Ø-golf i Tyskland er en suveræn oplevelse

Golfclub Budersand er en sand oplevelse for golfspilleren, der ønsker udfordring og natur. Banen finder du på den tidligere danske ø Sild, der i dag er rige tyskeres foretrukne legeplads.

Golfbanen snor sig over øen, Sild.
Golfbanen snor sig over øen, Sild.

Jeg sidder på terrassen ved klubhuset på den højeste klit og trøster mig med det gode tyske øl.

Og undrer mig over, hvorfor det, der tegnede til en hæderlig runde golf, pludselig udviklede sig til en katastrofe med en meget lav score. Det vender vi tilbage til.

Udsigten fra terrassen er en af de bedre. Vi er på øen Sild, som på tysk hedder Sylt, efter tyskerne nuppede den efter krigen i 1864. Golfbanen ligger på tværs af øen helt mod syd ved Hörnum, hvor Sild er ganske smal, og for foden af kæmpeklitten Budersand.

Her fra terrassen er der udsigt til Vadehavet til den ene side og Nordsøen til den anden. Foran mig bugter de grønne fairways sig mellem klitterne, der er toppet med masser af marehalm og lyng.

Og ude til højre ligger det karakteristiske fem-stjernede hotel, der hører til resortet, helt ude ved vandkanten. Golfbanen Budersand har været rangeret højt i diverse golfmagasiner siden åbningen i 2009, og banen minder stærkt om de bedste links-baner i Skotland og Irland.

En helt speciel bane

Historien om Golfclub Budersands tilblivelse er usædvanlig: Det var en af Tysklands rigeste kvinder, Claudia Ebert, der stod bag. Hun var en af familieaktionærerne i Wella-koncernen. En koncern, der bl.a. fremstiller frisør-artikler. Da den blev solgt, tilfaldt der Claudia Ebert et milliardbeløb – i euro – og hun besluttede altså at spendere 225 mill. kr. på luksushotel, golfbane og klubhus i den yderste klit.

Det blev samtidig besluttet, at klubben ingen medlemmer skulle have. Det ville ikke være smart, vurderede man, hvis velhavende gæster skulle stå i kø bag medlemmerne i højsæsonen.

Og det virker, det hele kører fint rundt. Der er nu alligevel nogle få medlemmer, 15 styks, nemlig Claudia Eberts familie og nærmeste venner. Synet bedrager, når man kigger ud over de bølgende klitter og tror, at sådan har de altid set ud. Bygherren fik tilladelse til at rive gamle militærinstallationer ned og flytte rundt på tusinder af tons jord og sand for at skabe klitterne. Og beplante dem med marehalm og lyng for at holde på dem.

Og al den marehalm og lyng udgør roughen, hold dig langt væk fra det, det er uhyre svært at slå ud af, hvis man da overhovedet kan finde bolden. Og flere steder strækker lyngen sig 150 meter fra teested til fairway, så måske skal du vælge at spille fra et teested tættere på fairway, der er seks at vælge imellem.

Banens udfordringer

Der er anlagt flere åer og småsøer, der kan drille rigtig meget, når vestenvinden leger med din bold – og det gør den, for det er svært at vurdere vindstyrken nede fra klitterne.

Men det, der kan gøre én rigtig svag i benene af opgivenhed, er banens bunkers. Det er bunkers, som man ser dem på de allerbedste links-baner: Runde pot-bunkers, ofte over en meter dybe med lodrette vægge af græstørv. Og så er der 90 af dem.

Føj, siger jeg bare, det er umuligt at slå et langt slag fra dem – ja, det kan være svært bare at komme op på fairway igen.

Og nu kan jeg afsløre, hvad der gik galt for mig: Det gik hæderligt, indtil vi kom ud i vinden. Når vestenvinden hyler ind på disse kanter, er der dømt problemer. Kan du ikke stå fast på teestedet og blæser bolden ned af teen, så er risikoen for, at bolden finder sine egne veje, overvældende.

Jeg havde fornøjelsen af korte slag ind i lyngen, skæve slag ud i marehalmen og vind-slag ned i de runde djævle-bunkers, og pludselig står man med en runde, der smuldrer mellem hænderne på én.

Golf på kanten

Læg til det, at de sidste fem-seks huller er rigtig svære. Men også meget smukke med spil langs den fredede kæmpe-klit. Og måske banens bedste oplevelse på det ganske korte 15. par-3 hul, der ligger på randen af Nordsøen med smuk udsigt til hav, klitter og det futuristiske golfhotel.

Og selv om man har fået gevaldige tæv af banen, er det en suveræn oplevelse at spille denne links-bane.

Og bagefter slikke sårene på terrassen med en øl inden for rækkevidde.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.