne og kører ned på Sikuiuitsoq fjorden. Vi skal ind til den såkaldt døde bræ for enden af fjorden. En død bræ er en gletsjer, som smelter, inden den når havet, og derfor ikke danner isbjerge. Det gør den ikke mindre imponerede; mens vi kører mellem de høje isfjelde på begge sider af fjorden, kan vi se den tårne sig op som en uforcerbar mur af is.

Vi har svært ved at fjerne øjnene fra den, da vi efter et par timers kørsel står på en isfri klippeblok mellem fjorden og gletsjeren og betragter den.

Et frossent landskab af is midt i et frossent landskab af sne.

Efter den fiskesuppe, der udgør aftensmaden tilbage i fangerhytten, går vi med en af fangerne, John, ud på isen for at tilse hans sælfælder. Solen er på vej ned, og det er en speciel fornemmelse at gå i den knirkende sne i halvmørke hen over en frossen fjord. Frossen er også det hul i isen, John har hakket for at sætte sin fælde, så han må hakke ny is væk for at kunne tjekke fælden.

Han må ovenikøbet hakke hullet større, da det viser sig, at der er en sæl dernede, og at det er en stor og fed en, som ikke kan komme gennem det oprindelige hul. Det kræver hjælp fra en af de mandlige turister at få den slæbt tilbage til hytten, hvor hundene, der siden vi kom, og de blev spændt fra slæderne, har ligget tavse i sneen med snuden mod halen, sætter i et hyl.

Fangerhytten er ikke udstyret med faciliteter som toiletter og rindende vind. Her bor man på de vilkår, fangerne lever under. Man spiser i hold. Pladsen i fangerhyttens »spisestue« er sparsom. 
Fangerhytten er ikke udstyret med faciliteter som toiletter og rindende vind. Her bor man på de vilkår, fangerne lever under. Man spiser i hold. Pladsen i fangerhyttens »spisestue« er sparsom. 

Først en hund, så flere, og da John med et enkelt knivtag sprætter sælen op, går en ren pibekoncert i gang. Som først forstummer, da sneen omkring sælen er blodrød, skindet hænger over slæden, og hundene glubsk har fortæret de dele, John ikke kan bruge.

Mine fingre er stive af kulde, men jeg har ikke lyst til at gå ind i hytten – det er herude, med sne og is, hvorend man kigger hen, med hundene liggende rullet sammen som mørke pletter på jorden og med den blege måne på en stjernespækket himmel over os, at Grønland for alvor trænger ind i sjælen.

5 uundværlige til kufferten

Det er koldt at køre hundeslæde. Her er fem stykker udstyr, du bliver glad for.

Inderst inde
Tættest mod kroppen er tøj af uld det optimale. For eksempel dette to-lags sæt fra norske Devold. På ydersiden består det af 80 procent merinould, indersiden er lavet af Thermolite, der er blødt mod huden og transporterer fugten væk, når man skal løbe ved siden af slæden og kommer til at svede. Priser fra 499 kr. per del. devold.com

Uhm, fleece
Et mellemlags fornemmeste opgave er at varme. Det gør denne fleecetrøje fra Haglöfs, bl.a. med en høj halskrave, en tætsluttende hætte og en længde, der gør, at den ikke kryber op over buksekanten. Og så er den lavet af et strækbart materiale, så uanset hvordan man bevæger sig, følger den med. Pris 1.500 kr. haglofs.com

Blødt og varmt
At tage »Sling Shot«-jakken fra Marmot på er som at kravle ind i en dyne. Blød og varm. Den har et fyld af gåsedun med en fyldkraft på +650 og er spækket med detaljer som en såkaldt stormhætte og velcrolukninger ved ærmerne. Den er desuden vind- og vandtæt. Pris 1.800 kr. marmot.com

Beskyt halsen
Har man først prøvet at trække en halsedisse ned over halsen på steder med minusgrader, bliver det en fast del af éns pakkeliste. Og vil man have ekstra varme på den udsatte hals, er en Polar Buff med fleece på det nederste stykke en vinder. Pris 280 kr. buffwear.com

På med huen
En varm hue er et must i voldsomme minusgrader, der kan være kombineret med vind. Surtsey-huen fra islandske 66 North går man ikke fejl af. Den er ribstrikket med et vindtæt bånd på stykket, hvor ørerne sidder. Pris 290 kr. 66north.com

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.