Kinas muskelbundt

Startby. Chongqing er byen, hvor de fleste begynder krydstogtet. Og den er et besøg værd.

Byen Chongqing er det naturlige udgangspunkt for et krydstogt på Yangtze, og den er afgjort værd at bruge et par dage på at se.

Imellem ti og tolv millioner mennesker bor i selve Chongqing, men medregnes hele bykommunen, med et areal på godt og vel Danmarks, når vi op omkring 35 millioner. Byen anses af mange for at være Kinas ’powerhouse’. Økonomien brager frem med årlige vækstrater på pænt over ti procent, som dermed gør Chongqing-amtet til Kinas hurtigst voksende økonomi.

At det går fremad i hidsige skridt vidner de utallige byggekraner om. Omtrent hver dag indvies endnu en ny skyskraber.

De to floder, Yangtze og Jialang, løber sammen lige øst for halvøen, som Chongqings centrum ligger på, og herefter hedder floden alene Yangtze hele vejen mod sit udløb i Det Østkinesiske Hav.

Står man på modsatte side af halvøen, er der et uforligneligt kig over til centrums skov af skyskrabere, som især om aftenen fremstår imponerende, når lysene tændes i bygningerne, og et lasershow sætter i gang. En sammenligning med Manhattan giver god mening.

I Chongqings forretningskvarter er der flere interessante seværdigheder. Den nok mest besøgte af dem er De Tre Kløfters Museum, som er et must, især for de som vælger et krydstogt på Yangtze. Her fortælles spændende historier om den kolossale dæmning, både før, under og efter dens opførelse. Der er bl.a. en udstilling, som beretter om vilkårene for de mange tvangsforflyttede, efter deres marker og byer gradvist forsvandt under vandet.

En af de nyeste attraktioner er det arkitektoniske mesterværk, Guotai Art Center, opført i en fusion mellem klassisk, kinesisk byggestil og modernisme. Indenfor rummer bygningen koncertsal, teater og museum med skiftende udstillinger. Bevæger man sig lidt væk fra de store hovedstrøg, møder man det ægte folkeliv. Pensionister samles under skyggerne af træerne og hygger sig sammen – om morgenen med tai chi, og derpå med kortspil, domino og tit også fællessang - men altid spisning.

Mad er og bliver befolkningens passion nummer ét. Hotpot er favoritten, og har sin oprindelse her i byen. Retten er ubønhørlig stærk for vesterlændinges ganer og fremkalder nemt et utal af svedperler på huden. Om vinteren giver den varme, og i de fugtige, hede sommermåneder hjælper den én af med sved. Hotpot er ikke en egentlig ret, men en tilberedningsform i stil med fondue. I gryden med den krydrede suppe og masser af chili dyppes de tynde skiver af råt kød og grønstager i et minuts tid.

Mange vil nok hurtigt savne at opleve den mere oprindelige side af Chongqing. Den finder man i den gamle by, Ciqikou, godt og vel ti kilometer vest for centrum. Her er flere huse med aner tilbage i Ming-dynastiet, som herskede frem til 1644.

Alle husene er blevet restaurerede, står tætte, og når man spadserer imellem dem langs de smalle stræder, forplanter en herlig stemning sig. Ciqikou er et populært udflugtsmål, især blandt kineserne selv. Så alene bliver man aldrig.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.