Opera i kærlighedens by

Sagnet om Romeo og Julie, UNESCO-kåret middelalderarkitektur og den snart 2.000 år gamle Arena der er verdenskendt for sine opera-opsætninger får Verona til at emme af romantik og svundne tider.

Da vi sætter os til rette klokken lidt i ni om aftenen, er de gamle stentrin, der udgør siddepladser, øverst oppe på den gamle arena, endnu glohede, efter at have suget solens ubarmhjertige stråler til sig hele dagen. Selv aftensolen varmer på denne augustaften, inden aftendisen og tusmørket tager over.

Vi er i Arena di Verona, det antikke, romerske amfiteater, der er et af verdens største udendørs af slagsen, og tilmed et af verdens ældste – det blev bygget i år 30 e.Kr. (Byggeriet af Colosseum blev, til sammenligning, først påbegyndt 40 år senere).

Her skal vi opleve opera under åben himmel, når det er aller ypperligst. Siden 1850’erne har Verona haft en helt særlig betydning for operaelskende folk, der strømmer til byen, som nærmest er blevet synonym med denne kunstform.

Aftenens opsætning er Aida – operaen af Giuseppe Verdi, der foregår i Egypten på de første faraoers tid og handler om den umulige forelskelse mellem den etiopiske prinsesse, Aida og Radames, en ung officer i den egyptiske hær. Ikke ulig byens store kærlighedshistorie om Romeo og Julie ender også de med at gå i døden for deres kærlighed – og bliver endda levende begravet i en krypt.

Allerede tidligere på dagen kunne vi se kulisser i form af en enorm pyramide af guld og flere sfinx-figurer på byens torv, Piazza Bra, som Arena ligger ud til. Her opbevares nogle af kulisserne nemlig, mens den gamle arena i dagtimerne er åben for besøgende, der gerne vil opleve historiens vingesus uden nødvendigvis at overvære en opera.

Rigtig mange vælger dog at købe billet til en forestilling, når nu de er i Verona. Også folk, der normalt ikke går ind og ser opera, ser det ud til allerede i billetkøen. Vi har ikke købt billet på forhånd, men kan uden problemer købe dem i billetlugen på dagen – noget, køen vidner om, at mange gør.

Indtil forestillingen begynder, udforsker vi den UNESCO-kårede by, spadserer ned til middelalderslottet Castelvecchio med den imposante bro. over Adige-floden og videre tilbage til Piazza della Erbe, hvor seks af de græske guder troner på toppen af det barokke Palazzo Maffei for enden af pladsen. Efter et koldt glas Aperol Spritz i skyggen runder vi også det hus i en lille sidegade, hvor Romeo efter sigende skulle have boet (der er ikke meget at se i dag), Scaligeri-familiens enorme gravsted og til sidst Julies hus, der er noget af et tilløbsstykke. Porten ind til gården er plastret til med sedler og grafitti med hjerter og kærlighedserklæringer. Inde i gården kan man se den berømte altan og en gylden statue af Julie – og selv om det er noget af et turisthelvede, skal man være lavet af sten for ikke at mærke et lille sug i maven ved synes af den gamle balkon, hvor Julie i stykket står og længes efter sin Romeo.

Da vi nærmer os Arena di Verona i aftensolen, efter dagens rundtur i det gamle Verona, er det med en følelse af sentimentalitet i kroppen, der kun yderligere forstærkes, da vi kommer ind i den snart 2.000 år gamle arena. Det er som at være i en tidslomme.

Vi har bevidst købt billetter på de lidt billigere rækker oppe under himlen, for herfra kan man nemlig rigtig fornemme arenaens storhed. Og da mørket begynder at falde på i løbet af første akt, får vi da også fuld valuta for vores relativt få penge på øvre tribune. Pludselig lyses hele arenaen nemlig op, da publikum hele vejen rundt tænder de små stearinlys, som er gratis tilgængelige og ligger i kurve på trapperne ved indgangene. Det er en tradition, at publikum tænder stearinlys efter solnedgang. De tusindvis af flammer glimter om kap i mørket med den gyldne pyramide, der troner på scenen – og skaber et øjebliks magi, inden flammerne går ud som en stille bølge, mens den dramatiske kærlighedshistorie udspiller sig på scenen.

Lyden er desværre ikke den bedste, som så ofte med udendørs koncerter. I hvert fald ikke denne aften, hvor det er svært at høre, fordi lyden ligesom ikke når helt op under himlen. Så noget skidt var der måske alligevel ved de billige rækker. For ikke så opera-vante – og ikke så sprogkyndige – er der også den ulempe ved at se opera på denne ’old school’ måde, at den ikke er tekstet, så det kan være svært at følge med i, hvad der bliver sunget på scenen. Men både musikkens og kærlighedens sprog siges jo at være universelle, og det samme kan siges om de historier, den gamle arena fortæller i sin blotte tilstedeværelse.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.