Lys: Den nye hotte hotel-trend

Farvet lys, dæmpet lys, levende lys og knivskarpt lys. Lys hører til hotelindretningens hotte trends for tiden, og det smarte London hotel St. Martins Lane er hoppet med på trenden.

London hotel St. Martins Lane bruger lyseffekter til at skabe atmosfære i alle hjørner.
London hotel St. Martins Lane bruger lyseffekter til at skabe atmosfære i alle hjørner.

En ulastelig klædt englænder venter på sin gæst ved hotellets restaurant. Han sidder på en havenisse med grøn trøje og langt gråt skæg. Med sine kraftige hænder holder nissen en vandret plade på hovedet som taburet. Der er tre af slagsen her på St. Martins Lane som et kitschet brud på den ellers meget enkle stil. Nisserne er fremhævet af et dæmpet varmt lys, der så at sige matcher deres genre. For her på St. Martins Lane er lyset nerven i indretningen.

»Lys er et vigtigt redskab til indretning, og industrien udvikler sig konstant, så vi får flere muligheder. Også miljørigtige løsninger, så vi kan bruge lys med grøn samvittighed,« fortæller Verena Haller, Senior vice President of Design for hotelgruppen Morgan.

Og lyseffekterne opleves da også lige fra ankomsten: Den neutrale facade i gaden bag Trafalgar Square brydes af en høj svingdør, hvis glasflader lyser op som en limegrøn lysinstallation i natten. Og den skarpt skårne lys-rektangel henover hallen får dem, der vandrer på tværs, til at kaste skulpturelle skygger.

På værelset vælger gæsten selv belysning: Bag sengen er der skjult en lyskilde, og når man drejer langsomt på kontakten, tones farven i rummet fra neutral til gylden, svagt lilla, grøn og endda varm rød. Det er ikke pangfarver, men nok til at man fornemmer forskel på stemning og energi på værelset og dermed hos én selv.

Skab stemning med lyseffekter
Effekten er stærkest, hvis man slukker det øvrige lys og lader farven dominere.

»Ideen er, at gæsterne kan følge præcis det humør, de er i. Eller gerne vil være i. De forskellige farver tillader vores gæster at tone omgivelserne efter, om de er til romantik eller blot vil finde ro og hvile. Lyseffekten gør opholdet personligt, og på den måde gør gæsten værelset til sit eget,« forklarer Verena Haller.

Udover tricket med farverne kan både skrivebordslampen og læselamperne tændes i to niveauer, så man kan graduere lyset til at se TV eller læse avis.

Og når man kommer hjem om aftenen, er der lys inde i onyks bordpladen, der udgør det smarte skrivebord, og på badeværelset er der tændt levende lys ved spejlet. Det er dejlig u-hotel agtigt at lande på sådan et værelse efter en lang dag.

Også den cool stålelevator har lyseffekter i form af tv-skærme med en sort/hvid måne, der sejler på himlen, så man får et hint om universets storhed, mens man bliver hevet op på etagerne. En morgen – hvor regnen siler ned i London – er den kolde måne udskiftet med løvtræer. Set nedefra gennem vand, som var man en fisk, der stirrede op gennem søens overflade.

Hotellets signaturfarve er grøn
Fra svingdøren til menukortet og den store tykke søjle midt i restauranten, hvis grønne nuance fremhæves af en lysstribe rundt om foden. Foran søjlen og det åbne barskab balancerer 24 bittesmå firkantede metalborde på høje tynde ben – alle oplyst fra et sted under bordpladen. Man bliver i tvivl om, hvorvidt de er til hotellets yderst kreative cocktails eller faktisk udgør et kunstværk.

I restauranten er der nøgne glødepærer over hvert bord, hvilket ikke lyder spor hyggeligt. Men det er pærer – af den kostbare slags – der ikke blænder, men spreder et blødt, varmt lys.

Lidt diffust, ja. Men klart nok til, at man kan se, hvad man spiser fra det storartede asiatisk-latinamerikanske fusionskøkken.

For »det ér jo selve opholdet og ikke lyskilderne, som gæsten skal nyde,« understreger Verena Haller.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.